Min far er forsvundet – og han kommer aldrig tilbage

Jeg sidder her med tårerne trillende ned af kinderne. Dette indlæg er måske det sværeste, jeg nogensinde har skrevet. Måske fordi, det ikke handler om mig. Men om min familie. Måske fordi, det ikke er fortalt åbent før. Måske fordi andre faktisk ikke ved, hvordan virkeligheden reelt set er. Men nu er det vigtigt for min familie, at historien bliver fortalt. Min mor vil rigtig gerne, at vores historie kan hjælpe andre. Andre som står i samme situation. Og at omverdenen kommer til at forstå. OG i dag er der landsindsamling for Alzheimer – og min egen lille familie skal samle ind i Aarhus. Så tidspunktet er passende for denne fortælling. Jeg beklager på forhånd. Det bliver langt. Der er mange følelser. ♥ Min...
   

Depri-dag med tørklæde

“Nøøøj, hvor er du smart med tørklæde,” blev jeg mødt med, da jeg hentede på skolen i dag. Men jeg følte mig ikke smart. Virkeligheden er en anden. Jeg har haft sådan en nedtursdag. En depri-dag. Altså en dag, hvor tingene egentligt har været ok – men hvor jeg bare har været trist og nedtrykt. Det er der flere grunde til. Mit lille firma KarmaKO viser så fint fremgang, så selvom det er hårdt og spændende arbejde, så er det ikke det, der presser. I weekenden var vi til bryllup hos gode venner. Det fineste bryllup. Alle detaljer var på plads til den mest fantastiske fest. Og det var det også. Men min inputs-kvote blev fyldt op. Og det har jeg...

To krøblinge og to på 8 tager bøssen

Jeg er SÅ træt. Jeg har allerede sovet en lur på 2 timer. Men ikke længere, for jeg har jo gemt lidt til at falde i søvn til Toppen af Poppen. Men jeg er også stolt! Jeg er stolt af den fælles indsamling for Gigtforeningen og Scleroseforeningen i dag. Jeg er stolt af, at min veninde Helle med sclerose og jeg med gigt gik en rute, som vi er sikre på må være den længste i indsamlingens historie. Det føltes i hvert fald sådan. Det tog 4 timer. Og vi startede stærkt ud. Den sidste halvdel af ruten fik den helt autentiske oplevelse, hvor Helle og jeg humpede og haltede afsted med Quasimodo-lignende hump. Helles mand var på standby og ville...
   

To kroniske patienter samler ind til Gigtforeningen og Scleroseforeningen

I går skrev jeg dette indlæg, hvor jeg beskrev, hvordan et enkelt ord gjorde en stor forskel. “Da jeg VAR syg”, sagde jeg. Jeg så ikke længere mig selv som syg. Det VAR jeg. Det er dæleme vildt, når man tænker på min rejse. På hvor skidt jeg havde det. På at jeg ikke kunne bære mit eget barn. På at jeg ikke kunne holde på en kuglepen. På at jeg ikke kunne lege med mine børn. På at jeg ikke kunne deltage i helt almindelige ting. På at jeg brugte det meste af dagen på sofaen, fordi jeg havde så ondt – eller så mange bivirkninger, at jeg ikke kunne flytte mig. På at jeg overvejede at tage mit...

LORTEgave

Der er ofte en gave gemt i selv de dummeste oplevelser. Måske er det en LORTEgave. Sådan én som man allerhelst vil bytte. Men som ingen gider tage retur. Men hvad er en gave egentligt? Et eksempel kunne være mit sygdomsforløb. LORTEgave – det kan vi da vist godt være enige om. Men hvad har det lært mig? For der er ingen tvivl om, at jeg er en anden person nu, end før jeg blev syg. Jeg er endda en anden person nu, end for bare to år siden, hvor det begyndte at blive rigtig slemt. Jeg føler mig mere autentisk. Jeg føler mig mere ægte. Jeg føler en større ro. Jeg føler et større selvværd. Jeg føler en større selvtillid. Jeg...

Mit hjerte er lettet – et lille ord, kan gøre en stor forskel

I dag har været en spændende dag. Og en total AHA-dag. Faktisk er det sket i KarmaKo-regi. Mit nye firma, hvis nogen skulle være i tvivl – ellers find KarmaKo på facebook HER og hjemmesiden HER. Men historien går meget længere tilbage. Jeg havde i dag – eller KarmaKo – havde i dag et møde med Danmarks ukronede coachkonge Robert Rolfsted. I mine øjne Danmarks bedste coach. Måske husker I, at jeg har skrevet om mine oplevelser på hans Reinvent seminarer, hvor jeg har deltaget 2! gange. Den første gang skrev jeg, at jeg var forelsket i en anden mand. Og det var jeg, eller… jeg var forelsket i hans energi. Og i den måde, som han kunne få mig til...
   

Husker du? Så glemmer jeg. Opdatering fra Demensklinikken.

I skrivende stund er jeg lige vågnet op fra min lur. I din læsende stund er jeg til bootcamp-træning. Men sikke en dag. Den startede tidligt på reumatologisk afdeling, hvor jeg skulle til tjek. Jeg fortalte, at jeg (lidt ufrivilligt) havde holdt en måneds pause med den ene slags medicin, som jeg får. Til kenderne hedder det Methotrexate. Det plejer jeg at få mange spørgsmål om. Og i pauseperioden følte jeg, at jeg havde fået det bedre. Altså jeg havde jo ikke en hel sygedag om ugen, som jeg ellers har med den medicin. Men også mit hoved fungerede bedre. Jeg huskede bedre. Jeg var mere klar. Mere tilstede. Så min søde reumatolog og jeg besluttede, at jeg sådan rigtigt...

Nyt firma PÅ GRUND AF min kroniske sygdom – Det må man da kalde HELD i UHELD

Jeg har simpelthen SÅ dårlig samvittighed. Der har været stille på bloggen. Længe. ALT for længe. Jeg har simpelthen forsømt den. Fordi der kom nye spændende projekter til. Men jeg vil ikke forsømme den mere. for i virkeligheden var den jo min redning, da tingene så allermest sorte ud. DU var min redning. Dig der læser med. Tænk at jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne skrive med en kuglepen, da jeg startede bloggen? Og tænk at mit nye projekt er, at have startet min egen marketing og kommunikationsvirksomhed (KarmaKo). Hvor vildt er det lige? Det er spændende og super angstprovokerende. For nu er jeg jo bare mig. Nå men, bloggen vil fremover fortsætte som Stay Positive, hvor...

Hvordan kan et banner give selvtillid?

Som alle andre morgener, postede jeg her til morgen et citat på INSTAGRAM og FACEBOOK. “What you get by achieving your goals is not as important as what you become by achieving your goals.” Og der fik jeg lyst til at uddybe – og det er derfor, du læser dette blogindlæg. “Du er så god til at fortælle om dine succeser, jeg ved slet ikke, hvad mine er.” Det fik jeg at vide den anden dag. Hun spurgte, hvordan jeg bar mig ad med at have fokus på mine succeser – og vokse af dem. Så jeg vil da gerne lige forklare, hvad der virker for mig. For jeg satte mig for at kæmpe mod sygdommen. Jeg satte små mål. Og...
   

Min datter er skuffet og flov

Idag har vi været i haven heeeeele dagen. Vi har ikke verdens største have, men lige som alt andet i vores liv, så har den været forsømt i det sidste lange stykke tid. Vi har ikke haft en hel dag hjemme til det før idag og jeg har længe haft det skidt og ikke haft energi. Men… Vi har ikke gjort det, fordi det var tid. Vi har gjort det af en anden grund. * Vi var til Grøn Koncert igår og mine forældre passede børnene. Vores datter Anna på 11 sagde til bedste, at hun synes, de andres haver og hække var så pæne i forhold til vores, der var så rodet. Og at vi rodede meget i huset...

Den lille pige med pletterne…

Den anden dag mødte jeg en lille pige. 8 år. Hun havde et bredt hårbånd på. Det går hun altid med. Vi var hjemme og besøge nogle venner, og det var legekammerater til deres børn. Vores ven siger: “Jeg vil gerne introducere dig for Pernille. Kan du huske, at jeg har fortalt dig om hende? Hun har jo det samme som dig.” Den lille pige med hårbåndet kigger på mig. Lidt genert, men også lidt interesseret. Hårbåndet dækker nemlig en plet. En alopecia-plet. Vi sætter os ved bordet og drikker en kop kaffe. Jeg fortæller lidt mere om alopecia – pletskaldethed. Jeg fortæller, at jeg faktisk skriver om det og fortæller alle om det – og at det er der...

Det er jo bare hår… eller er det…

Det er jo bare hår… Det får jeg tit at vide i øjeblikket, når folk spørger ind til mit hårtab. “Heldigvis kan man ikke rigtigt se noget endnu, og det er stadig bare hår.” Jeg smiler. Men hvis du kigger efter, så når smilet ikke mine øjne. For jeg er trist. Jeg er så trist over at miste det hår, som jeg endelig havde fået igen. Jeg er trist over, at mit hår gør ondt, og jeg så ved, at nu falder det af der. Jeg har heldigvis fået krøller, da håret er kommet ud denne gang. Så jeg bobber krøllerne godt op i en rodet bunke, og så kan jeg gemme pletterne. Men pletterne er tiltagende. Jeg taber mere og...