imageHvis du ikke er til “Ananas i egen juice”, som Anders Breinholdt kalder det, så skal du nok ikke læse dette indlæg.

Indlægget udfordrer JANTELOVEN.

Jeg kommer til at svælge i mig selv. Og indlægget er langt… så er du advaret.

FUCK Janteloven.

*

Som overskriften hentyder, så mener jeg, at de mænd, der frekventerer mit liv i øjeblikket, ødelægger mig.

Det lyder forkert. Men det føltes, som om de ødelægger de mig, for at bygge mig op igen. I hvert fald så ændrer de mig. Til det bedre, synes jeg selv.

Paradoksalt nok, så føler jeg faktisk, at sygdommene (psoriasisgigt og alopecia) har givet mig mere selvtillid og meget mere selvværd.

Jeg talte med min søde nabokone (hun er ikke så gammel, som det her får hende til at lyde) om det igår. Og hun sagde meget klogt, at det var naturligt, at man oplever øget selvtillid og selvværd, når man oplever modgang og håndterer det. Man bliver stærkere af at finde ud af, at man kan klare de udfordringer, man bliver givet.

Hun er sundhedsplejerske, så hun sammenlignede det (mig) med små børn, der skal lære nye ting for første gang. Den glæder de udviser, når de lærer noget nyt og finder ud af, hvad de virkelig kan.

*

Hvis du læste indlægget: “Er det ok at være forelsket i en anden mand?”, så ved du også, at jeg mødte Danmarks Bedste Coach, Robert Rolfsted.

image
Robert Rolfsted

Den weekend ændrede mit liv – og mig. Jeg blev ødelagt, pillet ned OG bygget op. Jeg kom der fra med en ordentlig portion selvtillid og et fantastisk selvværd. Jeg gik faktisk derfra og tænkte, at jeg var FABULOUS. Jeg tænkte, at alle andre også er FABULOUS. Vi er alle FABOLOUS på vores helt egen måde.

Jeg tog især tanken om FLAWSOME til mig. At være uperfekt. Fyldt med fejl. Tage dem alle til sig. Erkende dem. Og stadig være AWESOME.

Jeg havde efterfølgende – og har stadig – følelsen, som jeg havde, da jeg lige var blevet mor for første gang.

Jeg var fyldt med kærlighed. Jeg viste stolt min tykke baby frem og kiggede forventningsfuldt på alle, jeg mødte. Jeg kunne ikke forstå, hvis ikke de syntes, at dette var det kæreste lille væsen, de nogensinde havde set. Stakkels dem, at de ikke havde en ligeså lækker baby som min tykke (lidt for tykke) Anna.

Sådan har jeg det også nu. Bare med mig selv. Og det er Roberts skyld.

Og Robert så mig. Helt ind i mig. Han sagde:

“Du har smerter hele tiden. Du kæmper hver eneste dag. Jeg ved, hvor meget du kæmper. Jeg synes, du er rigtig sej.”

*

Hvis du læste indlægget: “Jeg ligner en helt almindelig motionist”, så ved du også, at jeg går til træning med en masse forstadsfruer.

image
Alex Hasselager Jensen fra AJ Bootcamp

AJ Bootcamp med to personlige trænere, der skal gøre os slanke, stærke og sunde. To gange om ugen kommer Alex Hasselager Jensen og Lars Mølvad Jensen til forstaden og inspirerer, motiverer og sparker os kærligt bagi.

Denne form for træning – og især disse karismatiske trænere – har ændret mit sygdomsramte liv. Jeg startede på toppen af sygdom. Jeg havde smerter i tæer, fødder, akilleshæl, læg, knæ, hofter, ryg, håndled, hænder, fingre og kæbe. Hvilket gjorde det lidt besværligt at udføre mange øvelser.

Her kunne jeg så – som SÅ mange gange før – blive tynget af selvmelidenhed og opgivelse. For hvorfor overhovedet prøve, når jeg så tydeligvis ikke kan… eller kunne.

For stemningen til disse træninger er fantastisk. Energien er sjov og smittende. Forstadsfruerne – eller GURLZZZZ, som Alex på klingende ÅÅÅÅÅÅhusiansk kalder os halvgamle tøser – er opmuntrende og sammenholdet helt specielt.

Lars og Alex er inspirerende og motiverende. De gør træning til en leg.

Jeg har ikke en eneste gang pjækket. Jeg er flere gange stået direkte op fra en hel dags medicinforgiftning (=opkast) og gået derover. For jeg kunne jo bare tage hjem igen, hvis jeg ikke kunne klare det. Men det har jeg altid kunnet.

For jeg har fået alternative træningsøvelser til alle de øvelser min umulige krop ikke har villet udføre. Og jeg har kæmpet. Og jeg har fået resultater. Fantastiske resultater.

Og jeg er blevet set – lige der hvor jeg er.

Jeg startede med at sige til Lars, at jeg ikke kunne meget og hvis jeg trak mig, så var det ikke fordi, jeg ikke ville, men simpelthen fordi jeg ikke kunne. Hans svar var:

Hvis jeg alligevel kommer til at råbe efter dig, så må du godt sige “hold kæft” til mig. Men omvendt, hvis jeg opdager, at du pludselig godt kan og bare piver, så må jeg også råbe “hold kæft” tilbage igen.

Ja, tak. Præcis som jeg ønsker det. Ingen ynk. Ingen offerrolle. Bare mig. Lige der, hvor jeg er.

Den anden dag var jeg skidt. Rigtig skidt. Jeg er i attack, hvor sygdommen blusser fuldstændig op. Og lige meget hvor meget jeg gerne vil, så kan jeg ikke. Men jeg mødte op alligevel. På halvt blus. Eksempelvis mine akilleshæle er meget ramt – helt stive og smertefulde, hvilket gør det svært at løbe og hoppe.

