Når man opdager, at man er en kopi af sin mor – en man så også piiiinlig?

Kender I det øjeblik, hvor man finder ud af, at man er en kopi af sin mor?

Det er jo sjovt, at jo ældre man bliver – jo mere ligner man sin mor.

Jeg gør i hvert fald.

Jeg har tænkt over det før. Læs eksempelvis indlægget: Stadig min mors lille pige, der handler om min mors syn på mig og min sygdom.

Men selve erkendelsen kom i lørdags.

Min mor havde – som altid – samlet hele familien til at lave konfekt. 18 mand er vi. Mine forældre, mine brødre, svigerbørn og alle børnebørn i alderen 6-25 og de store børns kærester.

Denne dag er hellig. En slags helligdag i vores familie. Alle kommer. Selv de studerende kommer hjem fra København til Vestjylland for at lave konfekt denne dag.

Og det er min mors skyld.

Hun kræser for detaljerne og gør tingene SÅ hyggelige, at man ikke kan lade være med at komme. Hun syer røde forklæder til os alle. Hun tænder for Gløggen en time før, så hele vores barndomshjem dufter af jul og hygge. Der er julegardiner og julenisser overalt.

Vi vælter os i småkager, marcipan, pynt, chokolade, slik, grin og hygge.

Og lige der – midt i det hele – mærker jeg, at jeg vil være PRÆCIS lige som min mor.

Lidt mindre påståelig og bekymret. Men ellers…

Jeg krammede min mor og sagde: “Det er da utroligt så meget, jeg efterhånden ligner dig”.

Altså ikke fysisk, vel? Selvom jeg også er begyndt at få rynker, så ligner hun meget mere en rosin end mig.

Og hun smilede og sagde stolt: “JA, det tænkte jeg også”.

Jeg vil også gå all in på familie og hygge.

Jeg vil også være så overskudsagtig og så cool, når jeg er 75 år.

Spørgsmålet er jo, om Anna vil være ligesom mig engang.

Hvorfår kommer skiftet, hvor jeg ikke længere er pinlig – men faktisk en meget cool mor?