Lægen løb ud af døren – en update fra forværringen

I dag var jeg på hospitalet.

Jeg har haft det rigtig skidt på det sidste, så jeg havde fået en akuttid.

Booket i går. Tid i dag. Det er da effektivt.

Jeg kommer ind til en af de søde overlæger, som normalt tilser mig. Jeg har to faste. Og ikke andre.

Efter en dårlig oplevelse er det blevet sådan. Læs den her.

Hun trykker alle steder, spørger ind og alt det, hun nu skal.

Hun kigger meget bekymret på mine misfarvede fingre.

“De er gule,” siger hun fortvivlet.

“Ja,” smiler jeg. “Jeg har et galleri. Jeg maler. Det er spraymaling.”

“Puha”, siger hun. “Jeg blev bange for, at du var alvorlig syg med noget mere.”

Hun er altid effektiv.

Du er i voldsom aktivitet, siger hun.

Sidst fortalte hun, at der blev frigivet et nyt middel ved årsskiftet, som måske kunne være godt for mig, da det ikke havde bivirkningen Alopeci (hårtab) og når nu der var så meget andet, som jeg ikke kunne tåle.

Hun sagde i dag, at det måske var tid til at prøve noget andet, da den medicin jeg får nu – og som har virket helt perfekt – pludselig ikke længere virker.

“Men den beslutning må jeg desværre ikke tage selv,” sagde hun. “Det skal op på en biokonference blandt overlægerne.”

Åhhhh nej, tænker jeg. For det har vi været igennem før, og sidst tog det flere måneder.

Det var selvfølgelig også en anden læge.

Men jeg ved at hende her er effektiv, så jeg var mere rolig. Men stadigvæk.

Jeg får at vide, at jeg skal over for at få taget blodprøver – og så løber hun nærmest ud af døren 11.58.

Jamen så: hejhej.

Jeg får taget blodprøve, tager hjem, tager en lur, stadig fortvivlet og rigtig ked, og tager i galleriet for at male lidt.

Så ringer telefonen.

Det er min læge. Hun løb direkte fra mig og ind til biokonference kl. 12.00. Talte min sag og fik gennemført medicinskifte, som jeg kan starte om 14 dage sammen med hende.

Hvor er jeg heldig med hende.