Jeg er NARCISSIST. Er du?

Jeg er blevet interviewet og har fundet ud af, at jeg er narcissist.

Eller… min søde nevø (ham læste I om HER), han har en kæreste. Hun er også sød. Hun skulle skrive en 3. års opgave på gymnasiet. Det hedder det vist ikke mere, men det hed det dengang, jeg gik på gym.

Hendes opgave handlede om “Grænser – overvågning” – især på de sociale medier.

Hun ville gerne skrive om Stay Positive bloggen, som en del af de sociale medier, grænser – og rykkende grænser.

Så hun interviewede mig.

Grunden, til at vi ikke har postet det før nu, er, at hun lige skulle op til eksamen – og at det ikke måtte offentliggøres inden.

Læs med, hvis du vil vide mere om bloggen, hvorfor jeg startede den – og hvad jeg får ud af at have den.

Interview start:

Interview med Pernille omkring bloggen STAY-POSITIVE

• Hvordan kom du på ideen om at starte en blog?

Jeg har altid været meget udadvendt og positiv, og jeg har på en eller anden måde altid ønsket at sprede lidt mere positivitet – også blandt andre mennesker. Jeg har været kronisk syg i ca. 10 år og jeg har på en eller anden måde altid formået at håndtere det med en positiv tilgang og det fik mig – og andre – til at tænke, at jeg måske kunne noget helt specielt. Især min kusine syntes, at jeg kunne noget specielt med min tankegang og at andre også havde brug for at lære af det. På den måde kunne en blog både være positivitetsspreder, men også terapi for mig. Og bloggens navn, STAY POSITIVE, gav sig selv, da jeg havde fået netop det statement tatoveret på min underarm som en reminder for mig selv.

• Hvad var din intention med bloggen til at starte med?    

Intentionen var at sprede positivitet og vise andre, at det er muligt at forblive positiv selvom livet bød på store udfordringer. Jeg ville nedbryde tabu om sygdom, fortælle andre, at det er helt ok at have en kronisk sygdom – at det også kan ramme   ressourcestærke personer, der er veluddannede og med gode jobs, og at man ikke er alene. Vi er mange med de samme tanker og følelser.

• Hvilken følelse fremkommer hos dig som person, når du får anerkendelse via din blog/et blogindlæg?

Så giver det hele pludselig mening. Jeg bliver stolt. Og glad. Og jeg tænker, at netop dét må være grunden til, at jeg har fået disse udfordringer i livet. Det er fordi, jeg så kan hjælpe andre, så de ikke føler sig alene. Så de er forstået. Og så nedbryder jeg tabuer omkring sygdom. Men jeg bliver også stolt af mig selv, fordi jeg har formået at have denne livsindstilling og skabe dette positive univers.

• Hvad er din motivation bag bloggen

Motivationen er den samme som ovenstående.

• Tror du din blog hjælper andre og i hvilken grad?

Ja, det er jeg ret sikker på, at den gør. Jeg får rigtig mange beskeder fra personer fra nær og fjern, der takker mig for bloggen. De takker for, at jeg sætter ord på deres (og mine) tanker og følelser. Noget de ikke selv har været i stand til tidligere.

• Hvorledes har det påvirket dit privatliv, familiens synspunkt om offentlige deling?

Det har påvirket mit privatliv på en meget positiv måde. Intet bliver delt uden min mand har læst korrektur, hvilket også betyder, at han kan bremse indlæg/afsnit, som han ikke mener gavner vores liv at blive delt. Inden jeg startede bloggen vidste folk godt, at jeg havde en sygdom. Men de vidste IKKE, hvor slemt det stod til. Ikke engang min nærmeste familie. Min mand gjorde selvfølgelig, men ellers ikke. Så det har betydet, at andre har mere forståelse for min – og vores – situation. I offentligheden betyder det, at rigtig mange pludselig krammer mig i Brugsen og fortæller, at jeg gør en forskel. Mange fortæller mig også pludselig deres udfordringer, og at de ikke føler sig alene, når jeg deler. Det har kun påvirket mit liv positivt.

