Nyd livet, selv når det gør ondt – livets lektie

Nu har jeg levet med kroniske smerter i mere end 10 år, så jeg vil betegne mig selv som lidt af en ekspert i at gribe de udfordringer, der kommer med kronisk sygdom, an. Positivt.

Jeg er træt af mine kroniske sygdomme og de udfordringer, de byder mig. Men omvendt, så er det også dem, der har gjort, at jeg er, som jeg er idag. For den måde hvorpå jeg klarer mig igennem og rejser mig efter hvert et slag har en stor indflydelse på, hvad jeg lærer.

Og den læring former mig, min personlighed, mit liv, min eksistens.

Så værsågod, her er det vigtigste, der har formet mit liv gennem de sidste ti år:

ADVARSEL: det bliver langt – tydeligvis har jeg svært ved at fatte mig i korthed.

Nyd livet, selv når det gør ondt

Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg simpelthen ikke gad gennemføre planer, som jeg havde lavet med venner og familie. Men når jeg så tvang mig selv til at gå ud og kæmpede gennem smerten og de konsekvenser, jeg vidste det ville få, så har jeg været så glad for, at jeg gjorde det. Jeg var glad for, at jeg havde en sjov og energigivende oplevelse, der gav gode minder. Og ja, selvfølgelig skal man som kronisk syg passe på sig selv – og jeg kommer stadig til at have en masse planer, der fortsat bliver aflyst – det ved jeg godt – men man skal passe på, at man ikke gør det at aflyse planer til normen. Det normale. Det man plejer. Hvis man alligevel har smerter, så kan man ligeså godt lave noget sjovt, der hjælper til at man glemmer smerterne. Selv bare et øjeblik. En aften. Tro mig, hovedet, kroppen og sjælen vil takke dig.

Jeg er ikke doven

At få den hvile, som jeg trænger til, gør mig ikke doven. Om noget, så minder det mig om, at jeg er kronisk syg. Jeg kæmper med brain fog, ekstrem udmattelse, træthed, og smerter dagligt. Og disse symptomer kræver, at jeg hviler mig og at jeg sparer på min energi. Der er tider, hvor jeg har presset mig selv alt for meget, fordi jeg var bange for at blive kaldt doven. Nogle gange, hvis jeg laver mindre eller hviler mere, så bekymrer det mig faktisk:

“Er jeg rent faktisk doven?”

Jeg har efterhånden lært, at min sygdom har mange fysiske begrænsninger, og at jeg kun kan give, hvad jeg har at give. Og ikke mere. Det betyder ikke, at jeg er doven. Om noget, så betyder det, at jeg gør mit bedste. Mit allerbedste. Og at jeg nogle gange giver mere, end mange andre gør.

Accept er ikke altid nemt

Engang mente jeg, at accept betød, at jeg gav op. Nu ved jeg, at det betyder, at jeg tager kontrol over mit liv. På præcis den måde, som det er nu og at jeg anerkender, at det aldrig kommer tilbage til det liv, det var engang. Jeg skal se forbi alle mine udfordringer, og gøre mine oplevelser positive. Men accept er ikke nemt.

Der har været tider, hvor jeg følte, at jeg havde accepteret alt ved at leve med kronisk sygdom, og så sker der noget nyt. Og jeg kæmper med nye udfordringer.

Accept er en vedvarende rejse, der involverer en masse frem og tilbage imellem accept, benægtelse og følelser.

Aldrig sammenlign

Alle har forskellige oplevelser med kronisk sygdom – og livet generelt. Jeg har haft svært ved, at nogen med længere sygdomsforløb har haft det bedre end mig. Jeg har kæmpet mig igennem smerterne og tænkt, hvorfor jeg ikke kunne gøre det samme. Men det var vigtigt for mig at forstå, at ingen har det samme forløb. Selvom det er selv samme sygdom, så er det forskellige symptomer, forskellige smerteniveauer, og forskellige reaktioner på behandling og medicin. Jeg ved godt, at jeg ikke kan sammenligne min egen sygdom med andres. Min sygdom er min egen og alt det jeg føler – fra mine fysiske symptomer til mine følelser – er bare en del af det at leve med dem.

En af mine værste udfordringer er, at jeg sammenligner mig meget med “raske”. Eller med mig selv – før. Fokuser på det, DU kan. Og ikke på det, andre kan. Eller det, du kunne før.

Jeg er stærkere, end jeg selv troede

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle møde de udfordringer, som jeg har fået smidt i hovedet. Men så mange i mit liv – familie, venner og læger – siger, at jeg håndterer kronisk sygdom rigtig godt. Så bliver jeg stolt. Nogle gange er jeg dog nødt til at minde mig selv om, at det er okay, hvis jeg ikke er stærk og selvsikker hele tiden. Men når mit liv føltes som om, det er ved at falde fra hinanden, så skinner min styrke virkelig igennem. Jeg stopper, hvad jeg har gang i. Fælder et par tårer. Tager et par dybe indåndinger. Vurderer situationen. Så kommer løsningen. Og jeg handler.

Uden tvivl er jeg meget stærkere end jeg nogensinde selv havde troet muligt. Så måske skal jeg takke for udfordringerne?

En positiv tilgang hjælper

Jeg forstår godt, at det at have en positiv tilgang ikke i sig selv helbreder mig eller minimerer mine fysiske symptomer. Men den attitude gør mine udfordringer meget lettere at komme igennem. Og jeg har mine øjeblikke, hvor jeg ikke synes, jeg kan komme igennem en nedtur. Men mit sind og min attitude er to ret kraftfulde værktøjer, og jeg bruger dem til min fulde fordel.

Jeg trives og arbejder på ikke at have ondt af mig selv. Jeg forsøger at elske min krop, selvom den kæmper en voldelig krig imod mig selv. Og det er ikke nemt at elske en krop, der gør oprør mod én, men hvis jeg ændrer den måde, hvorpå jeg håndterer og reagerer på stress, kan det forbedre udfaldet og forbedre mit liv.

Find passionen

De første år med sygdom var svære. Og jeg kæmpede med at finde mening med mit liv på trods af sygdom.

Jeg begyndte at blogge, være fortaler for kronisk sygdom, holde foredrag, male, kaste mig ud i frivilligt arbejde for byen og finde ud af, hvor min marketingkarriere skulle føre hen.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne være syg, være der for mine børn, arbejde mere end fuldtid, være med i alle forældreråd og tilbyde mig alle steder. Jeg røg ned. Væk med jobbet og forældrerådene. Fokus på sygdom og børn.

Min største passion er nu mine børn og min mand, være fortaler for kronisk sygdom, blogging, maleri, frivilligt arbejde for byen og at finde ud af, hvordan dette kan kombineres med mine marketing-kompetencer.

Mine passioner giver mig styrken til at blive ved, når jeg på grund af sygdom føler, at jeg falder og ikke har noget at gribe fat i. Disse er grunden til, at jeg står op om morgenen – og fortsat kæmper kampen.

*

Kronisk sygdom kan tage så meget fra os, hvis vi tillader det. Men nogle gange hjælper det at leve i øjeblikket og se på gevinsterne frem for nitterne og det tabte. Og, så hjælper det at stoppe med at bekymre sig om, hvad fremtiden bringer.

I stedet, skal vi udfordre os selv og finde nye ting at lære og overvinde den daglige modgang.

//Pernille

Hvis du kunne lide det, så må du meget gerne scrolle ned og kommentere eller dele på facebook.

INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN