Lad mig lige fortælle lidt om dagen efter min medicindag. Og for dem, der ikke er helt med, så tager jeg hver tirsdag en sprøjte med medicin, der gerne skulle afhjælpe smerterne – men som også gør mig rigtig skidt.
*
Vækkeuret på min telefon ringer kl. 6, som det altid gør. Jeg åbner øjnene, slukker telefonen, sætter mig halvt op, mærker kvalmen og ligger mig ned igen.
Niels står op, som han altid gør. Smører madpakker, vækker børn, giver dem morgenmad, gør sig selv klar, får et barn ud af døren, får et andet barn afleveret og kører afsted på arbejde.
Jeg vågner med fire timers mellemrum og tager smertestillende. Op og ned igen.
Kl. 10.00 åbnes døren til soveværelset. Jeg er for døsig til at blive bange. Åbner et halvt øje og kigger mod døren. Der står Niels. Han kunne ikke få fat på mig på telefonen og var bekymret. Så han er kørt hjem fra arbejde for at tjekke, at jeg stadig trækker vejret.
Det gør jeg. Så jeg lukker øjet igen. Og jeg kan mærke, at han bliver stående lidt og kigger på mig. Han kører på arbejde igen… og jeg sover igen.
Klokken 15.00 må jeg hellere tænke på, at minimanden skal hentes… men jeg kan ikke flytte mig. Jeg kan simpelthen ikke.
SMS sendes til søde naboer, der altid står klar til at hjælpe. De henter ham og beholder ham indtil jeg er på benene. Hvis jeg havde hovede til det, så ville jeg være fyldt med taknemmelighed.
Kl. 16.30 står jeg op. Friskere. Minimand kommer hjem. Jeg tyller en Treo. Og håber på at magien flyder gennem min krop.
Jeg krammer ham. Og krammer ham. Og krammer ham. Helt indtil han sætter fødderne mod mig og skubber mig væk. Det plejer at betyde, at det var liiiige længe nok.
Men jeg har så frygtelig dårlig samvittighed. Jeg vil kramme ham, så han forstår at jeg elsker ham. Og så vil jeg kramme ham lidt mere.
Min minimand.
Min dejlige minimand.
Stay Positive 