I forgårs fik jeg en fantastisk og meget overraskende mail fra en gammel veninde. Altså ikke at hun er SÅ gammel. Men mere at der er gået ti år. Hun var stødt på bloggen. Skrev de sødeste ord til mig. Og følger nu bloggen, så hun er opdateret. (Det kan I også. Se hvordan nederst i indlægget 🙂 )

Så vil I lige alle sige: “hej” ? Jeg ved jo, at hun læser med 🙂

Og den mail fik mig til at savne hende. Vores tid sammen. Og alle mine andre tabte venskaber. Jeg kom til at tænke på, at det jeg fortryder mest her i livet, er de venskaber, jeg ikke har holdt ved lige. Det kan være, det bliver noget andet, når jeg bliver ældre. Måske at jeg aldrig løb den marathon (læs her). Men status quo… venskaber.

Det skal da lige siges, at jeg (og vi) har en fantastisk vennekreds, som jeg også har skrevet om mange gange. En uvurderlig omgangskreds, som jeg ikke kunne leve uden. Jeg kan ikke forestille mig mit liv med kronisk sygdom og alle de udfordringer, der er kastet i hovedet af os, uden dem som kæmpe store klipper lige uden for døren. Tak. Af hjertet tak.

Men stadigvæk…

For hvor er der mange, som jeg savner. Mange, som jeg gennem mit liv har haft det fantastisk med. Mange, der har givet mig minder for livet. Sjove oplevelser. Masser af grin. Alvorlige snakke. Og virkelig formet mig til den person jeg er idag. Og mange som jeg dengang ikke kunnet have forestillet mig, at jeg ikke havde kontakt med 10 år senere. Men hvorfor har jeg så ikke holdt kontakten? Hvorfor er vi stille og roligt gledet fra hinanden? Hvorfor ser jeg for eksempel ikke længere…

  • Nabopigen, som jeg er vokset op med, og som har kendt mig, fra jeg blev født?
  • Min kusine, som jeg er blevet passet med hver dag, da jeg var lille?
  • Skoleveninden som jeg startede i 0.klasse med og legede med gennem hele folkeskolen?
  • Kliken fra folkeskolen som jeg så 90210 med, drak vores første øl med, tog på den første campingtur med, fik min første piercing med og grinede så meget, at vi tissede i bukserne, med?
  • Gymnasieveninden, der kom ind og smed sine cowboystøvler på bordet og havde samme humor som mig?
  • Spejderveninden, der var så sød og sjov?
  • Teaterfolket, som jeg eeeeelskede at være sammen med?
  • Studieveninderne fra Handelshøjskolen, som jeg oplevede og udforskede Århus med, og som var fantastisk selskab?
  • Min ex-kollega, som jeg talte fortroligt med hver eneste dag?
  • Mine kollegaer fra gode gamle Føtteren i Guldsmedegade, hvor vi knoklede og festede på Social Club og Pan?
  • og mange mange mange flere…

Et resumé af mit liv: Først tryg opvækst på villavej. Så til folkeskolen. 1-årig udveksling i USA. Hjem igen og 3-år på gymnasiet. Flyttede til Århus for at læse i 3 år. Studiejob i Føtteren. Mødte min mand. Så 1 års arbejde i Irland. Så tilbage til Århus og 3 år på kandidat og første baby. Flytning til forstaden. Første job. Anden baby. Andet job. Tredje job. Sygdom. For forklaringens nemhed kalder jeg alle disse perioder for kapitler i mit liv.

I øjeblikket bevæger jeg mig imellem to kapitler. Arbejde vs. Sygdom. Og som jeg gør det, så tænker jeg rigtig meget over det at miste kontakten. For hvorfor sker det? Hvorfor mister man kontakten med hinanden, især gamle venner og veninder? Det er jo oftest ikke ond vilje. Men hvad er det så, der driver engang så gode venner til at kommunikere mindre og vokse fra hinanden? Jeg tænker meget på det, især fordi jeg ikke ønsker at miste kontakten med venner. Især når man er kronisk syg og ikke har samme energi niveau som andre. Når man tit må aflyse. Når man ikke kan huske, hvad vi talte om sidst. Jeg har tænkt meget over det. Og jeg tænker ofte, om jeg er en dårlig veninde. Eller om dette er en naturlig del af livet? Er det naturligt at miste venner?

