Min lille minimand.
Sådan så han ud, da han kom løbende ind kl. 17.
Han var styrtet ned af en rampe midt i en løbehjulstrick, der skulle læres.
Det blev det ikke helt.
I hvert fald ikke denne gang.
Han tog fra med hovedet, så tak til hjelmen.
Nu er det “bare” hudafskrabninger.
Han græd og græd og sagde:
“Jeg tror, at dette har været den værste dag i mit liv.”
Så spolede jeg lige tilbage med ham.
Morgenen startede med et fodboldstævne.
“Det var MEGA sjovt og fedt.”
Okay.
Så valfartedes alle vejens drenge ud og kørte på løbehjul, trak ramper frem og lavede tricks.
“Det var MEGA sejt.”
Okay.
“Men så styrtede jeg.”
Og så kom jeg med min mor-kommentar, som måske også kunne inspirere andre – børn som voksne:
“Det var rigtig træls, at du styrtede. Men det var 5 minutter, der var trælse. Ud af en hel dag. Det betyder ikke, at hele dagen har været træls – og den værste i dit liv. Det betyder bare, at de 5 minutter var trælse. Resten var faktisk rigtig godt.”
“Nååå ja”, sagde han halv-smilende med tårer og blod rendende ned af kinderne.
Og det er vel en meget god lektie for os alle.
Når vi tænker, at tingene er trælse – så bør vi lige spole tilbage.
Knus Pernille
Skriv et svar