Hår og homo – om tabuer, fordomme og åbenhed

På vores lille lukkede rækkehusvej har vi et hold naboer. De er søde, sjove og hjælpsomme. De har to små drenge. De har en stationcar. De har en trampolin i haven. Og den eneste forskel på dem og os er, at vi har en dreng og en pige. Nåhh.. ja, der er jo selvfølgelig også det, at de selv er to piger. To søde, sjove og hjælpsomme piger.

Og bare rolig dette indlæg er skrevet med accept fra vores søde naboer. 

Da de flyttede ind for 7 år siden, så kiggede vi nok alle liiige en ekstra gang. Det var vi ikke vant til. Og jeg havde da slet ikke set det før i Vestjylland, hvor jeg oprindeligt er fra. Og det er så ikke helt rigtigt, for jeg var jo også en del af et teatermiljø. Vi synes, de nye naboer var spændende. Især os voksne. Der gik nok en uge og så føltes det som om, de havde boet på vejen altid. De passede bare ind. Dynamikken var perfekt. Men det der gjorde den store forskel var, at de var åbne. Især overfor børnene, hvilket gjorde det super nemt. Hvis vores børn havde spørgsmål bag lukkede døre, så behøvede vi ikke forsøge at svare. Vi kunne sige: prøv at spørg. Og det gjorde de så. Og de fik svar. Det var en befriende åbenhed. Både for børn, men især for de voksne.

Hvor er manden? Hvem er faren? Hvem er I gift med? Hvorfor går du i drengetøj? Kan du køre på rulleskøjter? Må jeg få kort hår ligesom Trine?

Børn er ikke født med fordomme. De er åbne og nysgerrige… og for det meste egentligt ligeglade. Og vores havde da heller ikke fordomme med i mødet med denne nye konstellation, som de aldrig havde mødt før. Men de havde spørgsmål. Og så er børn jo meget cool. For når de har fået svar på deres spørgsmål, så siger de: nå… ok, og så hopper de videre i sjippetovet ude på vejen. Min datter var dengang 5 år. Og hun og hendes jævnaldrende veninde tog denne nye spændende konstellation til sig med det samme. De begyndte at lege mor, mor og barn, hvilket jo er super smart, når der alligevel aldrig er nogen, der gider være faren. Så vil man dæleme hellere være hunden.

Hvorfor fortæller jeg så denne lille anekdote? Jo, fordi jeg synes, at det kan overføres til min egen situation og til, hvordan jeg har oplevet tørklæde-livet. Børn har ingen fordomme, men de er nysgerrige… og derefter mere eller mindre ligeglade.

Hvorfor har du altid hat og tørklæde på? 

Fordi jeg har tabt mit hår.

Nå… ok.

…og så har de mistet interessen og er videre til noget mere spændende. Måske har nogen fundet en frø eller en pind. Og så er det jo svært for mig at konkurrere imod….

Vi er jo alle skyldige i at have fordomme. Selvom vi selv synes, at vi er de mest åbne og imødekommende mennesker, så har vi stadig fordomme. Om det der er anderledes. Om det vi ikke kender. Om det ene eller det andet. Og højst sandsynligt ikke det samme. For selvom mine naboer selv er en del af en minoritet, så har de måske selv fordomme. Måske har de fordomme om folk der kører i Dacia. Måske har jeg fordomme om folk, der spiller rollespil. Måske har min vestjyske far fordomme om kjøwenhavnere og franskmænd. Men hvad er vi så bange for? Hvordan kommer vi denne berøringsangst til livs?

Jeg har altid været åben. Intet er tabu. Spørgsmål om både mine kroniske smerter og min alopecia (pletskaldethed) har jeg svaret åbent og ærligt på.

Mine søde naboer har altid været åbne. Intet er tabu. Spørgsmål om både mænd og koner har de svaret åbent og ærligt på.

Man kommer bare længere med åbenhed. Og man kommer længere med accept af alle… ligegyldigt om de, som jeg, går med tørklæde eller om de kysser på piger.

/Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)