Mine fordomme. Ja, jeg er selv propfyldt med fordomme på trods af, at jeg selv er en af dem.
I weekenden til en fest skulle jeg fortælle, hvad der var sket siden sidst. Jeg fortalte om alt det nye, om kommunen og vrænger stadig lidt ansigt, når jeg siger ordet:
SAGSBEHANDLER.
På torsdag skal jeg igen til møde på kommunen – med min sagsbehandler.
Så er jeg så sådan én. Én af dem. Sådan én med en sagsbehandler.
Jeg har det mærkeligt med det. Men hvorfor?
For det er en helt vild god oplevelse. Min sagsbehandler er virkelig dygtig og empatisk.
Tidligere sagde en bekendt, at det, at jeg har en sagsbehandler, bare er midlertidigt. Jeg var bare uheldig. For sådan noget er jo ikke for mit segment – min demografi. Det er ikke for sådan nogen som mig.
Men virkeligheden er jo bare, at det er jo lige præcis det, det er.
Jeg forstår egentlig godt, hvorfor hun sagde det. Jeg er vokset op i et pænt dansk villakvarter med engagerede og kærlige forældre. Jeg har gået på gymnasiet og taget en lang videregående uddannelse på Handelshøjskolen. Jeg har haft gode jobs og pæne titler. Jeg er engageret i lokalsamfundet. Jeg har altid fulgt reglerne. Jeg skal udføre noget stort.
Og sådan nogen er jo ikke i systemet og har da slet ikke en sagsbehandler.
Samfundet er skruet sådan sammen, at vi har fordomme om, at systemet og sagsbehandlere er for andre mennesker. Ikke sådan nogen som mig. Det er for de mennesker, der ikke har gennemført ovenstående. Mennesker, der ikke har jobs, og som ikke kan arbejde.
Men ved du hvad? Det er jo mig!
Systemet er for mennesker med fysiske og psykiske sygdomme. Mennesker der ikke kan arbejde. Jeps, det er mig igen.
Man tænker, at det er for ældre mennesker. Men sådan er virkeligheden ikke. Systemet er for mennesker i alle aldre. Også i 30’erne, som mig.
Så ja, jeg er én af dem. Én af de andre. Altså dem, der ikke er mig. Bortset fra… at nogle gange, så er det. Nogle gange er det én af os. Nogle gange er vi én af dem.
Det er lige gyldigt, om du er vokset op rig eller fattig eller lige i midten. Om du har en lang videregående uddannelse, eller om du ikke blev færdig med folkeskolen. Du kan godt være for syg til at arbejde.
Og når det sker, så er det fantastisk at have systemet og en god sagsbehandler at støtte sig til. For selvom vi ikke vil have det og dem, så har vi brug for dem.
Vi må droppe fordommene.
For om vi bryder os om det eller ej… så er vi én af dem.
JEG er én af dem.
*
Stay Positive 
AMEN.
Jeg har det på præcis samme måde.
Tak fordi jeg ikke er alene.
Og husk – du er heller ikke alene.
Kærlige tanker fra
“en af dem”.
LikeLike
Det er jeg glad for at høre. Det er altid rart at vide, at man ikke er alene.
LikeLike
Jeg var en af dem, da jeg blev færdig med universitetet. For overkvalificeret til juniorjobs, for uerfaren til seniorjobs. Måske for usikker til de få jobsamtaler, som jeg kom til. Maks. 10 ud af 100 jobansøgninger. Uden sygdom. Et fremmed navn, men spillede det nu også en rolle? Jeg er ikke sikker. Men det sker for os alle. Og der er ingen skam i det. Men jeg hadede det selv, og jeg synes, at dit indlæg er så godt. For sådan tror jeg, at langt de fleste af os, der er eller har været i systemet, har det. Tak :147:
LikeLike
Jelena – med det smukke navn – tak!
LikeLike
Jeg melder mig også ind i flokken
LikeLike
Det er en mærkelig følelse egentlig. Altså at have fordomme over mit eget liv. Men jeg er glad for, st jeg ikke er alene.
LikeLike
Årh, jeg har også så skide svært ved at acceptere at jeg “er en af dem”. Jeg skulle jo have gang i en spændende karriere eller være i gang med sidste del af studiet. Tak fordi du siger der højt, det vil jeg også øve mig i at gøre.
