Pernille Højland-Rønde
Da jeg cyklede ved Riis skov på vej til arbejde her til morgen, dalede bladene af træerne. Det blæste lidt og det fik dem til at drysse, som om træerne blev rystet. Det er efterår. På den ene måde trist. På den anden måde forventeligt... og en måde at gøre klar til det nye og... Continue Reading →
Ja, jeg måtte google, hvad det modsatte af tungsind er. Og okay. Det giver vel god mening. Letsind. Let. Sind. Det har jeg vel nok normalt. Det kan jeg lige love for, at jeg ikke har haft de sidste par dage. Især i går var storslem. Lyset var slukket i mine øjne. De var fyldt... Continue Reading →
Sådan endte torsdagen. Med tårer. Og faktisk mange af dem. Min dejlige kusine siger altid, at jeg er som en korkprop. Lige meget hvor mange gange jeg trykkes ned af livets mange (MANGE) udfordringer, så popper jeg op igen. Ned. Op. Ned. Op. Hun er sgu sød. Men nogle gange bliver man træt. I dag... Continue Reading →
Så kom dagen, hvor jeg med glæde i stemmen sagde til min datter: "Jeg har fået hår på." Jeg opdagede det ved et tilfælde. Lige som jeg ved et tilfælde opdagede, at jeg var begyndt at tabe håret igen. Dengang jeg sad med mine børn og lavede perleplader, og Anna fortæller mig, at hun kan... Continue Reading →
Jeg har lige modtaget en besked og et billede fra en modig kvinde. Hun skriver: "Jeg har lige læst dit indlæg fra tidligere om smerten med at miste sit hår. Jeg sidder nu i den situation. Jeg er bange. Virkelig bange. Hvor mange pletter kommer der? Hvor stor bliver den, jeg har og hvad nu... Continue Reading →
Jeg ved godt, at jeg har været igennem alt dette hårtabsfis før. Men derfor fylder alopeciaen altså stadig meget. Alt alt for meget. For i og med at jeg er startet op som selvstændig, så går jeg til en masse møder. Jeg ser en masse nye mennesker. Jeg får nye kollegaer. Og det vrimler med nye... Continue Reading →
"Nøøøj, hvor er du smart med tørklæde," blev jeg mødt med, da jeg hentede på skolen i dag. Men jeg følte mig ikke smart. Virkeligheden er en anden. Jeg har haft sådan en nedtursdag. En depri-dag. Altså en dag, hvor tingene egentligt har været ok - men hvor jeg bare har været trist og nedtrykt.... Continue Reading →
Den anden dag mødte jeg en lille pige. 8 år. Hun havde et bredt hårbånd på. Det går hun altid med. Vi var hjemme og besøge nogle venner, og det var legekammerater til deres børn. Vores ven siger: "Jeg vil gerne introducere dig for Pernille. Kan du huske, at jeg har fortalt dig om hende?... Continue Reading →
Det er jo bare hår... Det får jeg tit at vide i øjeblikket, når folk spørger ind til mit hårtab. "Heldigvis kan man ikke rigtigt se noget endnu, og det er stadig bare hår." Jeg smiler. Men hvis du kigger efter, så når smilet ikke mine øjne. For jeg er trist. Jeg er så trist... Continue Reading →
Igår fik jeg det sødeste opkald fra min mor. Min gamle 75-årige mor 😉 Hun ville bare lige fortælle, at hun syntes, at hun lærte noget nyt af mig hver eneste dag. Er det ikke sødt? Og mig som synes, at jeg har lært en masse af hende. Hun er grunden til, at jeg er... Continue Reading →
Kære mor Du er ikke ligesom alle andre mødre, fordi du har tabt håret og har en sygdom med dine fødder og ben. Men du har lært noget af det, du er blevet god til at binde tørklæder og at man stadig kan lave sjove ting med sin familie og sine venner. Det er bare... Continue Reading →
TILLYKKE med FØDSELSDAGEN til en trofast lille ven. En forholdsvis ny lille ven. Min lille BLOG. STAY POSITIVE fylder 1 år IDAG. 1 år !!! Og sikke et år. Sikke en rejse. Allerførste indlæg på bloggen var den 24. april 2015 og det handlede om, at fokusere på det, man KAN og ikke så... Continue Reading →
Jeg har de sidste dage været lidt trist. Sådan lidt små-depri. Måske kan man kalde det hjemme-depri. For det er egentligt kun, når jeg er hjemme. Det er mest, når jeg sidder i sofaen. For så gør min hovedbund ondt og det falder håret ud. Hvis ikke du ved hvorfor, så kan du læse det... Continue Reading →
