Jeg er STADIG forelsket i en anden mand – nu mere end nogensinde

Åhhh, jeg er så træt i min krop. Jeg kan faktisk slet ikke flytte den. Den har været på overarbejde i weekenden. Meget mere end den egentligt kan. Men nogle gange må man tage et valg, og det gjorde jeg i denne weekend.

Den skal have fuld gas, og så må jeg tage de fysiske konsekvenser med.

For det er nemlig lige præcis det, det er. Bare fysiske konsekvenser.

Fysiske konsekvenser af en investering i min psykiske velvære.

Så min krop er træt. Men min hovede er TOP frisk.

ATTENTION

Dette indlæg bliver et af de lange. Så er du ADVARET.

Og det indeholder VOLDSOMME mængder af selvfedhed. Så er du ADVARET.

*

Nå, men for at forstå dette lange indlæg, så er du nok nødt til at læse dette indlæg: Er det okay at være forelsket i en anden mand?

Hvis du, som den dygtige læser, du er, allerede har læst det, så gå roligt videre…

Tag en kop kaffe og smid benene op.

*

Som du kunne læse af ovenstående indlæg, så var sidste 3-dages Reinvent Yourself seminar med Robert Rolfsted en KÆMPE oplevelse.

Det energiboost, jeg havde bagefter, var helt ubeskrivelig.

Jeg måtte simpelthen have det kick igen. Og derfor havde jeg ønsket mig oplevelsen igen i julegave af min svigermor 🙂

*

Sidste gang vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til. Det vidste jeg godt denne gang. Og jeg glædede mig.

Jeg glædede mig til spændet mellem det dybe og det glade energiboost gennem dansen og musikken.

For lige kort at forklare, så laver vi øvelser og finder dybt ned i os selv. Hvad er vigtigst for os? Hvad kan ændre vores liv? Hvordan kan vi ændre vores liv? Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvad er vores indre værdier? Og så videre og så videre.

Sidste gang tudede jeg i alle 3 dage. Denne gang fældede jeg et par tårer, men mest af alt sugede jeg energien til mig.

Jeg fældede blandt andet et par tårer under en øvelse, hvor vi skulle gå rundt og fortælle hinanden, hvem der inspirerer os og hvorfor:

“Én af dem, der inspirerer mig mest, er dig, Pernille,” sagde du ved, hvem du er.

Hvor stort er det lige?

Min kamp inspirerer andre?

Større bliver det ikke for mig.

Så giver det hele mening.

Hvis min kamp kan hjælpe andre til at se det positive i en lorte situation, så er det alle tårer værd.

TAK.

For jeg har aldrig sagt, at det er let. Jeg har jo bare sagt, at tingene bliver lidt nemmere, hvis vi også fokuserer på det positive og ikke kun det negative.

På glæden og på dansen og ikke kun på det dybe.

*

Hvis du havde set mig (eller så mig) give den fuld gas på dansegulvet, så ville du nok aldrig tro, at jeg faktisk ikke kan det.

For den fik gas. FULD GAS!

Helt med vilje.

Fordi jeg sidste gang havde fokus på at lære at leve med mine smerter.

Fordi jeg er kommet så fantastisk langt siden sidste gang.

Fordi det gør mit hovede så fantastisk godt, at danse og opføre mig som en tosset – selv på trods af den regning, jeg fysisk skal betale bagefter.

Men det er OKAY.

Måske er jeg for meget for nogle. Måske danser jeg for meget, for højt, for skørt, for larmende. MÅSKE.

Men ikke for mig.

For mig var det en vigtig del i min videre rejse.

Hvis du har læst med på bloggen gennem længere tid, så syntes du det heller ikke. Så forstår du. Du kender min kamp. Og du kender efterhånden min personlighed. Og mit indre tossede legebarn, der bare SKAL ud.

Måske er det for meget for nogen.

Men det er også OKAY.

Jeg toner ikke ned af den grund. For jeg kan mærke, at jo mere mig, jeg bliver, desto bedre får jeg det – både fysisk og psykisk.

Det fede ved Roberts seminar er nemlig, at du ikke skal blive en anden. Du skal blive dig. Den dig du inderst inde er.

Dig bare i en endnu FEDERE udgave.

Og det har jeg tænkt mig.

Så Pernille 2.0 kan måske godt komme til at virke skræmmende på nogen, men jeg håber, at hun så er inspirerende for andre.

