TUBERKULOSE. Hvordan skulle jeg have fået en sygdom fra 1800-tallet?

“Whaaaaattt? Hvad mener du? Spor af tuberkulose i mit blod?”

Øhhh… jeg ved da godt at min krop føltes gammel, men da ikke helt fra 1800-tallet.

Jeg har jo længe kæmpet for at få noget nyt og ekstra medicin. Helt bestemt biomedicin. Hvilket man ikke bare får. Og min fantastiske læge, DoktorTrine, har hjulpet mig på vej det sidste stykke tid.

Hun har sørget for, at alle tests var taget inden jeg skulle ind til hende igen, så jeg denne gang ikke gik forgæves og igen gik slukøret og skuffet derfra. Som så mange gange før. Omsorgsfuld og empatisk som hun er, så ved hun godt, at jeg ikke kan tage flere nederlag. Jeg er færdig.

Jeg har taget bestemt medicin for overhovedet at komme i betragtning til biomedicinen (læs HER). Jeg har kastet op hver eneste uge af denne bestemte medicin. Jeg har fået taget røntgen af lunger og hjerte. DoktorTrine har haft min sag oppe på en biokonference med de andre læger på reumatologisk. Og jeg har fået taget de helt rigtige blodprøver.

Nå, men. Det var det opkald jeg fik fra hospitalet i sidste uge. Altså… at blodprøverne viste spor af tuberkulose. Og hvis dette var korrekt, så måtte jeg ikke få biomedicin.

Min verden brød sammen – bare lige et øjeblik – men alligevel. Hvad betyder det? Hvorfor? Hvor meget mere modstand kan der være?

Come on… altså.

Det er da ikke fair.

Det kræver da en trist smiley 😦

Vi var på vej til København. Hele familien. Så med børnene på bagsædet sad jeg i bilen, med store divasolbriller og en skyggende hånd, og græd i køen til Molslinjen på kajen i Aarhus.

Niels holder en trøstende hånd på mit lår. Og der sidder vi så.

Usikre og allerede skuffede. For hvad nu? Får jeg ikke biomedicinen? Skal jeg blive ved med at have det sådan her resten af mit liv?

Det tikker ind med sms’er. Min veninde – min Rokkesten, som altid står fast, lige meget hvor tumultagtigt mit liv er – har straks googlet og undersøgt alt. Hun er topstruktureret. Og kan med det samme fortælle, hvad, hvorfor, hvem osv osv osv.

Og det viser sig, at hvis ikke jeg er indvandrer, efterkommer fra indvandrere, en midaldrende mand med sociale problemer og problemer med misbrug, eller grønlænder, så er risikoen ret lille.

Jeg bliver mere rolig.

Vi kører ombord på færgen. Parkerer lige overfor Jason Watt, og så ved alle, at alt jo er godt igen.

En fantastisk weekend afholdes i København.

Og om mandagen melder hverdagen sig igen. Hverdagen som syg, med smerter og lægetider.

Jeg skal have taget en ny ekstra blodprøve for at vise, om jeg virkelig har tuberkulose. Dagen er en rigtig mandag – fyldt med problemer. Det skrev jeg om på instagram og facebook. Det er en helt anden historie, så det skriver jeg ikke om her.

Nå men, jeg har fuldstændig mistet tråden for den virkelige historie…

Idag – fredag – havde vi endnu engang en tid hos søde DoktorTrine på det faretruende Kommunehospital. En bygning, man som kroniker og fast inventar derinde, virkelig frygter.

DoktorTrine kommer ud og henter os. Nærmest før tid. Hun smiler, griner og smalltalker. Hun er sød min DoktorTrine.

Og jeg tænker og tænker og tænker og tolker og tolker og tolker.

Hvad mon blodprøven viste? Hvad sagde lægerne til biokonferencen?

Hun står og griner. Og hun ved. Hun kender min skæbne. Min fremtid.

Vi kommer ind. DoktorTrine siger det med det samme. Blodprøven er negativ. Og lægerne vurderer, at når den er negativ og når jeg ikke er i den ovenstående risikogruppe, så har jeg ikke tuberkulose.

Wuhuuuu…

Og så går det slag i slag. Alle tests er ok. Lægekonferencen gik ok. Alt er ok. Og jeg må nu sættes igang med biomedicin, som jeg tidligere har haft fantastiske resultater med. Og som jeg har kæmpet for og ønsket siden februar.

Min families dynamik er nok lidt anderledes end andre familiers, når mine unger og jeg highfiver som et par jubelidioter, fordi mor får nyt medicin.

Vi fejrer det herhjemme med, at jeg har sat to ti-årige tøser til at bage lækre chocolate-chip-cookies til mig. Fyldt med sukker. F**K stenalderkost. Bare lige i aften…

Det er ikke sikkert, at dette “redder” mit liv. Men det er et lille skridt på vejen, der føltes som en kæmpe sejr.

Det er fantastisk og fremtiden er pludselig lysere…

Kan I have ligeså fantastisk fredag aften?

//Pernille

STAY POSITIVE

KOMMENTARER modtages med kyshånd og masser af krammere. Scroll længere ned på siden, så kan du kommentere med det samme… lige her på bloggen.

• OG Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og jeg vil blive tosse-glad, hvis du vil følge bloggen. Så får du direkte besked om alle mine krøllede tanker.

Se hvordan herunder:

________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– tryk FØLG BLOG+ nederst på siden

________________________________________________________________