Når smilet ikke når øjnene

I går var der allehelgens gudstjeneste. En dag, hvor præsten nævner navnene på alle, der er gået bort det forgangne år.

Villy Højland Hansen

Han blev nævnt i Varde Kirke, hvor min mor, mine brødre og jeg var tilstede.

Nu er det 10 måneder siden, at han gik bort. Eller… at han fik fred. For det er faktisk meget mere beskrivende for hans bortgang.

Han fik fred for mange år med alzheimers. Han fik fred for Corona. Han sagde farvel til livet og fik FRED ♥️

Smilende øjne

Vi havde en leg, min far og jeg. Selv helt op i de høje teenageår. Jeg skulle dække mit ansigt op til øjnene, og så skulle han gætte, om jeg smilede eller ej.

“Du har simpelthen så smilende øjne”
Sagde han altid

Nåhhh… hva? Var han ikke sød?

Omvendt sagde han også, at når smilet ikke nåede øjnene, så var det ikke helt godt. Og det har jeg tænkte en del over den sidste tid. Det der med, om man smiler ægte eller man smiler, fordi det plejer man at gøre.

Når smilet øjnene?

Og paradoksalt nok, så var det faktisk det, der skete til sidst med min far. Til sidst nåede smilet ikke hans øjne. Han skønne glade væsen, der var med ham helt til det sidste. Selvom lyset blev slukket i hans øjne.

Husker du at kigge folk i øjnene? Ser du, om smilet når helt derop?

Jeg ved i hvertfald, at jeg for det meste smiler, men det er faktisk ikke altid, at smilet når hele vejen. Og dem, der kender mig godt, kan se i mine øjne, hvilken dag det er.

Tak til min far til kloge ord. Og du kan tage dem med og kigge folk i øjnene, selv de mest positive mennesker har dårlige dage.