“Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig,” sagde min veninde idag, da vi var på vej ud på gåturen.
I kender det godt, ik? Man når lige at panikke og tænke alt igennem. Et resume af alt, man nogensinde har gjort eller sagt.
Men det var heldigvis ufarligt. Lidt rørende. Men ufarligt.
Hun sagde: “Sidste år efter min fødselsdag gik vi en tur. Derfor husker jeg tidspunktet. Der havde du det så skidt og sagde, at du overvejede at ende dit eget liv.”
“Jeg husker det endnu”, fortsatte hun.
Og når hun siger det, så gør jeg også.
Men jeg havde glemt det.
Det havde jeg virkeligt.
Jeg havde glemt, HVOR skidt jeg havde det.
At jeg havde så slemme og invaliderende smerter, at jeg ikke mente, at jeg kunne leve sådan mere.
Jeg kan huske, at jeg, hver gang jeg kørte på motorvejen fra arbejde, overvejede at køre i grøften og ende det hele.
Jeg kan huske, at jeg sagde det til Niels. Og jeg fortalte ham, hvorfor jeg alligevel ikke gjorde det.
“Du finder en anden. Du er fantastisk. Men jeg kan ikke gøre det mod børnene. De skal have MIG som mor.”
Tænk at jeg havde det SÅ skidt, at denne tanke fyldte i mit hovede, hver eneste dag?
Der er ingen tvivl om, at jeg var små-deprimeret. Men det er vel heller ikke unormalt, når man lever i et smertehelvede.
Og ikke vidste, hvordan det ville ende.
Uvisheden. Den var den værste.
Det har været en lang, hård kamp. En kamp for medicin. En kamp for retfærdighed. En kamp for medmenneskelighed. En kamp for min familie.
En kamp for LIVET.
Idag gik vi igen en tur.
Og jeg gik.
Næsten uden skavanker.
I hvert fald uden selvmordstanker.
En gladere og friskere mig.
Et år senere.
Engang imellem er det sundt for mig (og os alle) at se mig tilbage. Så jeg kan se, hvor jeg var.
Det har måske nok føltes som mikroskopiske skridt i løbet af det sidste år. Det har været frem. Og så tilbage igen.
Men når jeg så ser på det store billede. På hele året.
Så kan det slet ikke sammenlignes.
Så er det ikke bare skridt fremad – det er en jordomrejse.
Jeg er ikke længere den samme person, som jeg var for et år siden.
//Pernille
Scroll ned og smid en kommentar, så bliver jeg så glad.
FØLG med på de sociale medier:
Stay Positive 
Kæreste Pernille 🙂
Sidder i toget til Kbh, hvor en dejlig week venter. Jeg checker pr automatik FB, og her dukker du pludselig op. :-). Jeg læser og læser og kan i den grad identificere mig med dine tanker/overvejelser og guldkorn, fordi jeg også (i skræmmende mange år) har befundet mig/befinder mig i en lignende situation. For tiden er jeg meget optaget af begrebet – LIDELSE og hvordan/ hvornår lidelsen kvæler og overstiger livskvaliteten og livsglæden. Det er heldigvis ikke en statisk tilstand, og der er gode og dårlige dage, men selv de gode dage indebærer smerter, ubehag og fravalg. Jeg gør mig mange tanker om fremtiden, som du også gør i ovenstående. Det, der indimellem kan gøre mig sort indeni, er afmagten og fortvivlelsen over, at “aben” sidder på min skulder, og ingen i hele verden kan hjælpe mig af med den pokkers sygdom!
TAK for dine kloge ord Pernille – jeg vil helt sikkert følge dig fremover. Ønsker dig og din familie ALT godt!! DR varmeste tanker Anita 🙂
LikeLike
Tusind tak for din besked. Hvor er jeg glad for, at mine ord kan sætte tanker igang. Det er også meningen. Jeg er så glad for at du vil følge med fremover. Tusind tak!
//Pernille
LikeLike