Er sygdom og udfordringer en gave?

Jeg talte med en kollega den anden dag. Han havde fundet ud af, at jeg jo tumlede med lidt sygdomsbagage, efter jeg havde skrevet om det (og det at have tætte kollegaer) på min Linkedin.

Han sagde, at han havde tænkt det tidligere. Men ikke vidst det med sikkerhed. At han havde fornemmet, at der ligesom var noget mere, end øjet kunne se. Okay… han sagde det på engelsk, så jeg oversætter frit 🙂

Han sagde, at jeg havde et andet livssyn og nogle andre værdier, som han tænkte måtte komme fra udfordringer og fra det at rejse sig. Han sagde også:

“Man kan mærke dig”

Og det fik mig til at tænke. Måske kan sygdom og udfordringer være en form for gave?

Jeg er da med på, at det ikke nødvendigvis er en gave, man gider have. Men alligevel.

Gør det én til den man er. Altså NU?

Spørgsmålstegnene?

Jeg ved da godt, at hvis jeg fortæller folk, at jeg er glad for, at jeg blev syg, så vil de tro, at jeg bevidst sætter et alt for positivt twist på tingene.

Men følg lige mine strøtanker her…

For selvfølgelig sørgede jeg over det liv, jeg havde før, og måske drømmen om alt det, der kunne være blevet. Måske også lidt over alt det, som jeg stadig ikke kan. Men…

Men at gå igennem længere, kronisk og kompleks sygdom er måske en form for opvågnen. Pludselig hives du ud af hverdagens trummerum og trivialitet. Du har tid til at reflektere. For første gang i dit liv har du måske tid og plads til at lære dig selv bedre at kende. Du stiller spørgsmålstegn ved tingene.

Hvad kunne du/hvad kan du nu?

Var du/er du glad?

Hvad er lykke for dig?

Hvilken person var du/vil du gerne være?

Hvad er dit formål med livet? AV. Den er stor.

Hvad har jeg mon lært?

Har jeg selv lært noget? Måske.

Måske har jeg lært at vende tingene til noget positivt. Eller i hvert fald forsøge. Hvis der er noget, jeg ikke kan, så er det mig magtpåliggende at finde en anden vej til noget nær det samme. Eller så tæt på som muligt.

Måske har jeg en større åbenhed og rummelighed over for andre mennesker og over for forskelligheder. Måske har jeg en støtte forståelse for andres udfordringer. MEN. Og det her er et stort men. Og måske ikke noget, man normalt ville sige højt. MEN jeg tror også, at jeg samtidig er blevet lidt hårdere i filten, fx i forhold til ynk og ligegyldigheder. Jeg er stor fortaler for handling.

Måske er det stort at tale om ens formål i livet. Men hvis vi tager det lidt ned i småtingsafdelingen. Så har jeg de sidste uger fået virkelig mange beskeder fra hele Danmark, hvor I takker mig for at være åben og dele ud. For at nedbryde tabu. DET er da et formål med livet at kunne hjælpe andre. Jeg har også oplevet en helt umådelig opbakning og støtte. Og følt en ubegribelig taknemmelighed. DET er måske også et formål med livet at være taknemmelig for det, man har.

Måske kan man sige, at jeg føler mig autentisk. Mere ægte. Jeg føler en større ro og tilfredshed. Jeg hviler i mig selv. Jeg føler et større selvværd. En større selvtillid. Jeg føler en større livsglæde og måske føler jeg mig faktisk lykkelig.

Måske prøver jeg at suge alt ud af hver eneste dag, af alle oplevelser af alle samtaler – for tænk, hvis jeg pludselig bliver så dårlig, at jeg igen ikke kan gå på arbejde.

Måske var det det, min kollega mente, da han sagde, at man kan mærke bagagen – men på en god måde.