Lidt søndagstanker… ikke noget særligt.

Smerter er en sjov størrelse. Ikke sådan haha-sjov. Måske mere sådan underlig-sjov.

Som I jo ved, så lever jeg et smertefyldt liv. Og derfor er min tærskel også anderledes end andres. For åbenbart så vænner man sig til meget.

Sygeplejersken der siger, at det gør ondt at stikke sig, og man tænker, jaaa… måske, men nok ikke værre end normalen. For mig.

Omvendt, så tænker jeg det aldrig om andre. Altså at de er nogle pivskider. Jeg har før oplevet, at folk helst ikke taler til mig om deres smerter og skavanker, eller at de undskylder bagefter med: “undskyld, det er jo ikke noget i forhold til dig”.

Men sådan har jeg det slet ikke. Det kan nemlig ikke sammenlignes. Og jeg får jo ikke mere ondt af, at andre fortæller om deres skavanker. Det er helt ok.

Jeg skrev faktisk om, hvad man siger og ikke siger til en syg i dette indlæg.

Det er nok værst for mine børn. For imens min smertetærskel er ret høj, så er min pylre-tærskel utrolig lav. Jeg kan godt virke som en skrap mor, men jeg ORKER ikke piv.

Og så kommer alverdens Lola’er nok efter mig med opdragelsesteorier, men jeg gider det ikke. Hvis de har brækket et ben eller slået tanden ud, så vil jeg rigtig gerne trøste. Men ellers… så siger vi “pyt”, børster os af og leger videre.

De skal ikke komme til mig og pive over ondt i armen eller hovedpine, hvis ikke det virkeligt er der. Og det ved de godt. Og det gør de heller ikke. De kommer, når der er noget. Og det er jeg glad for. Både fordi jeg ikke orker piv og ynk – men også fordi jeg gerne vil opdrage dem til at være lidt mere hårdføre. Helt overført så vil jeg gerne, at de også bliver stående, når livet giver dem en lussing.

Jeg lyder hård. Men jeg trøster selvfølgelig ligeså meget som den næste curlingmor, når behovet er der.

pic_curling

Jeg er jo vant til mine smerter. Selvom det lyder mærkeligt. Og selvom de flytter sig rundt i kroppen. Så kender jeg denne type smerter og ved, hvordan jeg skal og kan forholde mig til dem.

Nu har jeg så erhvervet mig en fibersprængning i læggen. Og så er jeg forvirret. Et kæmpe spørgsmålstegn. For denne smerte kender jeg ikke. Den er helt anderledes end mine “egne” smerter. Hvad må jeg? Hvad kan jeg? Og hvordan får jeg det væk?

Så der er forskel på smerter, selv for mig.

Kan DU have en rigtig hyggelig søndag aften?!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s