Vi danser tæt og kigger hinanden dybt i øjnene til tonerne af “Kald det Kærlighed”.

Lige præcis DER blev jeg bekræftet i min beslutning om at lukke galleriets showroom for at kunne være mere sammen med min far i denne tid.

Jeg har jo valgt at lukke galleriets showroom, blandt andet på grund af min far – det kan du læse HER. Dette er første weekend efter lukning – og vi er straks taget ned til mine forældre. Og ALDRIG har en beslutning føltes SÅ rigtig – og SÅ vigtig. Det blev bekræftet i går fredag.

I stedet for at holde showroom åben denne fredag, som jeg ellers plejede om fredagen – så tog jeg med min far på aflastning på demens-plejehjemmets dagstilbud SOLSIKKEN. Noget som jeg ellers ikke har kunnet på grund af åbningstiderne i showroomet.

Jeg er fyldt op og nærmest målløs af en af de mest fantastiske oplevelser i mit liv.

Det var helt specielt – både for mig – og for min far.

Og nu sidder jeg så alene tilbage med oplevelsen.

For min far har allerede glemt det igen. (Læs om ham her).

_

Min far bliver hentet af en bus og kørt ud til Solsikken. Jeg kører selv derud, så jeg kan køre hjem igen.

“Jeg er hjemme igen ca. kl. 10”, siger jeg til min mor og børnene.

Jeg parkerer bilen på plejehjemmets parkeringsplads, præcis som bussen kører ind. Jeg går mod døren, og min far siger: “Er du allerede kommet?”

Det er stort. For efter jeg spurgte, om jeg måtte komme med, har han kunnet huske, at vi to skulle afsted sammen. Og det er ikke en given.

Vi går ind sammen, og han siger stolt til personalet og de andre derude: “Det er MIN datter”. Så bliver jeg også lidt stolt.

Jeg går længere ind i lokalet, han hænger sin jakke op. Han ser mig igen, smiler – og siger: “Er du allerede kommet?”

Så bliver jeg lidt trist.

Personalet er fantastisk. De smiler, griner, krammer og snakker med de demente i dagsgruppen. Vi får rundstykker, kaffe og kage – og de sørger for, at lokalet hele tiden er fyldt med grin, smil og varme. Det er simpelthen SÅ hyggeligt.

Jeg tænker på, hvor svært det må være, at skabe sådan en stemning, når de borgere der sidder om bordet, faktisk ikke kan føre en samtale.

Jeg er heldig med mit valg af dag. For ind af døren kommer et kor, der skal optræde for de demente i denne gruppe. Koret er fra en ungdomsuddannelse med unge, der har mentale handicap og svært ved at gennemføre almindelige tilbud. Det er grænseoverskridende for dem at være der – og at skulle optræde.

Guitaren klinger an og koret begynder. De synger fantastiske sange, som de fleste kan synge med på – eller i hvert fald tralala med på, som min far gør – og altid har gjort 🙂

Tårerne får frit løb hos de fleste – og især hos mig og min far. Det er SÅ rørende. Det er rørende at se, mennesker, der ikke kan huske eller måske føre en samtale, pludselig synge med – og kunne tekster. Flere af dem havde gået i kor en stor del af deres liv, og de sang fantastisk – og livede fuldstændig op. De unge mennesker, der havde det svært, blev mere og mere modige og sang højere og højere.

Personalet byder op til dans, og der danses imens koret synger.

Jeg byder min far op. Vi har begge stadig tårer i øjnene. Vi danser og kigger hinanden dybt i øjnene, imens koret – og vi selv – synger med på “Kald det kærlighed”.

Det er som om, tiden står stille. Vi er i en lomme – bare ham og jeg. Dette er helt specielt – og jeg er fyldt op med kærlighed til denne stærke fantastiske mand.

Koret takker af – og vi sidder alle helt stille. Ingen siger noget, for hvad kan man sige. Vi er fyldt op af denne helt specielle og fantastiske oplevelse. Som efter en kæmpe koncert – bare meget mere betydningsfuldt.

Klokken er blevet 12. Jeg sagde vist 10 derhjemme. Men tiden gik… Som tiden går.

En af damerne gik en tur i Varde Miniby med min far og nogle af de andre, så kunne jeg takke den anden for at skabe sådan et fantastisk rum. For at møde min far med sådan en varme og glæde. For at skabe et sted, som han elsker at komme hen til – uden at tænke på, at det er et plejehjem. Bare TAK for at gøre et fantastisk og betydningsfuldt stykke arbejde.

Kl. 15.30 kommer bussen hjem igen og min far bliver afleveret. Jeg er stadig fyldt op af denne fantastiske oplevelse, som vi to har sammen. Os to. Bare os.

Jeg siger: “Det var fantastisk i dag, sikke en oplevelse med det kor. Tak fordi jeg måtte komme med.”

“Med? Hvorhen?”

Jeg er stadig fyldt op af denne fantastiske oplevelse, som vi to havde samme. Os to. Bare os – og mig helt alene.

Og selv om jeg sidder helt alene tilbage med oplevelsen. Selvom han har glemt vores øjeblik. Så har mit hjerte ikke glemt. Mit hjerte glemmer ALDRIG.

Så glemmer du – så husker jeg.

Tak fordi du læste med – og tak fordi jeg måtte dele med dig.

Knus Pernille

Følg med på INSTAGRAM og på FACEBOOK.

2 kommentarer

  1. Hvor er du dog et fantastisk menneske, Pernille. Det du gør for dine forældre er så enestående. Knus til dig. Kh Vita

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s