Mit hårtab var en stor sorg

Dette er et meget følelsesladet indlæg for mig. Både med de følelser som jeg udleverer, men især med de billeder, som jeg viser. De er aldrig vist før. Det er meget personligt. Men nødvendigt for at oplyse om sygdommen og dens udseende. Bær over med mig, hvis det bliver rodet. Jeg er lidt rørt.

________________________________________________

Min datter Anna og jeg står og ser os i spejlet på badeværelset. Vi er ved at rede hår. Vi griner. Jeg kigger op, ser mig selv og siger:

Fuuuuuuuck. Er jeg ved at blive gråhåret? Er det en stor rund grå plet hår lige dér?

Jeg kigger en ekstra gang på pletten. Pletten er ikke grå. Den er grisefarvet. En skaldet plet på størrelse med en femmer. Fuldstændig skaldet. Ikke et eneste hår. Glattere end en babynumse. CHOK. Mit hjerte banker og jeg bliver forvirret. Jeg stirrer på pletten og er helt mundlam. Så pibler tårerne lige så stille ned af kinderne. Ikke en lyd.

Hvad er det? Er det farligt? Hvorfor?

Jeg løber rød-øjet ind til nabokonen. Hun er sygeplejerske og ved alt om alt. Hun kigger på pletten. Jeg kan også se chok i hendes ansigt. Det eneste hun siger er: “Du skal tage til lægen imorgen. Lover du det?”

Det gjorde jeg. Og har siden været hos riiiiiiigtig mange læger. Riiiiiiigtig mange gange. Men det er slet ikke det, dette indlæg skal handle om.

Den dag fandt jeg den første plet på størrelse med en femmer. I løbet af den næste uge faldt halvdelen af mit hår ud. Det føltes som om, jeg havde haft en stram hestehale og lige taget elastikken ud. Det strammede helt vildt. Og så vidste jeg, at det var det næste sted, det ville falde ud. Jeg kørte hånden igennem håret og tog håndfulde af. Hårtot efter hårtot. Tåre efter tåre. Både håret og tårerne var som regnen, der bare faldt og faldt og ikke ville stoppe igen. Det gik så stærkt.

Min skønne frisør var med hele vejen. Fra første skaldede plet. Hun klippede jævnligt, så det dækkede de nyeste pletter. Jeg købte alopecia produkter hjem fra USA. En alopecia-lotion, der kunne male pletterne som en bruncreme. Alopecia-fibre, som er en pustedims, der puster fibre på pletterne, så der er et tyndt lag fibre, der matcher resten af håret. Jeg købte 30 hatte på nettet – fra hele verden – alt sammen i løbet af den første uge.

I starten kunne jeg skjule det med en hat, der sad ned i nakken. Jeg havde stadig langt pandehår. Sådan gik der et halvt år mere. Det faldt stadig af. Ikke med samme hastighed. Men stadig. Og hver eneste morgen undersøgte jeg sørgeligt hårene på puden, der var faldet ud i løbet af natten. Fortvivlet var jeg viklet ind i hår i bruseren, imens jeg forsøgte at vaske mit hår. Vi havde hår alle steder. Niels rendte rundt efter mig med støvsugeren. Nok mest fordi jeg ikke skulle se alle de hår, jeg reelt set tabte… og blive ked af det. Igen. Igen. Igen.

Det var efterhånden noget af et syn. Min tidligere så smarte frisure hang nu i tjavser… hist og pist. Det kunne ikke tilnærmelsesvist dække de mange og store pletter. 60 % af alt mit hår var nu faldet af. Og jeg blev trist hver eneste gang, jeg fik en ny tot i hånden. Hver gang jeg så mig selv i spejlet, så følte jeg, at jeg mistede en del af min identitet. Så jeg tog en beslutning. Jeg valgte at klippe de sørgelige rester af. Jeg lånte en trimmer. Havde Niels ved min side. Og så tændte vi maskinen. Ved den første bane hår var det mærkeligt, derefter var det en befrielse. Måske fordi at det var min beslutning. Jeg besluttede at håret skulle af. Og det var ikke fordi min krop valgte at frastøde det. Som jo er det der sker med alopecia. Efter klipningen tog jeg et billede og sendte til alle mine nærmeste. Så var det en realitet.

