Jeg arbejdede et sted, hvor der var lidt en brokke-kultur. Folk talte grimt til hinanden, og der var en generel forestilling om, at man ikke kunne have travlt, hvis ikke man var sur.
I kender godt personen.
Sur-stråleren.
De fleste arbejdspladser har sådan en.
Du tænker garanteret på en helt bestemt person lige nu 🙂
Problemet er bare, når andre følger trop. For det er sådan med sur-stråleren, at andre langsomt lulles ind i strålerne. Måske endda uden, at de opdager det.
Langsomt, men sikkert, så udvikles en kultur, hvor man taler sådan til hinanden.
Ofte så opdager man det slet ikke selv. Det er kun udefrakommende, der kan se, at kulturen ikke er helt rask.
Brokke-kulturen.
Der er ingen grænser for, hvad der kan brokkes over.
Ingen nedre grænse.
Jeg fik engang MEGET skæld ud, fordi mit print printede for langsomt.
Jeg er ikke god i sådan en kultur.
For jeg kan sagtens have travlt og smile og grine.
Og så synes jeg, at sur-stråleren er komisk – og jeg har lært, at det bliver ikke bedre, hvis man griner.
Men jeg kan faktisk have ligeså travlt som sur-stråleren, selvom det er svært for stråleren at tro på.
Måske når jeg endda endnu mere, fordi jeg ikke skal bruge tid på at stråle sur og brokke mig over småting.
Det gælder ikke kun på arbejdspladser. De findes alle steder. Som kronisk syg skal man også passe på ikke at blive en sur-stråler. Det er der ingen, der gider høre på.
Det er en ond, ond cirkel.
Men hvad nu, hvis man vender den om? Hvis man gør det omvendte?
Hvad nu, hvis man er positivitets-stråleren?
Min veninde forsøgte sig med eksperimentet i sit tidligere job, hvor nogle kollegaer var meget sur-strålende. Hun smilte og var altid positiv, især når de strålte sur. Hun brokkede sig ikke med dem. Efterhånden så stoppede de med at brokke sig over små ting, for hun brokkede sig ikke med dem. Og det er aldrig sjovt at stå alene tilbage.
Folk tiltrækkes af det positive.
Vi vil alle helst være sammen med sjove, søde, glade og positive mennesker.
Og jo mere vi alle tager dette med i vores hverdag, jo mere vil det sprede sig som ringe i vandet, der hvor vi færdes.
Skal vi ikke alle lave eksperimentet?
Skal vi ikke alle være POSITIVITETS-STRÅLERE?
Scroll ned og smid en kommentar med dine erfaringer med sur-strålere og brokke-kulturer OG med det modsatte?
Kæmpe knus til dig og tusind tak fordi du læser med. Det betyder virkelig meget. Jeg er meget taknemmelig. TAK.
//Pernille
FØLG med på de sociale medier – INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN
Jeg har en nabo, som ALTID ser sur ud. Han siger aldrig hej, og jeg er ikke sikker på, om han er i stand til at smile. Sur, gnaven mand. Og i starten (vi har været naboer i fem år) sagde jeg heller ikke hej. Ikke efter han havde ignoreret mig et par gange. Men så begyndte jeg at gøre det. Det gjorde ingen forskel. Så begyndte jeg at gøre det med et stort smil. Og han begyndte at mumle et eller andet tilbage. Stadig ligeså sur at se på, men lur mig ikke, om det ikke var ‘hej’. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal ‘oppe’ den. Men jeg fortsætter. Hvad er det værste, der kan ske? At han bliver sur og gnaven og ignorerer mig igen? 🙂
LikeLike
Præcis. Bliv bare ved, det er et sjovt eksperiment. Jeg ville altså smile og kramme dig 🙂
LikeLike