Jeg er bange…

Jeg er faktisk rigtig nervøs og bange.

I morgen har jeg en tid på hospitalet. Vi skal holde statusmøde på den “nye” medicin.

Den “nye” medicin, som jeg startede op på før sommerferien.

Den virkede godt… til at starte med. Men nu er den holdt op med at virke igen.

Igen igen – får man lyst til at sige.

For det er ligesom altid det, der sker.

Stop.

Alle de symptomer og udfordringer, som jeg havde før kommer krybende tilbage.

Og så bliver jeg bange.

For jeg har lige brugt det sidste år på at få en virksomhed op at køre. Et liv som selvstændig.

Hvad sker der med det, hvis jeg får det som før? Skal jeg så lukke alt ned igen?

Jeg kan ikke være selvstændig – og forsøge mig igennem alverdens nye præparater. Igen.

Og jeg elsker at være selvstændig.

Så jeg er bange for fremtiden. Selvom man ikke skal bekymre sig på forhånd, så bekymrer jeg mig alligevel.

Jeg synes selv, at jeg er kommet så langt. Og magter jeg endnu et tilbageslag?

Det ved jeg jo godt, at jeg gør.

Jeg skal nok rejse mig igen – efter en ordentlig tudetur. Hvis det kommer til det.

Nu må vi se, hvad tirsdagen bringer.