Mit navn er Katja, jeg er 26 år, og jeg har fået lov at være gæsteblogger. Jeg følger selv med i Pernilles indlæg og gøren her på bloggen, men også på Facebook. Det er virkelig god og inspirerende læsning, som jeg i høj grad kan relatere til. Netop derfor spurgte jeg Pernille, om jeg kunne få mit blogindlæg ind her. Og jeg er meget glad og taknemlig for nu at kunne dele og forhåbentligt få spredt mit ord.

Jeg er selv klar til at stå frem nu. Og det er jeg fordi, at jeg har fået øjnene op for, hvor mange andre der faktisk også lider af denne lidelse. I er derude. Og alle jer… I har været og er med til at give mig følelsen af ikke at være alene. Dén følelse vil jeg gerne være med til at give videre.

Jeg husker en dag for cirka 8 år siden ganske klart. Jeg sad og havde undervisning på handelsskolen, og pludselig mærker jeg en skaldet plet i mit baghoved. Der var intet hår. Ikke engang bare som om at det var barberet af, men som om at der aldrig havde været noget hår. Helt glat var det. Jeg havde aldrig stået med én stor tot hår i hånden, eller set det falde af i store mængder. Jeg panikkede vildt, kontaktede lægen, og fik heldigvis hurtigt en tid. De nærmere omstændigheder ved lægekonsultationen kan jeg ikke huske i detaljer, men jeg husker, at lægen sagde, at det var svamp, der havde været årsagen, og jeg fik en særlig shampoo, jeg skulle vaske mit hår i. Mit hår kom efter noget tid tilbage. Om det var shampooen, der gjorde det vides jo rent faktisk ikke med sikkerhed.

Så gik der yderligere 5 år med masser af hår på hovedet, men så ramlede min verden sammen. En ny bar plet var kommet i min hovedbund. Sådan lige pludselig. Ligesom første gang. Denne gang var jeg dog mere mentalt forberedt, fordi jeg havde stået i situationen før. Jeg gik til lægen, og der var det ikke mange opløftende ord, jeg fik med på vejen;

Årsagen kan være stress og det er ikke sikkert, dit hår i det område nogensinde vokser ud igen.

Det er altså ikke en fed melding at få, når man står der i sin bedste alder. På dette tidspunkt var jeg 23 år. Jeg fik noget smørelse, som jeg skulle komme på et par gange om dagen. Jeg var optimistisk. Til trods for at jeg ikke længere havde lyst til at sætte mit hår op i en høj knold på hovedet, som ellers på daværende tidspunkt var sådan min frisure var hver eneste dag. Det blev i stedet en hestehale og heldigvis havde jeg langt hår, så hestehalen dækkede min plet i nakken.

Min 24 års fødselsdag den 17. oktober 2012 blev glædens dag. Ikke kun fordi jeg havde inviteret hele familien til fødselsdag og solen skinnede, til trods for at jeg har fødselsdag midt i efterårsferien, men også fordi mit hår netop den dag begyndte at gro ud igen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg løb ud til min mor og fortalte hende nyheden. Jeg var vildt glad. Jeg kunne mærke de helt små nye stikkende hår, som jeg ikke havde kunnet længe. Det ville godt nok tage flere år at blive ligeså langt som resten af mit hår, men bare det, at det var begyndt at gro, var virkelig stort for mig. Som månederne gik, voksede det korte hår sig længere og længere. Det var en fantastisk følelse, den dag jeg igen kunne smide alt mit hår op i en høj knold på hovedet.

Jeg ville ønske, at min historie kunne slutte her, men det gør den ikke.

I august 2014, altså for et års tid siden, er den gal igen. Den genkendende følelse, af helt korte eller slet ingen hår i et lillebitte område i nakken, viste sig igen. Jeg vidste med det samme, hvad det var. Jeg havde jo været der hele to gange før. Det var sommer, jeg var lige hjemvendt efter et år i London og jeg var netop begyndt på HF. Jeg var i et virkelig godt sted i mit liv, og jeg havde en helt masse nye ting at se til, som nok også var årsagen til, at der gik hele 7 måneder, før jeg tog kontakt til lægen. I øvrigt gik processen denne gang en del langsommere, men som noget nyt begyndte den skaldede plet at sprede sig til flere og større områder i min hovedbund. Jeg fik igen ordineret en shampoo, som første gang, og jeg fik at vide af lægen, at hvis der ikke var sket ændringer/forandringer indenfor en lille måneds tid, skulle jeg kontakte ham igen. Der skete bestemt ingen ændringer eller forandringer, men alligevel gik der yderligere 3 måneder, før jeg igen kontaktede min læge. Jeg tror, det handler om, at det var et så ømt punkt for mig og jeg havde så svært ved at indse og acceptere det og derfor ignorerede jeg det faktum, at jeg har en sygdom. Dette fik jeg nemlig bekræftet, da jeg endelig tog til lægen. Det, der gjorde udslaget for mit opkald til lægen denne gang, var en ny stor plet bag mit højre øre. Jeg brød grædende sammen. Stortudede.  Jeg var egentlig på vej ud af døren mod mit arbejde, men min verden ramlede. Det var første gang, jeg nogensinde græd grundet min lidelse. Jeg havde klart en følelse af at miste noget af min kvindelighed, at den blev taget fra mig bid for bid og så satte det også nye frustrationer i gang omkring, hvordan jeg nu skulle sætte mit hår for at dække den nye plet, som var så tydelig.

