Pernille Højland-Rønde
I går var der allehelgens gudstjeneste. En dag, hvor præsten nævner navnene på alle, der er gået bort det forgangne år. Villy Højland Hansen Han blev nævnt i Varde Kirke, hvor min mor, mine brødre og jeg var tilstede. Nu er det 10 måneder siden, at han gik bort. Eller... at han fik fred. For... Continue Reading →
Kender du det.... ... at du har bryllupsdag med din søde mand gennem 11 år - og kæreste gennem 16 år? ... at du poster på alle sociale medier - både for bloggen og privat? ... at du får flere hundrede likes og kommentarer med søde lykønskninger på Facebook, Instagram og SMS? OG, så får... Continue Reading →
Hvor meget skal børn egentlig vide? Og hvor meget er for meget? Vi har altid - især igennem sygdom - været meget åbne overfor børnene. De har været med hele vejen, selv hos parykmageren - læs HER. Jeg er helt med på, at hvis vi snakker skilsmisse og andre mere ømtålelige emner, så skal... Continue Reading →
Min lille minimand. Sådan så han ud, da han kom løbende ind kl. 17. Han var styrtet ned af en rampe midt i en løbehjulstrick, der skulle læres. Det blev det ikke helt. I hvert fald ikke denne gang. Han tog fra med hovedet, så tak til hjelmen. Nu er det "bare" hudafskrabninger. Han græd... Continue Reading →
Åhhh, jeg har så mange tanker. Og alligevel så forsømmer jeg bloggen Stay Positive. Men det er fordi, jeg ikke helt ved, hvor jeg vil hen. Eller hvor jeg skal hen. Eller hvor jeg kan tillade mig at tage hen. For mit liv er jo et andet nu, end da jeg startede Stay Positive i... Continue Reading →
Jeg sidder her med tårerne trillende ned af kinderne. Dette indlæg er måske det sværeste, jeg nogensinde har skrevet. Måske fordi, det ikke handler om mig. Men om min familie. Måske fordi, det ikke er fortalt åbent før. Måske fordi andre faktisk ikke ved, hvordan virkeligheden reelt set er. Men nu er det vigtigt for min familie, at... Continue Reading →
Idag har vi været i haven heeeeele dagen. Vi har ikke verdens største have, men lige som alt andet i vores liv, så har den været forsømt i det sidste lange stykke tid. Vi har ikke haft en hel dag hjemme til det før idag og jeg har længe haft det skidt og ikke haft... Continue Reading →
Mit lille pus. (Et af) Mit livs kærlighed. Han bliver student idag. Tænk at han er så stor. Jeg elsker dette store barn så helt utroligt meget. Jeg vil gøre ALT for ham. Som jeg står og ser på ham idag. Med den fine hue på. På selvsamme gymnasium, som jeg blev student fra. Så... Continue Reading →
Igår fik jeg det sødeste opkald fra min mor. Min gamle 75-årige mor 😉 Hun ville bare lige fortælle, at hun syntes, at hun lærte noget nyt af mig hver eneste dag. Er det ikke sødt? Og mig som synes, at jeg har lært en masse af hende. Hun er grunden til, at jeg er... Continue Reading →
Kære mor Du er ikke ligesom alle andre mødre, fordi du har tabt håret og har en sygdom med dine fødder og ben. Men du har lært noget af det, du er blevet god til at binde tørklæder og at man stadig kan lave sjove ting med sin familie og sine venner. Det er bare... Continue Reading →
Kære Niels Idag har vi været gift i 10 år. Vi har kendt hinanden i 17 år. Det er dæleme langt tid. Jeg har ikke kunnet finde det heeeeel rigtige gave, så du får et kærestebrev. Et helt offentligt kærestebrev. Du er den mest fantastiske mand. Du er en supermand. Du er den mand,... Continue Reading →
Her er hun så. Min smukke, dejlige datter. Min stolthed. Hun er igang med at lave aftensmad. Det ser idyllisk ud. Men baggrunden er en helt anden. Jeg har simpelthen været så skidt idag. Kvalme og migræne. Helt tømmermændsagtig. Jeg har hvilet på sofaen det meste af dagen. Niels er på lejr med arbejde. Så... Continue Reading →