Jeg kan mærke heeeelt ned i maven – helt ind i hjertet – at forandringen allerede er sket. Og at den måske allerede var sket inden seminaret.

Jeg føler, at den er sket på denne rejse, som jeg har taget sammen med bloggen og jer læsere.

Og jeg blev STOLT i denne weekend. For jeg mødte fem (5!!!!!!) forskellige fantastiske personer, som fulgte bloggen, og som sagde, at den også gjorde en forskel for dem.

“Hej jeg hedder Pernille.”

“Det ved jeg godt, jeg følger dig og Stay Positive. Du gør det super godt. Du gør en forskel.”

Jeg er SÅ taknemmelig.

*

I denne weekend var mit fokus at få mod til livet som selvstændig. At tro på egne kompetencer. Og at tro på, at jeg KAN – på trods af sygdom.

Så mit fokus var ikke helt så følelsesladet som sidste gang, men det er også OKAY. For det betyder jo bare, at min rejse har taget mig hele vejen omkring jorden og tilbage igen – i en nyere, friskere og mere energifyldt version.

*

Én af de øvelser, der også gjorde stort indtryk, var en visualisering af, hvor man ville være om 1 dag, 1 uge, 1, måned, 1 år, 2 år, 5 år osv, hvis man tog beslutninger og handlinger, der førte mod dit mål og dine ønsker.

“Mærk efter, se dig selv i spejlet, hvordan ser du ud, hvordan står du, hvad siger du til andre, hvad siger du til dig selv, hvordan har du det…”

Og jeg stod med armene i vejret og mærkede, at jeg følte mig som en KÆMPE SUCCES. Fysisk med armene i vejret. Og lukkede øjne.

K Æ M P E      S U C C E S.

Alt sammen ved bare at tage små fantasi-skridt i den rigtige retning. Tænk hvad der kan ske, hvis jeg tager virkelige skridt i den rigtige retning?

Jeg starter idag.

Hvilken beslutning og hvilken handling kan jeg foretage mig idag for at nå mod den følelse af armene over hovedet om 5 år?

IDAG. Jeg tager det første skridt IDAG!

Tilfældigvis var min mangeårige veninde Trine med på seminaret, det havde vi ikke engang aftalt. Men jeg er så glad for, at hun var med. Det var en kæmpe oplevelse at dele med hende. At vi har dette sammen.

Hun sov hjemme hos mig under hele seminaret. Så vi smed Niels ud af dobbeltsengen, og så kunne vi sludre hele natten også.

Meningen var faktisk ikke, at indlægget skulle blive et HALELUJA, hvor-er-jeg-fantastisk-indlæg. Sådan blev det bare.

Det beklager jeg.

Nææææhhhh, det beklager jeg IKKE.

For jeg har stadig armene over hovedet og tænker, at jeg er fantastisk og at jeg nok skal få kæmpe succes.

Måske er jeg liiiiidt kronisk syg, men…

…jeg har så meget at give af, så meget energi, så mange kompetencer, så meget passion…

– og det har DU OGSÅ!!!!!!

Måske sidder du tilbage med en masse spørgsmål og kommentarer.

For det har været lidt svært for mig at beskrive en KÆMPE livsændrende oplevelse, som ALLE bør opleve selv.

MEN så smid dem her. Scroll ned til kommentarfeltet, eller smid en kommentar på facebook eller instagram.

Jeg kan nok liiige svare på det mest presserede spørgsmål:

“JA. Jeg er stadig forelsket i Robert. Måske mere og dybere end nogensinde. Hans smukke sjæl og hans energi får min energi til at bruse over.”

Så fra min trætte, ømme krop og mit friske, forelskede hovede skal der lyde et taknemmeligt og ydmygt TAK.

TAK til DIG. TAK til Robert. Tak til mine medrejsende på seminaret. TAK til nogle ekstra som ved, hvem de er. TAK til mine veninder. TAK til Trine. TAK til min familie. TAK til svigermor for gaven. TAK til min mor. TAK til Rasmus. TAK til Anna.

TAK til NIELS, som lader mig sprede mine vinger lige så store, som de har brug for at blive – og for at elske mig PRÆCIS, som jeg er.

Bare TAK.

/Pernille

OG HUSK nu at smide dine spørgsmål og følge med på de sociale medier, så bliver jeg sgu så glad.

Og DEL DEL DEL, så vi bliver endnu flere, der leger med i Stay Positive-universet.

INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN