Jeg har lige set “Vi er de unge hjemløse” på tv2.
Puha.
Især den ene skæbne rørte mig meget.
For der sidder en mand, der er kommet til skade og endte med kroniske smerter. Hans sygedagpenge stoppede, og han skulle kæmpe med kommunen og systemet.
Lige som mig.
Han magtede ikke systemet og gav op.
Lige som mig.
Han havde ingen og blev alkoholiseret hjemløs.
Jeg havde og har heldigvis Niels.
Men jeg forstår den unge hjemløse.
For jeg kan heller ikke selv rumme systemet.
Jeg bliver forvirret. Og jeg har aldrig forstået, at de bare kunne stoppe sygedagpengene, når jeg stadig var så syg.
Niels læser alt. Tager med til alle møder. Ringer til dem, der skal ringes til.
Uden ham ved jeg ikke, hvor jeg ville have været.
Dokumentaren viste tydeligt, hvor skrøbeligt livet. Selvom vi har gode jobs og gerne vil arbejde, så kan livet ændre sig markant. Måske er systemet lidt for indviklet og bureaukratisk, når de syge, der skal hjælpes, ikke magter det.
Så selvom vi er heldige med at bo i Danmark, når vi er syge. Så er det alligevel rart, at man ikke er alene, når man er syg.
//Pernille
Stay Positive 
Skriv et svar