• Hvem læser din blog; andre med kroniske sygdomme?

Der er rigtig mange forskellige, der læser min blog. Både andre med kroniske syge og andre, der gerne vil have et positivitetsboost hver eneste dag. Og så selvfølgelig nogle familiemedlemmer, nogle venner og nogle bekendte.

• Hjælper den dig med at bearbejde din diagnose og acceptere den?

Bloggen har været en uvurderlig faktor i min bedring. Jeg har skrevet mig igennem op- og nedture. Det har været en skriveterapi. Og jo mere det har hjulpet andre, jo mere har det også hjulpet mig selv.

• Har dine indlæg ændret sig meget gennem bloggens levetid?

Ja, indlæggene har ændret sig i takt med, at jeg har fået det bedre. De vil altid følge mit liv, og hvor jeg er i mit liv.

• Dækker den dit behov for kommunikation, når du er udenfor arbejdsmarkedet, socialt samvær?

Nej, det gør det ikke. Den dækker mit behov for at tale med andre i samme situation, men ikke almindeligt socialt samvær.

• Får du nogen feedback fra det offentlige, mht. behandlinger – kommunikation som måske har ændret sig? (altså resultat af blog)

Ikke feedback som sådan, altså på den måde at de læser med og svarer. Men jeg havde ikke fået den medicin, som jeg får i dag, hvis ikke Niels havde skrevet et brev til sundhedsministeren, regionrådsformanden og sygehusledelsen som blev postet på bloggen.

• Hvordan vil du gerne opfattes af følgerne? (stay-positive)

Jeg vil gerne opfattes som en fighter. En positiv og livsglad fighter. En rollemodel for andre med kronisk sygdom, som de kan spejle sig i og se, at det er muligt at være positiv, selvom livet giver nogle slag.

• Er der noget økonomisk forbundet med bloggen?            

Nej, det er der ikke.

• Hvordan har din blog udviklet sig og hvorfor?                

Bloggen har vel taget sin naturlige gang og vokset, som tiden er gået. Jeg blogger mindre om sygdom end i starten, men det er fordi, bloggen følger mit liv.

Interview slut.

*

Søde Amanda skulle så få flettet dette ind i en opgave i fagene samfundsfag og psykologi.

“Du må ikke tage det personligt”, sagde Amanda.

Det kunne jeg aldrig finde på.

Men sikke spændende læsning. Med psykologi-brillerne på er det virkelig spændende læsning.

Hvorfor gør jeg (vi), som jeg gør?

Amanda skriver blandt andet:

“Derudover kan jeg også konkludere via interviewet med Pernille, at hun selv føler, hun har fået et udbytte af hendes blog på de sociale medier… […] Det er også væsentligt at nævne narcissismebegrebet som Sigmund Freud beskæftiger sig med og opdeler i primær- og sekundær narcissisme. Pernille søger konstant anerkendelse og bekræftelse udefra, hvilket kan overføres til den sekundære narcissisme, hvor jeg’et udvikles og bliver bevidst om, at ens behov kan dækkes af andre individer i omverdenen”.

Det er jo interessant. For jeg driver helt klart bloggen og de tilhørende sociale medier med henblik på anerkendelse og samhørighed.

Og ja, det er da faktisk lidt (meget) narcissistisk. Jeg har da tænkt på det, men jeg får SÅ meget ud af det helt personligt, at jeg gerne påtager mig narcissisme-navneskiltet.

Endda med stolthed.

Tusind tak til Amanda, fordi jeg måtte være med. Det var en øjenåbner – både at lave interviewet og især at læse opgaven.

TAK.

Hvad er dine tanker om den narcissistiske tendens på de sociale medier?

*

HUSK at følge med på de sociale medier – og få MEGET mere af Narcissist-Pernille.

INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN

Og så ELSKER jeg kommentarer, likes og delinger. I stor stil.