Pernille Højland-Rønde
Min mor siger altid. Virkelig ALTID. Min lille skat Mor Selvom jeg nu er blevet 45 år. Så er jeg stadig hendes lille skat. Jeg åbnede FaceTime, da hun ringede den anden dag - midt i Føtex, og så lyder det højt: "Hej, lille skat". Til mig. Et rimeligt voksent menneske. Min far er her... Continue Reading →
Hold op hvor har vi arbejdet i denne weekend. Vi har nemlig flyttet min mor ud af mit barndomshjem. Huset, som mine forældre har boet i de sidste 50 år. Huset, som min far byggede. Huset, hvor jeg er født og opvokset. Huset, som har været et fast fundament igennem hele livet. Og et springbræt.... Continue Reading →
Min glade far. Med smilende øjne, der græder, når han griner. Han sidder i himlen og nyder sin fødselsdag i dag. Ikke hos os hernede. Men over os. Over skyerne, hvor solen altid skinner. Han fik fred i marts. Vi plejer altid at være hele familien samlet på hans fødselsdag. I år er det anderledes.... Continue Reading →
I går var der allehelgens gudstjeneste. En dag, hvor præsten nævner navnene på alle, der er gået bort det forgangne år. Villy Højland Hansen Han blev nævnt i Varde Kirke, hvor min mor, mine brødre og jeg var tilstede. Nu er det 10 måneder siden, at han gik bort. Eller... at han fik fred. For... Continue Reading →
I dag er det et halvt år siden, at min far døde. Han havde Alzheimers, som jeg tidligere har skrevet om i indlæggene: "Glemmer du - så husker jeg. ALTID." "Min far er forsvundet - og han kommer aldrig tilbage." Min datter Annas gæsteindlæg: "Kroppen husker, selvom hovedet glemmer". Da Alzheimersforeningen læste ovenstående indlæg fra... Continue Reading →
Vi danser tæt og kigger hinanden dybt i øjnene til tonerne af "Kald det Kærlighed". Lige præcis DER blev jeg bekræftet i min beslutning om at lukke galleriets showroom for at kunne være mere sammen med min far i denne tid. Jeg har jo valgt at lukke galleriets showroom, blandt andet på grund af min... Continue Reading →
Jeg sidder her med tårerne trillende ned af kinderne. Dette indlæg er måske det sværeste, jeg nogensinde har skrevet. Måske fordi, det ikke handler om mig. Men om min familie. Måske fordi, det ikke er fortalt åbent før. Måske fordi andre faktisk ikke ved, hvordan virkeligheden reelt set er. Men nu er det vigtigt for min familie, at... Continue Reading →
Stay Positive 