“Du KAN bare ikke arbejde,” det sagde min mand til mig i går morges.
Grunden til, at du først får indlægget i dag, er, at jeg har brugt hele lørdag (OG søndag) på at restituere. Rettere sagt, så orkede jeg ikke skrive det – selvom det fyldte mit hoved.
Men…
sagen er den, at der var Open by Night-byfest i vores by fredag. Og eftersom mit galleri er her, så havde vi jo åben. Vi havde gratis popcorn og vin. Vi havde lækker kunst og kunsthåndværk. Vi havde godt humør. Og så havde vi simpelthen så mange besøgende. MANGE flere end vi havde turde håbet på. Der var PROPPET. Ingen plads til barnevogne. PROPPET.
Efter lukning og oprydning tog vi hjem.
Jeg smed mig i sofaen og oplevelsen sivede gennem kroppen på mig.
Jeg var (og ER) stolt.
Jeg har opnået noget. Mere end jeg havde turde håbe på for et par år siden, da jeg startede bloggen.
Jeg har fuldt min passion. Jeg maler. Jeg har åbnet et galleri. Et helt proppet galleri.
Mange af de besøgende sagde til mig:
“Du er SÅ sej.”
“Sikke et fantastisk sted.”
“Tænk, at du følger din passion og har fået dette op at stå.”
“Prøv lige at tænke på, hvor du var for to år siden.”
Så bliver jeg stolt.
Men det får mig også til at tænke.
For det kommer jo ikke af ingenting. Der er gået MEGET arbejde forud. MANGE timers arbejde.
Og jeg vil ikke have, at der sidder nogen tilbage og tror, at det er let.
Det er stadig ikke let at være kronisk syg og selvstændig.
En FANTASTISK dag. MANGE timers arbejde. MANGE timers indtryk.
Og SÅ betaler jeg STADIG prisen.
Om natten vågner jeg op med migræne.
Niels finder mig på sofaen om morgenen – blodnæse og kruset hår, og spørger:
“Snorkede jeg? Eller hvorfor sover du på sofaen?”
Migræne.
“Du KAN altså bare ikke arbejde. I hvert fald ikke så meget.”
Kroppen siger fra.
Om formiddagen har jeg det stadig skidt.
Jeg har hovedpine, kvalme og er lidt omtumlet.
Men jeg har åben i galleriet fra 10-12, så der er jeg selvfølgelig.
Kl. 12 tager jeg hjem. Hygger med min datter i solen. Tager den bedste lur på trampolinen. Tager med familien på kulturtur rundt i Aarhus. Spiser. Hygger mere. Netflixer. Og sover igen. Heeeeele natten og lidt længe. Søndag går med venner og veninder. Og SÅ er den weekend gået med restituering.
Jeg er helt ovenpå igen.
MEN pointen er, at jeg VED, at mine udskejelser har sin pris. Jeg VED, at når jeg arbejder hårdt, så skal der betales på energi og sundhedskontoen.
MEN også at det er det hele værd.
Knus Pernille
***
Følg mit galleri her:
***
Følg Stay Positive bloggen her:
Stay Positive 
Skriv et svar