Det var en varm sommerdag, og jeg svedte endnu mere end normalt, da jeg endelig fattede mod og ringede til lægen. Det er et under, at vi fik en aftale i hus, for jeg græd under hele samtalen. Det var weekend, så den efterfølgende mandag tog jeg op til lægen. Hun kiggede kun i et øjeblik og sagde så “det er Alopecia. Jeg laver en henvisning til en hudlæge”. Ordene var klare og jeg vidste udemærket, hvad det betød. Jeg har googlet mig selv i søvn om aftenen flere gange og ligget søvnløs på grund af de frustrationer, det har givet mig. Denne sygdom påvirker ligeså meget psykisk. I hvert fald mig. Jeg er hele tiden på vagt omkring, hvordan mit hår sidder. Jeg har ikke haft en knold eller en høj hestehale i snart et år. Jeg står altid mod vinden, hvis jeg har løst hår, så mit hår ikke deler sig bagpå, og af samme grund cykler jeg altid med tørklæde for at håret ikke blafrer i vinden. Hver eneste bevægelse, der kan have noget med mit hår at gøre, bliver gennemtænkt. Det kører oppe i mit hoved hele tiden. HELE tiden. Det rammer mig hver eneste gang, jeg ser en person med opsat hår, eller en person, der lige svinger håret rundt så nakken frit kan ses. Jeg nåede så langt ud, at jeg var tæt på at hente køkkensaksen og klippe al håret af og så anskaffe mig en paryk. Men jeg slog koldt vand i blodet, lavede en stram hestehale i nakken og cyklede så på arbejde.

Jeg var virkelig træt af min frisure. Grundet de mange bare pletter, forskellige steder i min hovedbund, var der mere eller mindre kun én frisure, der efterhånden kunne dække det, og det var hestehalen i nakken. Midterskilning og så ellers bare den lange hestehale stramt i nakken. Ærligt, det så dødssygt ud. Jeg følte mig på ingen måde smart og jeg havde lyst til at skrige ud til verden, at det altså ikke var fordi jeg brød mig om denne frisure, men at det var en frisure, jeg var nødsaget til at have.
En dag, da jeg var på tur i Zoologisk Have med min familie, slog det mig, om ikke det var en idé at blive klippet. Jeg havde jo ikke så meget at miste, kan man sige. Men jeg havde lyst til en smartere frisure med noget pandehår, for at undgå det stramme udtryk. Det at skulle bestille tid hos frisøren var ikke noget, jeg bare lige gjorde. Det var en stor beslutning for mig, men jeg blev heldigvis bakket op af dem i min familie, som kender til min historie. Det er, i skrivende stund kun 11 dage siden, jeg var hos frisøren. En nervepirrende dag for mig. Men faktisk viste det sig at blive en af de bedste dage for mig længe. Jeg har heldigvis en rigtig sød og forstående frisør og hun kendte allerede til mine bare pletter, inden jeg bookede min tid hos hende. Mit lange tykke hår, som havde taget mig flere år at få langt blev cuttet af med i hvert fald 15 centimeter, og så fik jeg også pandehår. What a relief! Det er slet ikke så slemt at miste sit hår og så endda frivilligt 😉 Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, men det var en overvindelse for mig at gå til frisøren, og det føltes som en sejr, da jeg gik derfra!

IMG_1563

Det er først nu, at jeg føler mig klar til at fortælle denne historie. Der er ikke mange i min familie eller generelle omgangskreds, der kender min historie. Det er som om, at turen hos frisøren satte noget i gang hos mig, og når folk har spurgt ind til eller kommenteret min nye frisure, har jeg også som udgangspunkt fortalt dem hvorfor jeg har fået netop denne nye frisure. I så lang tid gik jeg alene med denne lidelse, men det er slut nu. Nu er det tid til at speak up:

Så hey verden, jeg har Alopecia!

Jeg føler ikke længere nogen skam. Det er ikke noget, jeg har valgt, at jeg vil have, men det er et aktivt valg, at jeg har accepteret det. Jeg er ikke alene. Slet ikke. Du er ikke alene. Vi er ikke alene.

Jeg er med i en dansk og en international gruppe på Facebook for os med netop denne lidelse, og det er virkelig gået op for mig, hvor mange der er i samme båd. I øvrigt fortalte min frisør også, at hun nok i snit har én kunde om måneden i hendes salon med bare pletter i hovedbunden. At få øjnene op for alle jer andre, der er i samme båd, har været en ubeskrivelig stor hjælp og støtte for mig. Denne hjælp og støtte vil jeg også selv gerne være en del af overfor andre, og det er også en af årsagerne til, at jeg har valgt at dele min egen historie.

Status lige nu er, at jeg om blot to dage skal til hudlægen, som min egen læge henviste mig til. Jeg er spændt på det, da det jo kan gå begge veje. Men so far, er jeg rigtigt glad for den frisure jeg har fået, og jeg har lært at skjule mine pletter, da jeg er så heldig at have et tykt hår. Men kommer den dag, at det hele skal af, så føler jeg mig på nuværende tidspunkt også mentalt parat til det.

Min identitet, personlighed og kvindeligheden sidder IKKE i håret. Jeg er så meget mere!! ❤ ❤

Det er første gang nogensinde, at jeg fortæller min historie i åbenhed. Mit budskab til andre i samme situation er klart at:

DU ER IKKE ALENE

Jeg er også sikker på, at du en dag når et punkt i dit liv, hvor du accepterer din lidelse og tør at stå ved den. Husk også at vejen til denne accept er en vigtig mental proces.

Stay positive!

/Katja Møller Jelstrup

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og følg bloggen selvfølgelig, så får du direkte besked om alle mine tanker.

Se hvordan herunder.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)

__________________________________________________________________

2 kommentarer

  1. Jeg har haft det siden jeg var 19 år (er nu 40 🙈)
    Har haft lange perioder hvor det har været i ro. Man lærer at sætte pris på når pletterne holder sig til nakken 😉

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s