Tårer i Guds hus

Jeg er ikke religiøs. Overhovedet ikke. Jeg er i kirke til jul og på mærkedage. Men det er også det. Igår skulle vi så til gudstjeneste i kirken som afslutning på min datters minikonfirmand, som man går til allerede i tredje klasse. Hun har elsket det, og selvfølgelig skulle vi med i kirke.

Ok… jeg havde haft en virkelig skidt dag. Kastet op af smerter det meste af dagen. Men ville med. Men måske også derfor var jeg ekstra følsom. Det ved jeg ikke. Men det fik mig til at tænke. På mange ting.

Præsten byder velkommen. Forklarer hvad minikonfirmand er, og hvad børnene har lavet og lært. Så holder hun prædiken. Og jeg kan ligesom mærke, at jeg bliver rørt og meget emotionel. Jeg tænker, at det da er lidt mærkeligt. Og meget overvældende. Jeg kan mærke det helt ind. Men hvorfor nu? Og hvorfor her? Kirken og kirkerummet har en helt speciel atmosfære. En blanding af traditioner, formalitet, glæde og sorg. Det var som om, at jeg i dette rum gav helt ufrivilligt slip.

Præsten kalder til altergang. Og jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig at komme derop. Og så vælter det hele frem. Alle følelser. Sygdommene. At jeg står her med tørklæde. At jeg har det SÅ skidt. At jeg er usikker. At jeg er bange. At jeg sørger over mit gamle liv. At jeg ikke aner hvad fremtiden bringer. Jeg står pænt og venter på min tur. Det er mine børns tur før mig. De knæler, og præsten hælder Jesu Kristi Blod i deres små glas. Så overvælder det mig igen og mere voldsomt. Det er som om, alle mine smerter vælter ud af øjnene på mig. Triller ned af kinderne. Der knæler mine børn. Hvad gør min sygdom ved dem? Hvad hvis jeg ikke overlever dette? Hvad med dem? Hvornår skal de små væsener hen i kirken næste gang?

Min veninde står heldigvis lige ved siden af mig. Kigger på mig med tårer i øjnene. Aer mig på ryggen og hvisker:

Det hele kommer til at gå

Vi knæler og tårerne triller stadig. Præsten stopper foran mig og ser mig direkte i øjnene. Blinker en enkelt gang med det der “det hele kommer til at gå”-blik og går videre.

Jeg er overvældet af følelser og skal lige have tørret øjnene, inden jeg vender mig rundt og skal gå ned gennem gangen. Tilbage til min plads. For der sidder hele kirken og kigger. Alle børn, søskende og forældre. De har allerede set mig være overvældet og feje tårerne væk fra kinderne. Men skal jeg være flov? Skal jeg skjule det? Skal jeg skamme mig?

Mange skammer sig lidt, når de bliver berørt. Det er pinligt og over-følsomt. Måske endda lidt mor-agtigt at græde. Jeg græder til min nevøs konfirmation, Extreme Home Makeovers, Sporløs, indmarch til gymnastikopvisning og nu også minikonfirmand. Jeg græder over sorg, glæde og stolthed. Men jeg skammer mig ikke. Jeg bliver ikke flov. Tværtimod mærker jeg livet – med alt hvad det er, også når der er modgang og sorg. Det er vigtigt at huske på, at vi kan ikke kun skal have alle de sjove, dejlige og positive følelser. Vi skal også rumme frygten, sorgen, tvivlen og usikkerheden. Og alle de andre. Vi skal ikke leve et poleret liv, hvor vi kun viser det pæne og pakker det mindre pæne væk. Vi skal leve livet på godt og ondt. Vi skal have oplevelsen af at nyde vores liv. For selvom det gør ondt, er det bedre end slet ikke at have levet det.

 Når jeg så græder til minikonfirmand, så svarer det til de tårer vi græder i kirken juleaften, til konfirmationer og til tv-programmer. Vi græder jo ikke nødvendigvis fordi det er sørgeligt, men fordi vi kan mærke at tiden går, at vi bliver ældre, at vores livsforhold forandres, og at livet ikke varer evigt. Vi græder nok også over gammel sorg. En elsket farmor. En bristet kærlighed. Et savnet kæledyr. Vi bliver mere berørt, jo mere vi har oplevet. Vores små revner fra livet giver plads til vores tårer. De har nemmere adgang til kinderne. Kort sagt: vi renser ud og det må alt andet lige være sundt og godt.

/Pernille

Stay Positive