Mor, du er SKALDRASK

Jeg havde håbet til det sidste, frygtet – og allermest håbet, at det ikke ville ske. Denne gang.

Jeg startede op i marts med medicinen Humira, som jeg tabte håret af sidst – tror lægerne. Det ved de faktisk ikke helt sikkert. Det var mit eget valg, da jeg havde det meget skidt – OG vi vidste, at Humira sidste gang gjorde mig næsten smertefri.

Jeg stod i marts IGEN med valget: HÅR eller SMERTER.

Det skrev jeg om HER.

Og siden da er mit hår bare vokset og vokset. Eller jeg har tabt en håndfuld i badet hver dag, men ikke i pletter – og der er også kommet nyt til. Jeg har fået ros for min manke – og det har været en fornøjelse at blive klippet og sætte hår.

Og selvom det var min egen beslutning at starte op på medicinen igen, og selvom jeg har været cool og ovenpå, når folk har spurgt ind.  For alternativet var jo værre. For jeg havde jo prøvet det før.

Så…

Så må jeg indrømme, at jeg ikke længere er cool.

Jeg vidste, det kunne ske – og alligevel, så er jeg ramt. Ret meget faktisk. Jeg havde virkelig håbet.

___

Vi sidder til en fødselsdagsmiddag hos gode venner i går aftes. Jeg kører hånden igennem mit hår. Mit store krøllede hår. Der er den igen. Den irriterende – men umiskendelige glatte plet i min hovedbund.

Jeg får Anna til at kigge. Jo, siger hun. På størrelse med en 2-krone.

Jeg bliver trist. Igen.

For S****.

Må man godt bande?

Vi kommer hjem til midnat og jeg tjekker med spejlet.

Den er god nok. Der er en plet på størrelse med en 2-krone. Der er også grå hår omkring, men de virker på en eller anden måde lidt ligegyldige lige nu 😉

Rasmus krammer mig og siger:

“Man kan lidt sige, at du er SKALDRASK.”

“Fordi du taber håret nu og bliver skaldet, men fordi medicinen, som gør det, gør at du har det godt.”

Og min lille mand har jo ret.

Jeg er SÅ ked af det – og så frustreret over – at det sker. IGEN. Igenigenigen.

Men jeg er SMERTEFRI.

Den anden dag løb jeg i skoven, klatrede offroad på skovens skrænter med min familie, gik mange kilometer, klarede dagen uden en lur, havde mere energi og stadig smertefri.

Så har jeg nok alligevel taget den rigtige beslutning, selvom jeg kan mærke, at det rammer mig mere end jeg havde regnet med.

Men er det ikke også ok?

Skal vi ikke give os selv tid og plads til at være og føle?

Jeg ved godt, at jeg om lidt er ok. Jeg går i handlings-mode og finder ud af det, jeg bliver rationel og kommer videre. Men lige nu vil jeg bare sidde lidt her – og være ikke-ok.

For sådanne dage har vi alle, og det er ok.

___

Tusind tak fordi du læser med, når jeg har brug for at tømme mit hoved og mine tanker.

---

Relaterede indlæg