At være kronisk syg er ikke altid rosenrødt. Nogle gange er det også bare pastel. Med lidt grålige toner. Ind imellem kan det være svært at STAY POSITIVE. Oftest har jeg det sådan, når jeg føler, det går udover børnene. Som igår. Vi var hos mine forældre på påskeferie. Jeg vågnede igen om natten med... Continue Reading →
I anledningen af min mors 75 års fødselsdag idag, vil jeg takke min mor. Ja, så blev det til hele 2 (!) fødselsdagstakkeindlæg på 2 (!) dage. Bummelum. Jeg lover, at der går et stykke tid inden det næste. Min mor. Jeg kan kun håbe på, at blive som min mor. Jeg forsøger. Og jeg... Continue Reading →
Børnene har idag lavet en masse perleplader i påskemotiver. De skal alle bruges til bedste fødseldagsgave. Hun bliver 75 på fredag. Vi sidder sammen - børnene og jeg. Vi har klippet grene og vi er ved at hænge perlepladerne på til den fineste påske-fødselsdagsgave. Anna har tændt for en playliste på YouSeeMusic. Vi hygger. Ren familie-idyl.... Continue Reading →
Idag har været en fantastisk dag. Min storebror kom på besøg fra Varde og ville oprindeligt gerne på Aros. Men vejret var skønt, så det var næsten synd at være indenfor. Og, så har jeg fået den heldige ære at skulle overtage instagramprofilen @mitaarhus ugen efter påske, hvor jeg skal vise, hvordan jeg bruger Aarhus.... Continue Reading →
Jeg har før i tiden undret mig meget over at mange kroniske syge pludseligt blev "kunstnere". Hvorfor maler de pludseligt, bare fordi de nu sidder hjemme? Er det fordi, de pludseligt har tiden? Og hvad med talentet? Jeg har selv malet i mange år. Jeg har sågar indrettet et miniatelier i udestuen, men det... Continue Reading →
Det er så populært, som blogger at fortælle hverdagsting. Hvad lavede jeg idag og den slags. Det er jeg ikke så god til. Mine indlæg bliver altid for lange. Jeg får aldrig stoppet i tide. OG så vil jeg alligevel forsøge mig med den disciplin. * Min dag igår. Min sidste dag som alene-hjemme-mor. Græsenke.... Continue Reading →
Jeg er en ko. Eller jeg føler mig som en ko. En af de der køer, der lukkes ud på græs til foråret og springer glade rundt. Det er mig i disse dage. Jeg er alene hjemme. Familien nyder det i Alperne og jeg nyder det alene hjemme. Og jeg ved godt, at det er... Continue Reading →
I Go'morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det. For måske er det slet... Continue Reading →
Jeg ankommer 25 minuttter før min aftale. Jeg kan godt lide at være i god tid til alt. Jeg kører rundt og rundt og kan ikke finde en p-plads. Endelig forvilder jeg mig om i et p-hus et godt stykke væk fra Reumatologisk afdeling på Kommunehospitalet. Ikke det mest praktiske for alle os mindre mobile.... Continue Reading →
Jeg beklager virkelig, at jeg skriver et "ikke-positivt" indlæg. Men med sygdommen følger savn. Og jeg savner min hjerne. Her til aften har vi tudet. Anna. Og mig. Anna på snart 11 år kommer hjem fra fodbold og siger lidt hårdt til mig: "Hvorfor har du ikke meldt mig til stævnet i weekenden, jeg vil... Continue Reading →
Denne nat kom lille Raller på 7-år krybende ind i sengen til os. Det gør han ofte. Og det er jo egentligt hyggeligt at putte med hans lille tykke arm omkring sig. Men... kun liiige indtil jeg får en albue i hovedet eller bliver sparket i ryggen. Igen. Og igen. Og igen. Idag vågnede jeg... Continue Reading →
Jeg er blevet inspireret af en anden blogger. Igen. Jeg elsker dig, skrev Sneglcille. Altså ikke mig. Det hed indlægget. Og det handler om at sige "Jeg elsker dig". Og så kom jeg til at tænke. Igen. For jeg er simpelthen en jeg-elsker-dig-SLUT. (SLUT = udtales på engelsk) Jeg siger det hele tiden. Jeg siger... Continue Reading →
I går sagde Anna på 10 år: "Mor, du sidder altid bare der i sofaen med din telefon". Hun sagde det i sjov, men det gjorde ikke mindre ondt. Av. Avavav. Helt ind i hjertet. Men dette statement er jo to-delt. Første del: Hvordan forklarer jeg en 10-årig, at jeg ikke orker andet? At al... Continue Reading →
Stay Positive 