Der er nok nogle store svar på dette spørgsmål; men hvis jeg ser på mit eget liv og mine personlige erfaringer, så ville jeg sige at afstand, værdier og livssituationer er de største syndere i mit liv.

Afstand… eller nærhed. Det betyder virkelig noget. Det burde det ikke. Men det gør det. Jeg er blevet tætte med dem, der er en del af mit liv. Lige nu. Dem, der står lige ved siden af mig, når jeg mest har brug for det. Dem, som jeg deler hverdag med. På godt og ondt. Det er på en eller anden måde egoistisk. Men uanset hvor lidt man vil være ved det, så er det menneskelig natur at være egoistisk. Folk foretrækker generelt at opretholde nærhed med dem, der kan gavne dem på en eller anden måde. De engang så “nære venner” kan ikke altid være ved ens side fysisk og være en hjælp. Det er ikke nødvendigvis et bevidst træk. Men i sidste ende har man vel altid personlige motiver. Og vælger oftest de venner, der deler ens liv. Lige nu. Man tager gamle venner for givet og ender med at miste kontakten. Men jeg er vel ikke et skidt mennesker? Gør I ikke det samme?

En af de største grunde til at jeg har mistet kontakten med gamle venner er værdier og forandring… på den ene eller anden måde. Som man vokser op og flytter sig (både fysisk og psykisk), så ændrer ens grundlæggende værdier, ideer og overbevisninger sig drastisk. De sociale omgivelser, som man er en del af, definerer ens personlighed. Hver eneste kapitel i livet er præget af prioriteringer, som er i løbende forandring. Relationer bliver mere komplicerede, fordi der nu er så mange flere eksterne faktorer, der påvirker venskaber. Bortset fra netop de mennesker, der er en del af det. Lige nu.

En stor synder er livssituationen. Den betyder, at rigtig gode venner flytter sig i forskellige retninger. Og det er svært at opretholde samme slags venskab, når man trækker i hver sin retning. Flytte til udlandet i en periode. Flytte til en anden by for at læse. Få en baby mens man stadig læser og alle andre fester. Blive gift mens alle andre er single. Blive syg mens alle andre er raske… – indsæt her dine egne skelsættende livssituationer.

Hver eneste person er kommet ind i mit liv og har påvirket det på en eller anden måde. De behøver ikke opholde sig i mit liv for evigt; ikke på grund af sure miner eller negative følelser, men bare fordi det var på tide at komme videre. Folk vokser op, vokser ud og ændrer sig og nogle gange vokser fra hinanden. Det er ikke noget at være ked af. Jeg er alligevel lidt ked af det og ønsker mange af dem tilbage igen. Men jeg skal værne om de gode minder og sidde tilbage med et smil på læben. Og når det så er sagt, så er der jo stadig venskaber, der trodser disse odds. Så skal vi altid gå den ekstra mil for at give næring til dem. For venner er jo faktisk en uvurderlig gave i livet.

Dette er mig og min “gamle” veninde Trine. Taget i vores “prime” for 16 år siden. Unge og klar til at vælte Århus (det var før Aarhus med Aa). Trine nyder jeg endnu. Dog nu på en mere stille og mere mor-agtig måde. Trine er tæmmet. Og er stadig i mit liv.

Har du selv mistet kontakten med en god gammel bff? Så del da lige indlægget, så hun kan se, at du stadig tænker på hende.

/Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og følg bloggen selvfølgelig, så får du direkte besked om alle mine tanker.

Se hvordan herunder.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)

__________________________________________________________________

One comment

  1. Åhhh hvor jeg kan følge dine tanker. Har de sidste par år kæmpet med sygdommen Morbus Crohn, også kronisk. Det har kostet rigtig meget på venne/veninde fronten, men jeg har tilgengæld også fået øjnene op for nogle skønne mennesker i mit liv som jeg ikke regnede for så meget. Det er desværre rigtigt at man hurtigt lærer hvem man kan regne med når livet giver lidt modstand.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s