Stadig min mors lille pige

Det er hårdt at være pårørende til mig – en kronisk syg. For sygdommen rammer jo ikke kun mig – den syge, men hele min omgangskreds. Min familie, mine venner og mine bekendte. Det at være pårørende er jo ekstremt belastende. Og ofte forandres rollerne i familien, når et familiemedlem rammes af sygdom. Det kan være, at man ikke tør tale om sygdommen, fordi man er bange for at gøre den syge ked af det. Det kan være, at den syge ikke vil tale om sygdommen. Det kan være, at den syge skal have mere og mere hjælp eller måske ændrer karakter. Det kan være, at der ikke er plads til, at man viser sin egen sorg og nervøsitet over sygdommen. Og det kan være, at det er svært at omstille sig til de forandringer, det betyder for den syge.

Det kan være, at det faktisk er rigtig svært for min mor? Det kan være, at jeg skal spørge hende, hvordan hun har det? Så det har jeg gjort og det er der kommet dette blogindlæg ud af.

Min mor. Min mor har lært mig vigtige værdier. Hun har lært mig at se positivt på livet. Hun har altid været sød og hjælpsom. Hun er omsorgsfuld. Hun har altid stået med åbne arme. Hun er en bangebuks. Hun er påståelig. Hun er en kreativ igangsætter. Hun har humor og selvironi. Hun kan lide lidt sjofle vittigheder. Og så er jeg ret sikker på, at hun er den eneste 75-årige kvinde, som har set alle afsnit af alle sæsoner af Paradise Hotel. Og dermed også ved, hvad “kak” betyder. Ja, og dermed også indrømmet… jeg ser det også.

Min mor ser ind i mit hjerte, ser dets behov og prøver at tilfredsstille dem. Hun prøver altid at få mig til at være, hvad hun tror er det bedste for mig. Hun ønsker at elske og kontrollere mig på én og samme tid. På den gode og lidt irriterende måde. ”Får du nok vand?”, ”Har du en varm trøje med?”, “Fryser du ikke?”, “Har du tisset af?”, “Har du spist en rugbrød først?”. Min pylremor er altid hunderæd for, at der skal ske mig – hendes lille pige – noget. Selvom jeg for længst er voksen, ser hun mig stadig som sin lille pige, og hun håber, at hun kan skærme mig mod alle ulykker og dårlige oplevelser ved at advare mig mod alt og sørge for, at jeg er beredt, velklædt og stopfodret altid.

Jeg har to storebrødre. Jeg er efternøler og pige. Så da jeg kom til verden, gik min mors store pyntegen i total overload. Hun syede ens outfits til hende og jeg. Hun mindes, at sygdommen måske startede, da jeg var baby. Hun skulle have mig til hudlægen og selvom jeg ikke engang kunne gå, så tænkte hun altid meget over, hvad jeg havde på. For når jeg havde en lille  lille lilla kjole på, så smurte hudlægerne lilla creme på. Det var det kæreste. Alt matchede… kjole, sokker og creme.

Hun husker mig siddende på køkkenstolen i hjemmestrikket pullover og hvid skjorte med flæsekrave. Jeg har lange fletninger, som hun troligt flettede hver eneste morgen – alt imens veninderne stod og ventede på, at vi kunne cykle afsted i skole. Sløjfeskuffen blev fundet frem og det hele blev sirligt afsluttet med store matchende silkesløjfer i hver fletning.

Da jeg blev ældre fortalte jeg min mor alt. Når jeg kom godt vissen hjem fra byen, så vækkede jeg hende, satte jeg mig på hendes sengekant og fortalte alt om, hvem der havde sagt hvad, danset med hvem, kysset med hvem, hvad jeg havde drukket og meget meget meget mere. Først nu hvor jeg selv er blevet voksen, sætter jeg stor pris på hendes ukuelige tålmodighed.

Min mor har altid støttet mig i alt. Min mor tror virkelig på, at jeg kan gøre alt. Intet er umuligt for hendes lille pige. Hun har blandt andet sendt mit brev til Ove Sprogøe, hvor jeg spurgte ham, hvordan jeg blev skuespiller. Hun har sendt mine utallige breve til Hendes Majestæt Dronningen. Både det brev hvor jeg havde skrevet 18 håndskrevne sider om “Dorthe og fåret” og spurgt hvordan jeg blev forfatter, og brevet hvor jeg spurgte, om jeg kunne låne en sal på Amalienborg til min konfirmation. Intet er umuligt i min mors øjne. Hun opmuntrede og opmuntrer stadig.

En elskende og omsorgsfuld mor både forstår og beskytter sin datters selvstændighed og hjælper hende også med at danse sikkert ud på en større scene
– Rachel Billington

Min mor siger, at der ikke er noget vigtigere for en mor, end at ens barn har det godt. Og nu, hvor jeg faktisk ikke har det, så tænker hun på mig hele tiden. Hun er ikke religiøs, men beder alligevel aftenbøn. Jeg er i øjeblikket et emne hver eneste aften. Jeg får da tårer i øjnene, når jeg forestiller mig min mor i sengen om aftenen. Hænderne pænt foldet og bedende om godt helbred til mig. Hun føler sig skyldig. Hun føler, at jeg har arvet alle mine dårligdomme fra hende. Hun græder og er magtesløs.

Jeg bliver ked af det, når jeg hører folk sige, at du er doven og ikke laver noget. De ved jo ikke hvorfor. Smilet snyder.
– mor

Hun siger, at det værste er at bo så langt væk og ikke kan hjælpe til i hverdagen. Hjælpe med de små ting. De praktiske ting. For der er så meget at lave. Hun synes ikke, at hun er der for mig. Ikke nok. For hun kan jo ikke bare lige komme forbi. Hun vil så gerne aflaste. For det gør ondt på hende, at jeg har ondt. Det gør også ondt på hende, når hun mærker, at jeg bliver mere nærtagende og kort-for-hovedet overfor børnene. Så ved hun, at smerterne og udmattelsen er slem. Det hjælper dog at vide, at børnene er søde og harmoniske, at Niels er sød og støttende, og at vi har en sød og absolut fantastisk omgangskreds, der føles som ekstra og udvidet familie.

Hun fortæller, at mig og min sygdom er i hendes tanker hele tiden og alle steder. I alle butikker spørger hun, om de har hatte, tørklæder og skamler. Da den første skaldede plet viste sig, tog hun action. Vi kørte ned i byen og hun købte den dyreste cap, hun nogensinde havde set til mig – bare fordi den var sød med prikker på. Alle hun taler med bliver spurgt til smertelindring. Hun læser blade og artikler. Og er heller ikke bleg for at komme med masser – og jeg mener MASSER – af forslag til nye ting, som jeg skal prøve.

Min mor siger, at hun er stolt af mig. Det ved jeg godt. Hun er stolt af, at uanset hvor skidt jeg har det, så får jeg altid andre til at have det godt, føle sig godt tilpas og føle sig specielle. Jeg er altid positiv at være omkring. Og nogen gange så glemmer man, hvor skidt jeg egentlig har det. Hun er stolt af, at jeg gennem mine smerter leger og er sjov med børnene – og med alle de voksne, der gider. Hun er stolt af, at jeg er en kreativ igangsætter.

Når jeg hører, hvad hun siger, så er jeg stolt af, at jeg åbenbart er blevet ligesom min mor. Jeg vil gerne være som min mor. Det faktisk ikke så tosset. Måske lidt mindre pylret og påståelig… men ellers…

Jeg elsker dig, mor
– Pernille

/P