I skolen skulle de skrive et blog-indlæg, og Anna valgte at skrive om bedstefar. Eller nærmere at være barnebarn til en med alzheimer. Og hvordan man allerbedst er sammen.
Jeg syntes, at det var så rørende, at jeg har fået lov til at dele hendes stil – og dermed er min datter Anna gæsteblogger på Stay Positive.
Enjoy.
28.12.2019
af Anna Højland-Rønde
Kroppen husker, selvom hovedet glemmer
Det har lige været jul, og jeg har brugt meget tid sammen med min bedstefar.
Min bedstefar er rar, han er sjov, han er sød og en glad krammebamse.
Min bedstefar har også Alzheimer.
Han er hos mig fysisk. Jeg kan kramme ham, men psykisk er han væk. Han ved ikke, hvem
jeg er. Det er som om, han er hos mig – men uden at være her helt.
Jeg er nok en af de eneste 14- årige, der kan sangen “Lille sommerfugl” fra 1968 udenad.
Lille sommerfugl, lille sommerfugl
Flyv fra blomst og til blomst
Fra skjul til skjul
Det er nemlig min bedstefars yndlingssang, og så minder den mig faktisk om ham.
Som han er NU.
Han var en smuk og glad blomst, og nu er det som om han går fra skjul til skjul. Og
efterhånden er han helt væk.
Væk fra mig.
Jeg kender sangen rigtig godt, for jeg har hørt den igen og igen. Hele julen. Han elsker den
sang. Den giver ham ro. Hans øjne lyser op. Fingrene spiller som på et klaver. Han nynner.
Han synger. Han smiler.
Det er mærkeligt, hvordan han ikke kan huske sine børnebørn. Sine børn. Og sin kone
gennem mere end 50 år.
Men han kan hele teksten til “Lille sommerfugl” bare ved at høre den første tone.
Og så synger han. Højt. Og glad. Og længe.
Og når jeg ser på dig.
Ak, så tænker jeg.
Hvem der bare var sommerfugl.
Så langt tilbage jeg kan huske, har han haft Alzheimer.
Jeg kan ikke huske ham anderledes. Og det kommer ikke til at ændre sig.
Han kommer aldrig tilbage til mig.
Sygdommen kan ikke kureres. Og bliver kun værre fra nu af.
Alzheimer dør man af. Min søde bedstefar kommer til at dø af denne forfærdelige sygdom.
Selvom jeg ikke kan huske, hvordan han var, så ved jeg, at han altid har været rar overfor
alle. Det kan man bare mærke på ham. Og på alle andre, som han kender… eller nok
nærmere – som kender ham.
Det er svært at være pårørende og barnebarn til en med Alzheimer.
For hvordan skal man opføre sig?
Ved han, hvem jeg er?
Hvad skal jeg sige?
Hvad skal jeg gøre?
Derfor læste vi op på, hvordan man skulle opføre sig som barnebarn. Alzheimerforeningen
havde lavet en rigtig fin folder, som vi også fik.
Derfor får I her mine tips & tricks til, hvordan man kan gøre dagen med Alzheimer nemmere –
både for de syge og de pårørende.
Vi går ofte ture. Det kan han godt lide. Så kan han vise mig byen og fortælle om sin
barndom og ungdom. Hvor han boede som lille. Da han badede i åen fra jernbanebroen, og
hvilke pærere han har skiftet i lygtepælene i sin tid som elektriker.
Jeg har hørt det hele før. Mange gange. Men det gør ikke noget, jeg lytter bare og nyder
hans gode selskab. Jeg ville ønske, jeg kendte ham, som han var dengang.
Vi synger og danser. Det gør ham glad. Og når det gør ham glad, så gør det også mig
glad. Jeg kan egentlig ikke lide at synge og danse, men med ham er det anderledes. Jeg
kan se, at det betyder noget. Hans øjne lyser op. Normalt virker hans øjne slukket. Men når
vi synger og danser til de sange, han kender. Så smiler han. Og så ved han, at jeg hører til
ham.
Vi krammer. Faktisk så krammer jeg ham hver gang, jeg går forbi ham. Så smiler han. Når
jeg krammer ham, så fortæller jeg ham, hvem jeg er. “Jeg er Anna dit yndlingsbarnebarn”.
Han nikker og griner. Og så siger han: “Jeg kender typen” eller “Den er god med dig”. Jeg
ved godt, at han ikke ved, hvem jeg er, men når jeg krammer ham, så lyser hans øjne op,
fordi hans krop husker mig. Og det skal lige siges, at jeg normalt IKKE gider kramme.
Faktisk så kalder min familie mig for “Stangeren”.
Vi leger og pjatter. Vi leger, fordi det gør ham glad. Vi kilder, driller og spiller. Vi spiller
blandt andet bold, ballon eller petanque. Han griner, fordi det er noget, han kan finde ud af.
Man kan bare se, at han elsker at lege – og det giver god mening, fordi han på en eller
anden måde er rejst tilbage i tiden.
Vi gør det sammen. Når vi spiser, så hjælper jeg ham. Han kan ikke selv beslutte, hvad han
skal have på brødet, så jeg giver ham, hvad han plejer at få på. Så han kun har en mulighed
og ikke skal træffe en beslutning. Og så kan jeg se, at han ikke bliver forvirret og frustreret.
Han behøver ikke vide, at jeg hjælper ham, så bliver han bare frustreret. Jeg kan sagtens
hjælpe, uden at han opdager det. For eksempel ved at vi gør sammen og ved at forklare
ham, hvad han skal, så han ikke bliver så forvirret.
For eksempel kan jeg sige: “Vi skal ud at gå en tur, skal vi ikke lige tage sko på?”
Eller: “Jeg skal have et glas vand, vil du også have et?”, så han også får drukket nok.
Vi lader som ingenting. Når han så gør mærkelige ting, så lader vi som ingenting og
hjælper ham bare videre. Når han hælder øl på lasagnen, bliver det fjernet, før han har
opdaget det. Når han kalder mig for sin kæreste, så lader jeg som ingenting. For så ved jeg
godt, at det bare er fordi, han godt kan lide mig – og jeg bliver glad for, at han kan huske mig.
Han kalder ofte bedste for sin mor, så griner vi og siger til ham, at det kan vi godt forstå, for
hun ser da også gammel ud.
Men det går stærkt. Alt for stærkt.
For det, som vi to kunne sammen for bare et halvt år siden, det kan vi ikke mere.
Nu går vi bare ture – uden de gamle historier. Han kan ikke længere fortælle eller huske
meget. Han sidder mest i sin stol og stirrer ud i luften, eller med avisen – uden at læse den.
Han er væk. Helt væk.
Min bedstefar.
Lille sommerfugl, lille sommerfugl
Flyv fra blomst og til blomst
Fra skjul til skjul…
Min bedstefar?
Kh Anna
Tusind tak fordi du har læst med helt til slut af dette indlæg, det betyder meget for mig.
Stay Positive 