Well, hello old friend – skal jeg mon være skaldet igen?

Jamen, så er der igen gået en ruuuuum tid.

Jeg har fordrevet tiden siden sidste blogindlæg med utallige hospitalsbesøg, kontrol, tests, prøver – og på at have ondt. Meget ondt.

Jeg har ikke fået medicin siden oktober.

Men jeg har ikke kunnet starte op på ny medicin, før de fandt ud af, hvorfor jeg har føleforstyrrelser. I dag har doktor-Anne-Gitte fra reumatologisk så endelig fået svar fra neurologisk på de sidste prøver fra dem. OG de viste, at der ikke var noget til hinder for ny medicin – i al fald ikke neurologisk. Anne-Gitte ringede glad til mig med nyheden og at lægekonferencen har sagt god for, at jeg IGEN kunne starte op på biomedicinen Humira.

IGEN fordi, det var den medicin, som jeg tabte håret af første gang i 2013.

MEN som dengang tog alle mine smerter.

Nu har vi så imidlertid stået overfor valget igen – HÅR eller SMERTER.

Læs mit indlæg TØRKLÆDE ELLER PARYK fra 2015 her.

Og valget virkede nemt denne gang. Jeg har ikke kunnet lukke mine egne bukser, børste mit hår, tage tandpasta på tandbørsten og meget meget mere. Det vil jeg faktisk gerne kunne. Helt uden at være vanskelig eller grådig, så kunne det være rigtig lækkert selv at kunne klare min egen hygiejne uden besvær. Eller ikke behøve at trække toiletbesøg, fordi man ved, at det er en evig kamp. Eller kunne tage et bad om morgenen i stedet for om aftenen, fordi man måske ikke længere behøver en lur efter bad.

Jeg er virkelig glad for alt mit nye hår, selv om noget af det er dælens gråt. Og så blev jeg jo også ret god til at binde tørklæder sidst, og Niels sagde, at jeg var en hot skaldet 🙂

Men jeg kan ikke leve med smerterne. Jeg går glip af alt for meget.

Jeg kan heller ikke leve med de skader, som gigten skaber på mine hænder og fødder. For de er uoprettelige.

Niels har lige hentet medicinen på hospitalet og jeg har lige taget den første sprøjte.