Knus fra en af dem ❤️ (Vi findes også i 20’erne)
LikeLike
Kæmpe krammer til dig, Louise. Det svære er accepten af, at livet blev anderledes, end man havde regnet med.
LikeLike
Klogt indlæg. Det rammer spot on. Nogen gange så er man bare en del af de andre. Jeg er selv en af de andre lige nu, men det bliver sjovt nok nemmere og nemmere at acceptere. Det tror jeg er smart, altså at acceptere situationen.
LikeLike
Det er så vigtigt med accepten. Det gør det i hvert fald nemmere for os, at være i det, når vi accepterer. Stort knus til dig. Tak fordi du er med.
LikeLike
Jeg er også med I flokken..En tidsrøver -Ja
Men hvad skal man gøre..?
LikeLike
Det er altid rart at vide, at vi er flere i samme flok 🙂
LikeLike
Stemmer i koret. Er også en af dem. Dog ikke med sagsbehandler. Men med kronisk dårlig ryg. Nervesmerter der ike er til at smertebehandle. Piller der sløver. Ja you name it. Nu er det sagt. Det tror jeg aldrig jeg har gjort før…
LikeLike
Stemmer i koret. Er også en af dem. Dog ikke med sagsbehandler. Men med kronisk dårlig ryg. Nervesmerter der ike er til at smertebehandle. Piller der sløver. Ja you name it. Nu er det sagt. Det tror jeg aldrig jeg har gjort før… og jeg har dælme også fordomme om mig selv☺
LikeLike
Jeg er beæret over, at du siger det her. Vi er mange smertepatienter og det er vigtigt at vide, at vi ikke er alene.
LikeLike
Som sædvanligt; et tankevækkende og skarpt indlæg. Jeg har også alle fordommene i behold – og en fantastisk sagsbehandler – men da hun første gang ringede til mig for et år siden, var jeg liiidt for hurtig til at fortælle hun ikke behøvede spilde sin tid på mig. Jeg var nemlig på vej tilbage til mit arbejde.. Øhm.. Ligemeget hvor sej jeg kan være, er jeg blevet een af dem. Har rendt til udredninger i et væk og føler ikke jeg er kommet meget videre. Håber på 2016 byder på det fleksjob, der både giver udfordringer og hensyn på 4-8 timer om ugen.
Så jeg rigtig kan være et smukt eksempel på fordommene og enlige mødre, der er syge og ikke kan arbejde.
Problemet var bare..at med jakkesæt, make up og facade var jeg pissegod til at skjule sygdommen og arbejde. Være sej karrierekvinde. Hele min identitet er røget sammen med drømmejobbet.
Jeg har fundet mig selv til rette i at være hjemme, være mor, passe på mig – og være det bedste eksempel på man kan få et godt samarbejde med systemet..sin sagsbehandler
Var der nogen, der talte om pæne piger? sørger du også for at se “ordentlig” ud når du skal til møde/på sygehuset mv..?
LikeLike
Åhhh, ja, det kender jeg alt til. Makeuppen og tøjet sidder perfekt når jeg skal på kommunen og fortælle, hvor skidt jeg har det. Sikke en facade. Men det giver mig en ro at vide, at vi er flere med nøjagtig de samme tanker og følelser. Endnu engang tak fordi du er med, Mette.
LikeLike
Amen til det. Jeg fortæller aldrig om min ryg og hvor slemt det virkelig står til. For “det er der da ingen der gider høre på” har også en ide om at jeg bilder mig selv ind jeg har ondt. Eller i det mindste mere ondt end jeg har. For det kan jo ikke passe jeg er sådan et skvat. Så selvom div mr scanning. Lægebesøg og ikke mindst den hæslige medicin jeg tager giver et gost indtryk af h or dårlig jeg egentlig er. Ja så lader jeg som om jeg er lige som alle andre…. flot heidi. Det er så pisse svært når man har fordomme om sig selv. Men ud kom det sørme.
LikeLike
Jeg er glad for, at du siger det her. Jeg kender alt til den dårlige samvittighed, hypokondrien og facaderne. Men dem må vi nedbryde, især for vores egen skyld. For det bliver nemmere, når vi ikke er alene. Kæmpe krammer til dig.
LikeLike