Hatte-TERAPI

Jeg har de sidste dage været lidt trist.

Sådan lidt små-depri.

Måske kan man kalde det hjemme-depri.

For det er egentligt kun, når jeg er hjemme.

Det er mest, når jeg sidder i sofaen. For så gør min hovedbund ondt og det falder håret ud.

Hvis ikke du ved hvorfor, så kan du læse det HER: Mit dilemma – Smerter eller hår 2.0

Dagligt ryger der en stor håndfuld hår ud.

Der er hår alle steder.

På gulvet, på bordet, i sofaen, i bilen, i køkkenet, på badeværelset, på hovedpuden.

ALLE steder.

Håret gør ondt. Ikke på den der: “Jeg var så fuld igår, så håret gør ondt-måde”. Det er ømt og irriteret. Det gør pletvist ondt og så ved jeg, at jeg kan køre hånden igennem den plet og tage håret ud.

Og så bliver jeg altså lidt hjemme-depri. Lidt trist.

Men når jeg så kommer ud. Når jeg tvinger mig selv ud. Så smiler jeg og er glad.

Og det er ikke falsk. Det er helt rigtigt, og lige det, jeg trænger til.

Så sidder jeg ikke alene hjemme med mine tanker og håret viklet om mine fingre.

Jeg kan godt huske, at jeg sidste gang, jeg fik alopecia (pletskaldethed), tog beslutningen om at barbere håret af, så jeg ikke skulle blive trist, hver eneste gang mine hænder fyldtes med hår.

Nå men, de sidste par dage har været lidt mere triste end normalt. Mere hår er faldet af end normalt. Det går hurtigt nu.

Så min veninde luftede mig.

I Bruuns Galleri i Aarhus.

Så ikke sådan frisk luft, mere sådan storcenter luft.

Hvilket også kan være helt perfekt en gang imellem.

Og det var det idag.

Vi var på hatte-shopping. Og kørte ikke hjem før jeg havde erhvervet mig 4 hatte.

4.

2 stråhatte til sommer.

1 smart uldhat til nu – mens jeg har lidt hår.

Og 1 uldhat, der kan trækkes helt ned over ørerne og som er lidt mere fremtidssikret. Den går, selv når jeg beslutter, at de sørgelige hårrester skal barberes helt af igen.

Måske var 4 hatte lidt i overkanten. Ekspedienten kiggede i hvert fald noget og sagde:

“Hold da op, du skal da have lidt hatte.”

Men det var en fantastisk detail-terapi.

Det var en lettelse.

En ro.

Jeg kan ikke gøre noget ved, at håret falder ud.

Men jeg kan være klar.

Lige nu kan ingen se pletterne, hvis ikke jeg viser dem dem. Men jeg ved de er der. Og jeg ved, at de kun bliver større og svære at skjule snart. Så helt psykologisk giver det en ro at have en hat på, så jeg ikke længere skal være nervøs i blæsevejr.

Og for den ro, vil jeg gerne betale for 4 nye hatte.

//Pernille

STAY POSITIVE

FØLG bloggen herunder, eller på de sociale medier:

INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN