Der var engang en tyk baby. Og idag bliver min “baby” 7 år. Han har fødselsdag og vejret afspejler ganske fint hans sind. Sol, regn, sol og en frisk vind til at sætte lidt fut i det hele. Han er sød, dejlig, sjov, ekstremt kærlig… og ekstremt hidsig. Men det er ligegyldigt. For dette indlæg skal slet ikke handle om ham. Som sådan. I hvert fald ikke som person. Men mere om graviditet, fødsel og baby… og diagnose. 

For da Rasmus blev født kickstartede det min sygdom. Jeg fik det SÅ skidt, at jeg ikke kunne løfte ham. Jeg kunne ikke lukke hans bleer eller trykknapperne i bodyerne. Jeg kunne ikke løfte ham ind og ud af barnevognen. Jeg kunne ikke stå op om natten. Ok… det var smart nok. Men alt det andet var ikke det romantiske nybagt mor/baby-forhold, som man nok havde drømt om. Jeg havde en meget kort barsel, da jeg ikke kunne have ham alene. Så Niels tog over. Han kunne heldigvis få barsel. Jeg gik sådan et godt stykke tid. Det blev kun værre og værre. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad det var. For mine blodprøver var jo fine. Jeg haltede, mine hænder gjorde virkelig ondt, jeg var træt, udmattet og havde hovedpine. Og stadig var alt åbenbart helt fint. Det sagde prøverne. Jeg kunne efterhånden ikke være alene med børnene. Niels kunne aldrig tage nogen steder alene. Ikke uden at have en barnepige til børnene og mig. Jeg kunne ikke selv. Jeg kunne ikke løfte dem. Jeg kunne ikke komme ned på gulvet. Jeg kunne ikke komme op igen. Men prøverne var stadig fine. Jeg tænker tit, at det må have føltes lidt som et fængsel for Niels. Han var fanget. Og det var svært for andre at forstå, at en voksen kvinde ikke kunne være alene med egne børn.

En dag. En skønne dag. På hospitalet. Mødte jeg en ældre overlæge, der forskede og underviste. Lidt stram i betrækket. Lidt sky. Og tydeligvis ikke tosset med mennesker. Han sagde, at blodprøverne var fine. Som alle de andre. Men han fortsatte. Det havde de andre aldrig gjort. Han sagde, at det ikke betød noget. For hvis man havde psoriasisgigt, som han mistænkte, så ville det ikke ses på blodprøverne. Til gengæld fandt han ultralydsscanneren frem og fandt betændelse. Alle de “rigtige” steder i forhold til diagnosen. Jeg fik min diagnose “psoriasisgigt” og kom ret hurtigt derefter i behandling. Efter behandlingsafklaring endte jeg på en god blanding af medicin, som virkede godt for mig. Som tog alle smerter. Det hele. Alt.

Og så levede jeg lykkeligt flere år derefter… lige indtil jeg ikke kunne tåle medicinen mere. Og nu starter vi så forfra.

Så der er ikke en egentlig konklusion på dette indlæg. Rasmus’ fødselsdag minder mig bare altid om starten på det hele. Så jeg sidder altid med bittersweet følelser på hans fødselsdag. Stort tillykke skal der dog alligevel lyde. For jeg ville jo aldrig have været det foruden. Havde jeg vidst, hvad jeg skulle igennem. Så havde jeg gjort det alligevel. Min lille hidsige charmør giver nu alligevel livet lidt kulør. Så stort tillykke til Rasmus med de 7 år.

/Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og følg bloggen selvfølgelig, så får du direkte besked om alle mine tanker.

Se hvordan herunder.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)

__________________________________________________________________

5 kommentarer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s