Er det okay at være forelsket i en anden mand?

Kan man beskrive den vildeste personlige oplevelse, man nogensinde har haft?

Og den indledning sælger da overhovedet ikke indlægget. Sorry.

Og sorry. Fordi dette bliver et af de lange. Jeg håber, at du alligevel følger med helt til slutningen igen.

Nå, men…

Jeg har tilbragt weekenden i selskab med Danmarks Bedste Coach Robert Rolfsted og 50 andre håbefulde deltagere. Seminaret hed Reinvent Yourself og skulle gøre os til bedre versioner af os selv.

Jeg mødte op lidt betuttet og nervøs.

For hvem ved, hvad der skal ske i løbet af sådan en weekend?

Jeg har været til foredrag med Robert Rolfsted før, så jeg vidste godt, at han var en spradebasse. Men det gjorde mig kun mere nervøs.

Selve titlen på seminaret – Re-invent Yourself – lød jo fantastisk. Og lige som det jeg har brug for.

For hvem er jeg nu? Jeg har før skrevet om, at jeg savner MIG. Og forvirringen er der stadig. For med min nye identitet følger lidt skræmmende spørgsmål:

Bliver jeg nogensinde smertefri? Eller kan jeg leve sådan her resten af livet? Hvor slemt bliver det?

Robert starter seminaret med at sige, at efter sådan en weekend så bliver han en smule forelsket i os alle sammen.

Jeg tænker, at det er fint. Men jeg er jo ikke sådan en blødsøden type, der gider sidde snakke følelser og svælge i drama. (Det er jo det, jeg har bloggen til). Så… godt for ham. Men det bliver ikke mig.

Faaaaast forward…. bare et par timer…

Pludselig så finder jeg mig selv dansende midt på gulvet – alt imens jeg krammer alle de andre, som om jeg har kendt dem altid.

Robert siger:

Tænk hvis du mødte dig selv, men i en federe udgave?

Han taler meget om at være FLAWSOME. Fuld af fejl og fantastisk.

Og DET er da lige vand på min UPERFEKTE mølle. Det skrev jeg jo om dan anden dag. (Læs HER)

Imens han snakker videre – og det gør han, for han snakker virkelig meget – så sidder jeg og kigger på ham. Jeg mærker hans energi og entusiasme.

Og jeg mærker… at jeg faktisk allerede er en lille smule forelsket i ham.

Mig? Jeg er da ikke blød på nogen måde. Jeg gider slet ikke det der sniksnak.

Men jeg er overvældet og forelsket i hans energi.

Jeg vil bare have mere.

Han spørger:

Hvad vil have en positiv indflydelse på alt i dit liv?

Jeg er ikke i tvivl.

At blive smertefri.
Og/eller at lære at leve med smerten.

Vi laver en masse øvelser for at finde frem til vores ønske og vores virkelige værdier.

Jeg troede, at jeg var mere hård. Jeg troede, at jeg fokuserede på karriere og det gode liv.

Og så viste det sig, at da jeg syretestede mine værdier, så var jeg en blød tosse med virkelig bløde værdier.

Hvilket jeg faktisk er stolt af.

Men jeg tænker også, om sygdommen har ændret mig… til det bedre? Har jeg et andet fokus nu, end jeg havde før?

Eksempelvis hører jeg mig selv sige, at:

Jeg er god til:

positiv, kreativ, lege, smile, skrive

Jeg er mest stolt af:

Mine børns personligheder, min familie, min blog, min personlighed, min håndtering af sygdom

Hvilke værdier er vigtige for mig:

kærlighed, respekt, familie, venskab, humor

Jeg beundrer:

Min datter – fordi hun hviler så meget i sig selv, selvom hun kun er 10 år.

Min mor – fordi hun er positiv og udviser næstekærlighed over for alt og alle, selvom hun er 74 år 🙂

Pippi – fordi hun siger: “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”

Og som I kan se, så “glemte” jeg at nævne alle mine arbejdsmæssige kompetencer og uddannelser. Det ville jeg nok have gjort før.

Men pludselig så virkede det ikke vigtigt. Pludselig så fyldtes mit hjerte med kærlighed. Kærlighed til min familie, til vores venner, til jer mine fantastiske læsere, til mine med-kursister, til Robert Rolfsted og til alle dem, jeg endnu ikke har mødt.

Fredagen slutter med, at vi skal slå et bræt over med de bare næver for at finde vores indre styrke frem.

Jeg vil.

Jeg vil. Jeg vil. Jeg vil.

Men jeg kan ikke.

Mine hævede, skæve, smertefulde hænder vil ikke.

Jeg forsøger, men jeg tror ikke nok på det.

Jeg er bange for smerten. Jeg er bange for at påføre mig selv ekstra smerte.

Robert tager mit bræt og skriver “FUCK SMERTEN” midt på brættet.

Hvor meget vil du det her, spørger han. Tårerne begynder at trille ned af kinderne på mig. Jeg vil det virkelig meget. Virkelig meget. Pludselig føler jeg, at dette bræt er det, der står imellem mig og et smertefrit liv. Dette bræt er symbolet på min sygdom og jeg føler, at jeg SKAL flække det med mine bare smertefulde hænder.

Robert står foroverbøjet med hænderne på knæene. En form for halv skovskiderstilling. Han står lige foran mig. I øjenhøjde. Og ret så tæt.