En af øvelserne var noget løb og alle de andre var for længst i mål. Og der kommer jeg helt ynkeligt luntende (meget langsomt) hen mod dem. Hvert eneste skridt er smertefuldt. Det føltes som om jeg får en syl stukket ind i akilleshælen hver eneste gang foden rammer asfalten. Jeg kan se de andre for enden af vejen.

Men bag mig. Bag mig løber Lars. Han løber og snakker til mig:

“Du skal ikke løbe så hurtigt. Pas nu på dig selv. Jeg kan godt se, hvor ondt du har idag. Men du er her alligevel. Det er så sejt gået.”

Jeg sidder med tårer i øjnene som jeg skriver dette. Det var en lille gestus, men det satte dybe spor i mig.

Jeg blev set. Lige der, hvor JEG er. Ikke de andre. Men MIG.

Og FUCK ja. Jeg kæmpede. Jeg havde ondt, men jeg var der. Lige der. Og ikke hjemme i sofaen.

Min kamp blev set. Og jeg voksede. Helt ligesom børnene fra før. Mit selvværd fik et kæmpe boost.

image
Lars Mølvad Jensen fra AJ Bootcamp

*

Hvis du læste – ak ja – alle indlæggene, så er Niels nærmest altid nævnt. Der er ikke det indlæg, han ikke er en del af. På den ene eller den anden måde.

image
Min MAND

Den MAND. At den mand stadig er her, forstår jeg ikke. Tænk, en kamp han kæmper. For min skyld.

Ligemeget hvor skidt jeg er, hvor meget jeg halter, hvor meget jeg kaster op, hvor skaldet jeg er, hvor lidt jeg kan flytte mig OSV OSV OSV… for dette er en liste der bare bliver ved og ved og ved og ved…

… så kigger Niels på mig, som om jeg er det smukkeste i verden. Han siger dagligt til mig, at jeg er lækker. Han synes, jeg er sjov. Han synes, jeg er klog. Han bruger enhver chance til at fortælle mig, at han elsker mig.

Han laver ALT herhjemme. ALT. Han arbejder og læser. Han får hverdagen til at hænge sammen. Han er med til alle mine hospitalsbesøg. Han skriver breve til ministre og regionrådsformænd. Han er limen, der får mig og hele vores familie til at hænge sammen.

Tænk, at jeg er så heldig, at sådan en fantastisk mand elsker mig. Mig?

Og med sådan en støtte, så får man endnu et kæmpe boost til selvtilliden og til selvværdet.

*

I går aftes skulle jeg igen gå modeshow hos den lokale tøjpusher. Sidste gang skrev jeg dette, om den oplevelse.

Vi klæder alle om i samme baglokale og der er en masse ekstra personer. Og der oplevede jeg, hvordan jeg er helt afklaret med alle mine fejl og mit selvværd. For der står jeg i undertøj, mens alle de andre, der er pænt klædt på, står og peger og snakker om min krop. Altså MED mig. Ikke OM mig. Tror endda, at der er en enkelt, der lige trykker lidt på muffintoppen (sideflæsket, der falder ud over bukserne). Og det rager mig en kæmpestor papand. Vi skulle jo finde ud af, hvilken top, der klædte mig bedst til hvilke bukser.

Mine fejl er jo en del af mig. De er mig. Jeg er FLAWSOME. Og om det er fysiske fejl eller indre fejl, så er accepten af dem, det vigtigste. Det er det, der gør, at det rager en en papand.

*

Så stort tak skal lyde til alle mændende, der frekventerer mit liv i øjeblikket.

Tak for boost til selvtillid og selvværd.

Jeg føler mig afbalanceret og i ro.

Og fyldt med accept, kærlighed og energi.

Og ekstra tak til Niels, der ligesom Mr. Darcy…

…elsker mig præcis som jeg er.

Og budskabet med indlægget må være, at vi jo alle bare gerne vil ses. Lige som vi er. Lige dér, hvor VI er.

6 comments

  1. Åhhh, hvor jeg forstår dig..!!
    Jeg er nemlig også gift med en MAND..!
    MIN MAND..! ❤️
    Han er nemlig også af den karat der laver ALT..!!
    Arbejder røven ud af bukserne, laver mad, sørger for mig og 3 børn OG elsker mig, uanset hvor morgengrim jeg er om aftenen eller at jeg ikke er i stand til at flytte mig, eller hvor meget jeg kan være pylret, tosseglad eller hidsig, rasende og urimelig..!! ❤️

    Hvor er vi heldige, hva.. ❤️

    Like

  2. Kæreste Pernille. Jeg er mundlam og stolt. Jeg kender ingen af dine mænd… Jo Robert.. Han er ihvertfald helt inde under min hud. Alligevel er jeg stolt. Stolt over dig. Det er jo dig der er omdrejningspunktet i DIN historie med dine mænd. Du er sej. Du kæmper og nogle gange hjælper og støtter dine mænd dig på forskellige måder… Det er lige som det skal være. Smuk kærlighed til forskellighederne og mangfoldigheden. Kærlighed til dig fra mig… og et kram…og så lige et mere ♡

    Like

    1. Åhhhh, Marie. Du skriver altid de mest fantastiske ting. Du er så inspirerende. Tak. Og krammer… med krammer… til dig.

      Like

  3. Igen vågnet op med mareridt..
    Læser din historie..det berør mig,godt du har så dejlige mænd hos dig/med dig..Keep On Truckin -søde 😉

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s