Min lille skat

Min mor siger altid. Virkelig ALTID.

Min lille skat

Mor

Selvom jeg nu er blevet 45 år. Så er jeg stadig hendes lille skat.

Jeg åbnede FaceTime, da hun ringede den anden dag – midt i Føtex, og så lyder det højt: “Hej, lille skat”. Til mig. Et rimeligt voksent menneske.

Min far er her ikke mere. Han døde af alzheimer for halvandet år siden.

Han sagde det samme. Hele tiden.

Min lille skat

Far

Selv da sygdommen havde godt fat i ham, og han ikke vidste, hvem jeg var. Så sagde han stadig: “Min lille skat”. Han vidste ligesom, at jeg hørte til og var hans lille skat. Men ikke hvorfor. Eller at han var min far.

I dag takker jeg mig selv for at have været lidt fremsynet. For at jeg den dag, for 3 år siden, tænkte, at jeg nok hellere måtte få det på skrift, imens han stadig kunne skrive lidt.

Jeg kan stadig huske dagen. For han forstod ikke helt, hvorfor han skulle skrive. Og jeg mærkede tydeligt, at dette var tæt på at være for sent til at få hans håndskrift.

Men han gjorde det simpelthen SÅ fint.Og jeg har gemt og passet på sedlen.

Og nu.

Nu er han alligevel med mig. Hver eneste dag.

Sammen med min mor.

I min nye tatovering, som jeg fik lavet i dag.

Tatoveringen, hvor begge deres håndskrifter nu er tegnet på min hud og altid med mig.

Jeg fik også lige tegnet STAY POSITIVE op, når nu jeg var der. Den betyder stadig virkelig meget for mig.