SKAL du det her? Er det nødvendigt? spørger han.

Han stirrer. Det er som om, hans øjne åbner sig endnu mere. De bliver så store som tekopper. Han siger ikke mere. Han stirrer bare. Direkte ind i øjnene på mig.

Jeg ved godt, at det lyder klicheagtigt. Men jeg føler, at han kiggede helt ind i min sjæl. Tårerne triller hurtigere. Mascaraen er long-gone. Gennem tårerne tænker jeg på, hvad han mon ser? Hvad ser han i øjnene på mig? Hvad ser han i min sjæl?

Og så siger han:

Du har smerter hele tiden. Du kæmper hver eneste dag. Behøver du at flække dette bræt for at bevise noget? Jeg ved, hvor meget du kæmper. Jeg synes, du er rigtig sej.

Oooog….

Så hulker jeg. Ikke bare tårer længere. Rigtige hulk.

Jeg følte, at han så min kamp. Han så, hvor meget jeg kæmper for mit mål hver eneste dag. Han så min facade. Han så mig.

Jeg følte mig lettet.

Jeg går ud i bilen. Kører ud af parkeringspladsen. Blinker til højre. Og så vræler jeg…

Hele vejen hjem.

Jeg er fuldstændig opløst.

Men jeg ved ikke, hvorfor jeg græder. Jeg har bare lyst. Og det letter mit system.

Jeg kommer ind af døren herhjemme. Klokken er 23.30 og Niels har ventet på mig.

Hvad er der sket? Er du ok?

Ja, jeg er faktisk rigtig meget ok.

Dagen efter er Robert ligeså dygtig og energisk som dagen før. Men vi andre opfører os lidt anderledes. Det er, som om vi hører sammen. Vi er sammen om et fælles mål. Os selv. Og vi vil alle hinanden det allerbedste.

Til frokost har jeg endnu en oplevelse, som bliver hos mig for evigt.

Vi sidder tre tøser og spiser. Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg vil gerne respektere at alt sagt i det rum er fortroligt. Men vi spiser og snakker. Pludselig har vi alle tre delt vores livshistorier – vores dybeste tanker og oplevelser. Tårerne triller. Det er et meget rørende øjeblik. Så siger den ene, hvad hedder I forresten? Så griner vi gennem tårerne.

Vi var så dybe i dette rum, at vi delte alt, som det mest naturlige i verden. Vi delte endda alt før navne og jobs og alt det almindelige plidderpladder, som vi normalt ville have gjort.

_____

Der skete så meget denne weekend, at jeg slet ikke har lagret det hele endnu.

Men indtil videre har jeg fået følgende med mig fra denne weekend?

• Jeg er blevet fyldt med kærlighed og overskud – I får alle en krammer fra nu af.
• Jeg har fundet ud af, at Frygten Frygter Handling – så når noget er svært, så går jeg direkte ind i stormen frem for at vende hovedet den anden vej.
• Jeg har lært, at FOKUS, FØLELSER og FYSIK hænger sammen – og derfor skal jeg ændre fysikken, når jeg bliver nedtrykt (- gå en tur, danse osv.)
• Jeg er blevet mere bevidst om, hvorfor jeg gør, som jeg gør – og hvorfor andre gør, som andre gør.
• Jeg er blevet mere ærlig over for mig selv – jeg skal ikke komme med dårlige undskyldninger og argumenter for, hvorfor ting ikke kan lade sig gøre.
• Jeg har lært, at jeg vælge, hvad jeg vil bruge min energi på.
• Jeg har fundet ud af, at jeg skal tage acceptere min sygdom og situation før jeg kan være der 100% for alle andre.
• Jeg har fundet mine sande værdier – Accept, Familie, Nærvær, Humor
• Sårbarheden er min styrke. Styrken kommer indefra, når jeg tør vise følelser og sårbarhed.
• Det er okay, at jeg er UPERFEKT. Det er faktisk ret sejt.
• Jeg er den allerbedste version af MIG.
• Og jeg er ret vild med MIG lige nu 🙂

 

En af de ting, jeg allerede har ændret, er tirsdagsmedicinen. Som jeg har skrevet mange gange før, så er det en dræber. Jeg ved på forhånd, at jeg bliver skidt. Så tankerne inden er altid dårlige. Nu sætter jeg glad og HØJT musik på og så skal dette stik forbindes med glæde. Det skal forbindes med, at denne medicin skal ind i min krop og mindske mine smerter. Så nu skal der stikkes, kanylen smides ud og så skal der DANSES til den her. Bring it on.

Nå, afslutningsvis…

Jeg tog mit bræt med hjem. Og jeg bliver meget rørt, da Niels spørger, om han skal slå brættet over for mig? Vi henter en god ven, der kan holde brættet imens Niels slår, for mine hænder kan ikke engang holde brættet. Niels gør sig kung-fu-klar. Han slår. Han slår. Og SÅ slår han rigtig hårdt. Brættet flækker.

FUCK SMERTEN er knækket. Jeg kunne ikke selv knække smerten. Men med hjælp fra min trofaste mand, vores børn og vores venner, så fik (og får) vi helt symbolsk knækket min smerte sammen.

Vi har FUCKET SMERTEN sammen.

Og bare lige for en god ordens skyld, så er Niels okay med min ekstra forelskelse. For Niels er stadig og vil altid være min helt store KÆRLIGHED.