Men det var ikke kun det håndgribelige tab af en kropsdel, som håret jo er. Jeg følte en stor ubeskrivelig sorg. Og det er svært at forklare, hvorfor det er så stor en sorg at tabe sit hår. Også fordi det jo ikke er en livstruende sygdom. Man aner ikke, præcis hvor meget man sætter pris på sit hår, indtil den dag det pludseligt falder ud. Jeg har altid været stolt at mit hår. Min tykke, lange, bølgende, chokoladebrune manke. Og pludselig følte jeg mig gammel og utiltalende. Jeg følte mig ukvindelig og i hvert fald slet ikke sexet og attraktiv. Heldigvis er min mand jo altid god for en opmuntrende bemærkning. Han kiggede forelsket på mig og mit nyklippede hovede, alt imens han sagde:

Hold nu op. Du vil virkelig være en hot lesbisk.

Han er altid god med komplimenterne. Men lige meget hjælper det på følelserne indeni. Jeg føler mig forkert. Jeg føler ikke, jeg passer ind. Når jeg endelig kommer ud, så er jeg nervøs. For tænk hvis hatten, tørklædet eller parykken rykkede sig og nogen kunne se mit bare hovede. Jeg går med en klump i maven… og i halsen… hele tiden. Jeg kan bedst forklare det med en sammenligning. Mit bare hovede er som at være nøgen. Hvis nogen så mine pletter, så ville det svare til at de så mig uden tøj på. Jeg er utrolig blufærdig med mit plettede hovede.

Jeg synes, at kvinder med helt skaldede hoveder er så utroligt smukke. Der er noget stærkt og virkelig sexet over dem. Bare tænk på, hvor meget de er gået igennem personligt for at nå dertil. Det er fantastisk. Men mit hovede er ikke helt skaldet. Det er plettet. På den ikke-så-pæne måde. Så jeg viser stadig kun min mangel-på-hårpragt til mine børn, min mand, min frisør og selvfølgelig nabokonen.

Man skulle tro, at jeg med mine (dengang) 35 år, var modstandsdygtig overfor det store fokus på den ydre skønhed. Men nej. Den slags hykleri gjorde mig ikke mindre immun. På trods af min egen stolthed og min bevidste indsats for at være cool, så fik hårtabet mig til at blive hyper-opmærksom på mig, min krop og mit udseende.

Jeg begyndte at lukke mig lidt inde. Jeg har altid været meget social. Men jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker. Jeg var bange for at nogen ville kigge, grine eller kommentere. Jeg gik med strikhue på arbejde. Og begyndte at handle så meget som muligt på nettet. Jeg var nervøs, når det blæste meget. Ingen sagde noget… men jeg levede i frygten. Indtil den dag, hvor én sagde noget og jeg tog beslutningen om kun at gå med tørklæder. Men det er en gammel historie. Læs den her: Paryk eller tørklæde?.

Som jeg plejer, så gik jeg i totalt praktik-mode. Hvad kan jeg rent praktisk gøre? Det nytter jo ikke noget, at sætte sig ned og tude. Det begynder håret jo ikke at vokse af. Så jeg handler. Jeg googler. Jeg undersøger. Jeg shopper. Jeg kommunikerer. Jeg er åben. Jeg overlever. Jeg smiler. Men indeni…

Indeni ser det lidt anderledes ud. Det vidste jeg ikke før nu. Før idag. En kollega sagde til mig, at det var flot som jeg smilte. Men han troede ikke, at jeg havde bearbejdet sorgen over tabet af mit hår. Og ved I hvad? Jeg tror, han har ret. For som jeg har skrevet dette indlæg, så har tårerne trillet ned af mine kinder, jeg har haft rystende hænder og en knude i maven. Endda dårlig mave. Ja… undskyld. Klamt. Men ærligt. Men jeg sidder også tilbage med en følelse af at være på vej igennem. Jeg led et tab – både fysisk og psykisk. For mig var det et tab i forhold til, hvordan mit kropsimage var før alopeciaen. Mit selvværd var blevet knust. Men jeg føler, at det er blevet opbygget igen. Som tiden er gået. Og jeg føler mig stærkere og styrket på grund af denne sygdom.

Så dette har været en slags mini-terapi for mig. Og jeg må takker dig for at læse med. Helt til slutningen af dette lange indlæg. Du hjælper mig mere end du ved. TAK.

/Pernille

Stay Positive

__________

Følg Stay Positive på de sociale medier:

Instagram: @staypositive_blog

Facebook – klik her

Bloglovin – klik her