Jeg er dum.
Altså overfor mig selv.
Måske er du også det?
Jeg prædiker så ofte, at man ikke skal slå sig selv i hovedet, når man tager et skridt tilbage. Men i stedet skal man se på alle de skridt frem, som man i virkeligheden har taget.
Og hvad gør jeg så?
Jeg slår mig selv i hovedet.
Kl. 15.00 kunne jeg ikke mere. Jeg var SÅ træt, at jeg var ved at eksplodere. Og jeg blev simpelthen nødt til at tage en lur.
En deeeeejlig lur. Åhhh, hvor sover jeg da godt, når det er lurtid.
45 minutter efter vågner jeg op friskere og tænker måske endda lidt mere klart.
For hvorfor trak jeg luren?
Jeg prøvede virkelig at holde den hen, så jeg ikke skulle tage en lur. For jeg har ikke tage et lur siden jeg startede på nyt medicin. Jeg har haft uanede mængder energi, som jeg nærmest aldrig har prøvet før. Og jeg ville ikke tage skridtet tilbage. Jeg så det måske som et lille nederlag.
Men…
Idag er tirsdag. Eller Bluesday Tuesdag. Sprøjtetirsdag. Dagen, som jeg har givet mange navne. Dagen, hvor jeg tager medicinen, som jeg får det skidt af. Og hvordan plejer jeg at have det om tirsdagen? Plejer jeg egentligt ikke at kaste op? (Læs HER og HER)
Jeg har taget min sprøjte og jeg kaster ikke op. Det eneste er, at jeg trænger til en lur.
Når min friskere hjerne tænker over det, så er det da et mikroskopisk skridt tilbage at tage en lur, men 20 gigantiske skridt fremad over de sidste par uger.
Og hvis jeg bare havde taget luren fra starten af, i stedet for at forsøge at skubbe den hen i to timer, så havde jeg været friskere noget før – og så havde jeg ikke spildt to timer idag.
Jeg skal lære at mærke efter. Jeg skal lytte til min krop.
Moralen til mig selv må være, at lille skridt tilbage er OKAY. For i det store billede, så er det stadig frem.
Tilbage, frem, frem. Tilbage, frem, frem.
Jeg danser bare lidt.
Stay Positive 