Livet – og broccolien – kom i vejen

Endnu engang kom livet i vejen.

Den opmærksomme læser har måske opdaget, at der har været stille på bloggen de sidste par dage – og at morgencitaterne på instagram og facebook har manglet.

Så er det godt, at ChriChri har holdt gryden lidt i kog for mig. De har idag postet denne artikel, som de kaldte “Får jeg nogensinde mit hår tilbage?”.  Den var tidligere postet her på bloggen og hed dengang “Jeg savner MIG”.

Hvis man læser på ChriChri, så er min artikel placeret lige under en Christiane Schaumburg-Müller artikel om træning – med det yndigste tilhørende billede af hende. Og DER sidder jeg så – tudende. På deres forside. Heldigvis – og lidt komisk – sidder endnu en skaldepande lige under min overskrift. Optur.

Nå, men grunden til stilstanden er, at jeg har kastet op i 30 timer. Men jeg er meget bedre nu og kan nu holde både nupo og vand nede… Ja, jeg lyder hellig. Men sagen er, at jeg forsøgte mig med børnenes pizza – orkede ikke at lave mad – men kæben gad stadig ikke at tygge.

Mandag aften tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt med smertestillende inden natten. Det plejer at være en nødvendighed. Men jeg synes, at det gik godt. Så pillerne blev i glasset. Og jeg puttede mig under dynen.

Kl. 3 natten mellem mandag og tirsdag vågner jeg med gigantiske smerter i kæben, så stærke, at jeg kan mærke at de stråler op i hovedet og giver voldsom migræne. Jeg tager stille min dyne under armen. Heeeelt forsigtigt så jeg ikke vækker Niels. Jeg går ned på sofaen med dynen og trisser hen i køkkenet for at tage smertestillende. Det gik åbenbart ikke uden.

Jeg går tilbage på sofaen og anretter nogle kæmpe puder, så jeg ikke skal have hovedet lavt. Så dunker hovedet mindst. Jeg lægger mig til.

Ahhhh….

Årrrrrggggghhhhh…

Jeg løber ud på toilettet, pillerne vil op igen. Med det samme. Og de næste 30 timer.

Lige der forbander jeg stenalderkosten og alle dem, der påstår at broccoli er sundt.

For F**K sake det er klamt, når det skal op igen. Jeg har kunnet smage broccoli i 30 timer nu.

Jeg har været så langt væk i de sidste 30 timer, at jeg ikke har orket at se på min telefon. OG fuldstændig glemt, at jeg havde en aftale hos kommunen tirsdag morgen. Et såkaldt panelmøde, hvor der var indkaldt 4 ekstra fagfolk. Men de tog det pænt og vidste godt, at opkast var en af mine bivirkninger.

Jeg skulle også have taget min gamle og mine nye sprøjter tirsdag. Og jeg havde glædet mig til det. For sidst så jeg jo lynhurtigt en virkning. Men da begge sprøjter er immundæmpende, så må jeg ikke tage dem, hvis jeg ikke er på toppen. Og det var jeg virkelig ikke.

Idag har jeg så holdt både nupo og vand nede. Fået et bad og sat hår. Jeg har endda taget mascara på. Så jeg er på toppen igen. Og har idag taget alle mine sprøjter. Så nu glæder jeg mig bare til at magien flyder ud i min krop og gør mine led glade. Måske især kæben. Den kunnet jeg virkelig godt bruge lidt glæde i.

Hvad har du lavet de sidste par dage? Forhåbentligt noget mere spændende end mig?