Glem drømmen om et marathon

Okay… Jeg kommer vist aldrig til at løbe et marathon. Var det mon en drøm før jeg blev syg med kroniske smerter og min krop fungerede rimeligt normalt?  Eller er det bare fordi jeg ved, at det kommer jeg aldrig til nu? Tror faktisk aldrig drømmen om marathon var der – helt ærligt, så har jeg aldrig været suuuuper sporty – men hvorfor så nu? Der er nok alligevel noget om snakken, når man siger, at man altid vil have det man ikke har. Jeg vil jo også gerne have hår – men det er jo en helt anden snak. For mig er hverdagen fyldt med dårlig samvittighed over alt det, jeg fysisk ikke kan. Jeg kan ikke udføre daglige huslige opgaver, men hvad værre er… jeg kan ikke lege med mine børn. Jeg kan ikke løbe på rulleskøjter, jeg kan ikke lege fangeleg, jeg kan ikke gå en tur i skoven, jeg kan ikke cykle en tur. Men… Så tænkte jeg over det igen. Faktisk tænkte jeg på en gammel sundhedsplejerske, som jeg mødte på Skejby Sygehus, da vi fik Anna for 10 år siden. Jeg kunne ikke amme og hun sagde til mig, at det at være mor sidder ikke i brysterne. Det vigtige er, at du skaber nærvær i det du gør og det kan du sagtens med en flaske. Okay… Så sidder det at være mor jo nok heller ikke i det at kunne løbe og lave fysiske aktiviteter – men i stedet i at skabe nærvær. For hvis man vender den, så kan jeg måske ikke liiiige løbe – men hvad kan jeg så? Jeg kan jo faktisk rigtig mange ting, som børnene synes er fantastiske og som de nyder. Jeg kan lege med LEGO, jeg kan male, jeg kan bage, jeg kan dryppe lys, jeg kan tegne med kridt på vejen, jeg kan lave bål for hele vejen. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er en igangsætter og hurtigt får arrangeret et spontant bålarrangement for alle vejens børn. Og mon ikke mine børn husker dette bedre end at jeg løb en tur med dem – eller løb et marathon?