Min veninde er egoistisk

Igår aftes postede jeg på facebook og instagram et billede af min drikkedunk.

Det havde min veninde – som også er med til træning – selvfølgelig læst, og udsprunget af denne post, så havde hun skrevet, hvad hun kalder en ode til mig. Bum. Den var så lige i min mailboks her til morgen.

Er det ikke fantastisk?

Og jeg havde jo allerede startet PRALEFREDAG på de sociale medier idag, så kan jeg vel ligeså godt fortsætte. Så here goes… masser af “ananas i egen juice”.

Jeg har fået lov til at poste denne ode.

Jeg har valgt at tage hendes intro med, simpelthen fordi den er så sød.

Hun skriver i introen:

Jeg kunne have valgt at skrive, at du er sej. Men det ved jeg, at du ved, at jeg synes. Det er det som er så fantastisk, jeg behøver ikke, at skrive det.
For du er sej. Du kæmper indimellem helt urimeligt hårdt… nå tilbage til mig 🙂

Du holder mig ud… Først tænkte jeg på trods af, at jeg ikke altid husker på dig som syg…men måske er det mere, fordi jeg ikke gør. Giver det mening?

Smøren kommer her og er bare noget du kan tage til dig og tage frem på en grå dag. For du er sej… men ved du, hvad det vigtigste er? Du er sej sammen med mig 🙂

*

Jeg har kun kendt Pernille som syg. Men jeg vidste bare ikke, at hun var det. Dette beskriver rigtig godt Pernille og jeg. Husk denne første vigtige byggesten i vores venskab. Min totale blindhed.

Pernille har været en af de sjove mødre til arrangementerne i vores børns klasse, men ikke en nær veninde. Sidste år blev vi så begge bedt om at være modeller til byens modeshow. Igen endnu en byggesten til vores venskab: Total Ironi og distance. Nøj, hvor havde vi optur over at skulle være modeller. Os? Det var da for sjovt.

Til modeshowet skal Pernille og jeg skal dele omklædningsrum og pludselig tager hun håret af(!). Jeg vidste slet ikke, at hun havde paryk. WTF?

Så gik der et halvt år og vi var til modeshow igen. Det var lige deromkring, da Pernille blev sygemeldt fra sit arbejde. Her klikkede vi bare totalt. Pernille siger, det var fordi jeg sagde noget sjovt… jeg tvivler.

”Vi skal gå en tur”, sagde jeg. Helt uden fornemmelse for, hvor Pernille var i sin sygdom.. For jeg elsker at gå tur. En meget, meget vigtig byggesten. MIG MIG MIG stenen.

Vi startede i det små, jeg tænkte, at det var fordi vi lige skulle lære hinanden at kende. Men når vi kom hjem, sov Pernille flere timer til middag, men det gjorde godt. Når Jeg mødte Niels i døren til musik, hvor jeg var på vej ud med mit barn og han var på vej ind med sit barn, smilede han anerkendende og sagde: “Det er godt, I går ture.” Jeg tænkte bare, “ja, ja… det er super hyggeligt.”

Vi har senere talt om, at Pernille troede, at vi gik tur for at få hende i gang. Men NEJ, vi startede med at gå tur, fordi Pernille var godt selskab og jeg elsker at gå.

Og det er sådan, det generelt er med Pernille og jeg. Jeg glemmer tit Sygdommen og hvor meget det fylder. Jeg snakker bare om mig selv og glemmer tit at spørger til, hvordan hun har det.

Eksempelvis, så ryster jeg på hovedet og siger: “Nej tak, jeg er ikke tørstig”, når hun rækker mig sin drikkedunk til træning, fordi hun ikke har kræfter til at åbne den.

Jeg skriver ikke, hvor sej hun er i kommentarfeltet på Facebook. For jeg ved, hun kæmper hver eneste dag. Hun ved heldigvis godt, at jeg synes, hun er sej.

For alle byggestenene har lagt grundlaget til et fantastisk venskab, som handler om meget mere end sygdom. Det handler om at se igennem det og se hinanden.

Så ja, vi startede med at gå ture og det hjalp Pernille til en ny måde at håndtere sygdommen. Hun fik mod på mere. Hun har lagt kosten totalt om og dyrker motion, så godt som hendes krop tillader det – og faktisk også, når hendes krop ikke tillader det.

Hun har for længst overhalet mig i lækkerhed (ironien igen). Vi går stadig ture…(og jeg behøver ikke sige, at det er mig, der er den heldige ).

Kæmpe kysse-smiley

Ulla