Nu har jeg levet med kroniske smerter i mere end 10 år, så jeg vil betegne mig selv som lidt af en ekspert i at gribe de udfordringer, der kommer med kronisk sygdom, an. Positivt. Jeg er træt af mine kroniske sygdomme og de udfordringer, de byder mig. Men omvendt, så er det også dem,... Continue Reading →
Jeg har ondt i håret. Igen. Jeg er bekymret og faktisk lidt trist. Jeg er bange. Ikke igen. Jeg kan nu mærke den samme ømme følelse i hovedebunden, som da jeg begyndte at tabe håret. Det er samme følelse, som når man tager elastikken af en stram hestehale. Den samme ømme følelse. Igen ryger der... Continue Reading →
Idag skulle min nye virtuelle penneveninde til tjek ved hudlægen med hendes nyopdagede alopecia (pletskaldethed). Det var første besøg. (Læs om min penneveninde HER) Jeg husker det selv. Håbet. Jeg skrev tilbage til hende, at jeg glædede mig til at høre, hvad lægen havde sagt - men også at hun endelig ikke måtte få alt for... Continue Reading →
Igår aftes postede jeg på facebook og instagram et billede af min drikkedunk. Det havde min veninde - som også er med til træning - selvfølgelig læst, og udsprunget af denne post, så havde hun skrevet, hvad hun kalder en ode til mig. Bum. Den var så lige i min mailboks her til morgen. Er... Continue Reading →
Åbenhed om sygdom får en noget blandet modtagelse. Sindene kommer lidt i kog hos nogle. Hos andre er det det mest fantastiske, jeg nogensinde har gjort. Men jeg kan jo ikke tie stille, eller skrive endnu mere, alt efter hvad andre mener. Jeg er nødt til at gøre, hvad der føles rigtigt for mig. Og... Continue Reading →
OKAY. Hvis du ikke er blevet helt afskrækket indtil nu og stadig læser med på min blog, så ved du også, at jeg helst ikke vil have, at tingene bliver for alvorlige. Det kan ind imellem også være en overlevelsesmekanisme i en verden med modgang. Jeg ææææælsker humor og ironi. Og hvis vi ser godt... Continue Reading →
For første gang idag er jeg gået ud i offentligheden uden hat og uden tørklæde. Jeg har jo haft "kontrollerede" hatteløse dage, som til modeshowet. Læs om min modelkarriere HER. Men deciderede hatteløse dage i den ukontrollerbare offentlighed har jeg ikke haft. Endnu. Jeg har haft tørklæde eller hat på i præcis 1 år idag. Så... Continue Reading →
Jeg er en mester i at se frisk ud. Jeg er OKAY. Jeg er personen, der nærmest ikke kan komme ud af sengen nogle morgener, men som stadig kan smile og lade som om, jeg har normal mobilitet. Jeg plejede at kunne løbe og lege, lige når jeg havde lyst til det. Men det hører... Continue Reading →
Farvel. Farvel min behårede ven. Min kære behårede ven. Du var en uvurderlig støtte i den første tid. Jeg beklager, at jeg havde en bedre kemi med Tørklædet. Jeg blev forelsket. Og det var et længerevarende forhold. På trods, har du alligevel altid været i mine tanker. Du har en stor plads i mit hjerte.... Continue Reading →
Dette er et meget følelsesladet indlæg for mig. Både med de følelser som jeg udleverer, men især med de billeder, som jeg viser. De er aldrig vist før. Det er meget personligt. Men nødvendigt for at oplyse om sygdommen og dens udseende. Bær over med mig, hvis det bliver rodet. Jeg er lidt rørt. ________________________________________________... Continue Reading →
Den anden dag skrev jeg om fordelene ved at gå med tørklæde (læs det her). Men der er altså ikke kun fordele. Det er altså ikke kun lutter lagkage. For jeg er ved at pakke til vores sommerferie. Lige nu. Og der skal dejlige sommerkjoler, shorts, toppe og en masse bikinier med. Og… så skal... Continue Reading →
Jeg synes, at sommeren er en værre narre*****. Helt ærligt. Liiidt varmt en dag. Så blæsende og koldt igen. Nu SKAL sommeren altså komme. Ikke kun fordi det er dejligt med sol på vores kinder, og fordi vi bliver i godt humør af det (red. Miss Sunshine), men også fordi jeg fryser mine fødder. Én... Continue Reading →
Stay Positive 