Jeg har fået hår på – igen – de fleste steder

Igår aftes var en grænseoverskridende aften.

Jeg skulle gå model. Runway. Til modeshowet hos min lokale tøjpusher.

Jaaa… jeg tænker det samme som jer…

NEXT STOP … MILAN

Det er ikke første gang (hmm hmm), at jeg går model deroppe, så det er ikke det, der er det grænseoverskridende.

Men de andre gange har jeg haft paryk på.

Hvilket har været nemmere for frisøren.

Og hvilket jeg ikke tror publikum har vidst.

Men…

Jeg har nu fået så meget hjemmegroet hår, at det efterhånden kun er nakken der stadig ligner Voldborgs isse. Så i frisørens kyndige hænder kom jeg til at lige en helt almindelig forstadsfrue runway model, med hentehår til at dække nakken.

Noget af det bedste fra igår var de andres damers reaktioner. Altså indehaverne, makeupartisten, frisøren, hjælperne og de andre modeller. Ingen af dem har jeg helt tæt inde. Nogle af dem er kun bekendtskaber fra modeshowsene. Og alligevel. Deres blik, da de kommer ind og ser mig uden tørklæde, med mit eget hår, står stærkt i mit sind endnu. De måbede og smilede. Og de var så glade på mine vegne. Det var så uventet, at folk, man ikke er tættetætte med, udviser sådan en oprigtig glæde på ens vegne.

Jeg blev rørt. Meget rørt. TAK.

For det var slet ikke så let, som man skulle tro. Altså bare at smide tørklædet.

Jeg var simpelthen så nervøs. Jeg havde sommerfugle i maven.

Til november har jeg haft hue, tørklæde eller paryk på i 2 år.

Det var så grænseoverskridende at dække hovedet til dengang, da håret smuttede på orlov. Jeg vidste jo ikke, om det var for evigt eller om det var midlertidigt. Og usikkerheden var nok det værste.

Så kom forfængeligheden. Sorgen. Identiteten. Hvem var jeg nu?

Men det var faktisk ligeså grænseoverskridende at smide tørklædet igen. Jeg følte mig helt nøgen. Og sårbar.

Og så tænkte jeg, at det var noget af en debut for mit nygroede hår at blive vist frem i offentligheden til et modeshow for hele byens damer.

Men et helt bevidst valg.

For nu var der ingen muligheder for at gemme sig, som jeg ellers ville have gjort.

Normalvis ville jeg have vendt nakken mod væggen og sørget for at have fronten mod andre mennesker.

Men nu.

Nu var det POSE gå POSE vend POSE gå POSE…

Og ved I hvad?

Lige dér, midt i et POSE på runwayen, fik jeg en mærkelig og lidt uvant følelse.

Makeuppen sad, håret sad og jeg følte, at tøjet sad. Jeg følte mig pludselig lidt lækker og lidt slankere (tak til stenalderkost og bootcamp).

Og det er meget længe siden, jeg sidst har følt mig attraktiv. Det var faktisk en dejlig følelse.

Jeg håber, at forstadsfruerne også satte pris på det ekstra lige vrik, jeg lavede med popo’en.

Måske så de kun på det og så slet ikke min skaldede nakke?

Jeg ved jo egentligt godt, at alle disse usikkerheder bare er i mit hovede, men de er svære at slippe…

For selv om jeg synes, at jeg er kommet langt, så føler jeg stadig, at der er lang vej igen.

Jeg er stadig ikke helt klar til at gå barhovedet ud i blæsevejret.

Men det kommer…

Jeg er på rette vej.

Måske fører den vej forbi New York Fashion Week? Det ved man aldrig 😉

//Pernille

STAY POSITIVE

Jeg elsker kommentarer, så smid da lige et par i feltet herunder eller på facebook.

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og jeg vil blive tosse-glad, hvis du vil følge bloggen. Så får du direkte besked om alle mine krøllede tanker.

Se hvordan herunder:

________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– tryk FØLG+ nederst på siden

________________________________________________________________