Jeg har fået hår på

Så kom dagen, hvor jeg med glæde i stemmen sagde til min datter:

“Jeg har fået hår på.”

Jeg opdagede det ved et tilfælde.

Lige som jeg ved et tilfælde opdagede, at jeg var begyndt at tabe håret igen.

Dengang jeg sad med mine børn og lavede perleplader, og Anna fortæller mig, at hun kan se en ny plet. Jeg græd. Stille. Foran børnene.

Læs om det her: Mit dilemma: Smerter eller skaldet 2.0.

I dag kom så den modsatte dag.

Jeg øvede mig foran spejlet i at flette en fransk fletning, der kan dække alle mine pletter – der desværre har valgt at sprede sig lidt fra hinanden. Det gør det jo lidt svært at dække dem alle på én gang.

Jeg starter min fletning på toppen af hovedet. Og efter en par flet, så går det op for mig, at jeg ikke helt kan finde den plet øverst på hovedet, som plejer at være i skilningen.

Hvor er den? 

Den plejer at drille, når jeg skal sætte mit hår.

Jeg kigger lidt grundigere.

Laver skilning til alle sider.

OG der er den. Godt gemt af små hår.

Jovist. Den er da ikke dækket fuldt ud endnu.

Men nok til at der ikke skinner babyhud, hvis håret skiller.

Og nok til, at jeg råbte:

“Jeg har fået hår på, Anna.”

Som jeg nok aldrig troede, jeg ville komme til at råbe til min 12-årige datter.

Vi tjekkede lige baghovedet. Men de pletter er stadig glatte som babyhud.

Vi skal huske de små glæder. Og dette er helt sikkert en dejlig glædelig nyhed.

Kan du have en skøn aften.

Knus Pernille