Jeg har lige modtaget en besked og et billede fra en modig kvinde.
Hun skriver:
“Jeg har lige læst dit indlæg fra tidligere om smerten med at miste sit hår. Jeg sidder nu i den situation. Jeg er bange. Virkelig bange. Hvor mange pletter kommer der? Hvor stor bliver den, jeg har og hvad nu og hvad så? Det er svært at fejle noget, som man egentligt ikke kan behandle. Jeg er bange, bange hver dag for at frisere eller vaske mit hår. Jeg er bange for at røre ved det. Holder det op med at gøre ondt inden i?”
Puha.
Puha. Puha. Puha.
Sidder I med samme følelse efter at have læst dette som mig?
Hun har læst indlægget: MIT HÅRTAB VAR EN STOR SORG.
Hvad skal jeg svare? Hvor skal jeg starte?
Det bliver nemmere. Som så meget andet, så vænner man sig til at være skaldet og til at tabe hår.
Men det er stadig en sorg.
Også mere end alle andre ved.
Og tror.
Jeg har altid været meget åben omkring mit hårtab, hvilket også har betydet en masse spørgsmål og kommentarer fra alle mulige – både fra folk jeg kender, men også fra folk som jeg ikke kender.
Det har jeg egentligt haft det godt med. Det hele har været nemmere, når alle vidste, hvorfor jeg gik med hat eller tørklæde. Jeg har også altid svaret meget åbent på alle spørgsmål. Det har nok afmystificeret det hele en del.
Jeg kan ikke svare på spørgsmålet om, hvor mange pletter, der kommer. For det kan man desværre ikke vide – og jeg er stadig selv nervøs for, hvor store og hvor mange mine bliver.
Hver eneste dag.
Hver eneste dag, hvor mine hænder fyldes af hår, når jeg er i bad.
Nogle gange springer jeg et bad over, så jeg kun bader hver anden dag – netop fordi det følelsesmæssigt godt kan være svært at bruge ti minutter ekstra i badet for at få hårene i fingrene.
Klamme mig.
Jeps.
Det er mig.
Klamme klamme mig.
Men sådan er virkeligheden.
Første gang jeg tabte mit hår, var det psykisk virkelig hårdt. Det er det stadig, men det er en anden følelse denne gang. Jeg har ikke tabt helt så meget, som første gang. Men første gang valgte jeg at barbere det hele af – netop for at undgå den psykiske nedtur, hver eneste gang mine hænder fyldtes med hårtotter. Det var så hårdt. Og det hjalp. Det hjalp mig meget selv at tage kontrollen.
Denne gang har det endnu ikke været nødvendigt at barbere håret af. Men kommer det dertil, så er det igen den løsning, jeg vælger.
Meeeen Pernille…
Du har jo masser af hår, det er da heldigt, at man ikke kan se det. Det er nok ikke så meget.
Så er det godt, at man kan lave sig en rigtig god HENTEhårsfrisure. Op på toppen med krøllerne, hårnåle og nok hårlak til at ødelægge ozonlaget på én dag.
Så ja, jeg har masser af hår. Endnu. Men jeg har også store skaldede pletter, som jeg bruger lang tid på at dække – hver eneste dag. Hentehår bliver det næste store – jeg siger det bare. I kan ligeså godt starte nu.
Jeg tager det med et smil. Jeg har accepteret, at det er sådan, det er.
Men jeg drømmer stadig om mange ting, som alle andre tager for givet.
Jeg drømmer om at have hængehår. Jeg drømmer om at springe i poolen og på de største vandrutsjebaner. Jeg drømmer om at være ubekymret i en storm. Jeg drømmer om at være cool og rolig, når jeg prøver tøj i prøverum. Jeg drømmer om verdensfred, men det er en helt anden sag.
Ja, jeg kan være ligeglad. Det tænker mange. Hvorfor er du ikke bare ligeglad? Pyt med om andre ser dine pletter.
Men hvis jeg én gang til hører: det er jo heldigvis bare hår.
Så river jeg håret af.
Neeej, det gør jeg nok ikke.
Er ret glad for det, jeg har tilbage.
Men jeg bliver frustreret over, at folk ikke forstår den store sorg, der er forbundet med hårtab.
Følelsen af magtesløshed. Forfængelighed. Sorg. Identitet. Usikkerhed. Nervøsitet. Ængstelighed.
DET lever vi skaldede med hver eneste dag.
Mit svar til beskeden må være: Accepten kommer. Det tager tid. Men savnet og sorgen vil være der. Og håbet. Håber er der hele tiden. OG så skal du vide, at du IKKE er alene. Vi er mange. Faktisk også mange flere, end du tror. Hver 10. oplever alopecia og hårtab på den måde, det er bare ikke mange, der snakker åbent om det.
Find din egen vej i det. For mig var det at barbere det af, bruge tørklæder og siden hen en god HENTE-knold. Find din EGEN vej. DET, der gør dig tryg i dette virvar af en mystisk sygdom.
// Knus Pernille
ALLE må I gerne smide en kommentar, jeg vil så gerne høre fra jer.
FØLG med på FACEBOOK og INSTAGRAM.
***
FØLG mit GALLERI her: FACEBOOK og INSTAGRAM – DER finder jeg min vej igennem sygdommen og slipper min kreativitet løs. Masser af farver og ballade.
Stay Positive 
Skriv et svar