Jeg har ikke set mig tilbage siden gymnasiet… før nu…

Den anden dag mødte jeg to søde piger, som jeg gik på årgang med på gymnasiet i Vestjylland. Nærmere bestemt Varde.

Og det fik mig til at tænke på min gymnasietid.

Igår fik jeg så tilsendt en række interviewspørgsmål fra min nevøs søde kæreste.

De går begge på selv samme gymnasium lige nu og er igang med deres 3. års opgaver… ja, eller hvad de opgaver kaldes idag. Sikkert noget nyt og smart. Hun skal bruge et interview med mig – om bloggen – til hendes opgave. Og det svarer jeg da hjertens gerne på. Lige så sødt sagde hun, at nogle af spørgsmålene godt kunne være lidt personlige, og det var ok, hvis jeg ikke ville svare.

Men det er de ikke. Slet ikke. Og da slet ikke efter jeg startede bloggen, så er der ligesom ikke flere hemmeligheder 🙂

Nå, men til sagen. For min nevø og hans kæreste bliver jo så snart studenter, og det fik mig også til at tænke tilbage på min gymnasietid – eller nærmere… på den allersidste dag.

 

Jeg var faktisk glad for at gå på gymnasiet. Lidt doven i de fag, som ikke interesserede mig og stjerneelev i de fag som gjorde.

I starten af gymnasiet fik jeg en kæreste, som holdte ved det meste af gymnasietiden.

Jeg havde det sjovt, og følte også at andre syntes, det var sjovt at være sammen med mig.

Jeg havde mange gode venner – både piger og drenge.

FAST FORWARD

Studenterrunden var super sjov. Vi kørte rundt fra sted til sted i en uge, og den sidste dag skulle fejres i et sommerhus i Vejers Strand.

Så vidt jeg husker, så havde jeg slået op med kæresten lidt inden studenterrunden, vi havde dog stadig kontakt – og måske ikke sluppet hinanden heeelt.

Af en eller anden grund var han og nogle af hans handelsskolevenner også i Vejers den dag.

Det er blevet aften, vi har fået masser af drinks. Vi er i godt humør. Jeg er låst inde på sommerhusets toilet med en kammerat. Han er ved at fortælle mig om hans nye kæreste, som han lige har mødt, men som han er SÅ glad for. Vi er nok derinde længe.

Vi vælter ud igen og ned i byen. Hvor jeg møder en MEGET vred ekskæreste, der hvæser, at jeg har knaldet med min kammerat på toilettet. Og i samme åndedrag sagde han:

“Der er ingen, der kan lide dig. Ingen. Ingen af dem du har gået med hele gymnasietiden og troet var dine venner kan lide dig. Det har været falsk det hele. De lod bare som om på grund af mig”

Og så nævnte han navnene på alle mine venner, som så åbenbart ikke kunne lide mig.

Jeg stod med åben mund og smertende hjerte.

Kunne det virkelig være rigtigt?

Har hele min gymnasietid været falsk?

Og noget helt andet er, hvordan vidste han, at jeg havde været på toilettet med min kammerat? Det var jo i sommerhuset, hvor han ikke var.

Jeg vidste jo godt selv, at der intet var sket på det toilet. Tværtimod.

Men hvordan vidste han, at vi havde været derinde?

Og så fortalte han, at en pige fra min klasse var løbet fra sommerhuset for at fortælle ham, at min kammerat og jeg havde låst os inde på toilettet. Hun fortalte også, hvad vi lavede. Eller i hvert fald, hvad hun troede, vi lavede.

Hun ville for alt i verden ødelægge alt imellem os. Åbenbart. Det viste sig, at hun var hemmeligt forelsket i ham. Og havde været det længe.

Og måske brød hun sig virkelig ikke om mig. For jeg var – jeg ER – jo som jeg er. En spradebasse med store armbevægelser.

Hun kom op ved siden af ham. Med hænderne i siden. Og bekræftede hans ord om at ingen kunne lide mig.

Hun grinede skævt. Lidt hævngerrig.

Og selvom jeg vidste, at han aldrig ville gengælde hendes følelser, så virkede det mærkelig, at de rottede sig sammen mod mig.

Jeg var simpelthen så ked af det. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg troede virkelig på dem. Hvorfor skulle de ellers sige det?

Jeg løb – grædende – tilbage til sommerhuset. Jeg pakkede mine ting og ringede efter en taxa. Alle de andre i sommerhuset sagde, at det ikke passede, hvad de havde sagt. Men jeg kunne ikke tage det ind.

Jeg tog en taxa fra Vejers til Varde. 500 kr. Min mor kom ud og betalte taxaen.

Jeg sad resten af natten i min mors skød og hulkede.

Og hulkede.

Som et lille barn.

Min mor strøg mig over håret, og trøstede mig. Indtil jeg var faldet ned. Så puttede hun mig i mellem hende og min far i deres seng.

Der var dejligt trygt.

Jeg kunne stadig ikke se nogen af de andre i øjnene igen. For hvis de ikke brød sig om mig, så var der ingen grund til, at jeg var der.

Så jeg søgte ind – og kom ind – på Handelshøjskolen i Aarhus. Flyttede til Aarhus og så mig aldrig tilbage.

Og det fortryder jeg nu.

Ekskæresten og jeg forsøgte over sommerferien at finde sammen igen, men det var bare mærkeligt efter den oplevelse. Og da jeg så flyttede til Aarhus i et bofællesskab og mødte Niels, så gav det hele jo sig selv. Så måtte det jo slutte.

Selvfølgelig var jeg ofte hjemme ved mine forældre, men gymnasieverdenen var lukket.

År efter mødte jeg tilfældigvis en af de kammerater, som ekskæresten og eksklassekammeraten havde sagt ikke kunne lide mig – og aldrig havde.

Han sagde forundret: “Hvad skete der med dig, du forsvandt ligesom bare?”

Så fortalte jeg ham hele oplevelsen. Og hans svar var:

“Det passer ikke. Og du skal da aldrig tro på en forsmået ekskæreste og hende, der er forelsket i ham.”

Det havde han jo sådan set ret i.

Jeg har helt klart taget den hurtige løsning. Spørgsmålet er, om mit liv havde været anderledes, hvis jeg havde valgt en anden løsning? Så havde jeg nok haft en omgangskreds fra gymnasietiden nu.

Selvom jeg har fortrudt, at jeg ikke har mere med mine ungdomsvenner at gøre.

Så har mit valg været skelsættende for mit liv.

For uden det valg, så var jeg ikke flyttet i bofællesskab i Aarhus, hvor jeg mødte Niels.

Så på en eller anden måde, så sker tingene i ens liv af en grund.

//Pernille

Smid gerne en kommentar – scroll ned, så kommer kommentarfeltet.

FØLG med på de sociale medier: INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN