Ja, jeg måtte google, hvad det modsatte af tungsind er.
Og okay. Det giver vel god mening. Letsind.
Let.
Sind.
Det har jeg vel nok normalt.
Det kan jeg lige love for, at jeg ikke har haft de sidste par dage. Især i går var storslem.
Lyset var slukket i mine øjne.
De var fyldt til bristepunktet hele dagen. Lige ved at tippe over ved et enkelt knus.
Jeg var så fyldt – og i mangel af overskud – over min egen situation. Og sorg over tilbagefald. At jeg ikke kunne rumme andre.
Jeg orkede ikke hente en kop kaffe, for jeg orkede ikke snakke med nogen. Det ligner mig ikke. Det ligner mig faktisk meeeeeget dårligt. Både på grund af kaffen, men også på grund af det sociale. Som jeg elsker.
Eller… jeg elsker at snakke med folk. Jeg elsker faktisk ikke så meget at snakke om mig selv og mine problemer. Modsat af hvad mange vil tro, når nu jeg skriver det hele til offentlig skue. Men skrivningen er min terapi – og så er det ude, og så behøver vi ikke snakke så meget mere om det.
Der røg jeg ud af en anden tangent.
Upsi.
Back on track…
Jeg kunne ikke rumme andre. Jeg rummer altid andre. Med glæde. Men jeg kom til at bide. Og jeg måtte undskylde og beklage. Og jeg var flov. Virkelig flov. Det ligner mig meget dårligt.
Som jeg skrev i Fucking KORKPROP – ikke igen…, så skal jeg nok komme ovenpå igen. Det VED jeg. For jeg har været her før. Her, hvor livet giver en lussing.
Men det er også ok, at have dage med tungsind, selvom man har letsind og STAY POSITIVE som ens udgangspunkt.
En lille disclaimer: det kan dog være lidt sværere at have dårlige dage, når alle faktisk forventer, at man altid har gode.
Letsindet bryder frem
Her til morgen cyklede jeg afsted på arbejde. I en kæmpe byge. Og så fandme om ikke min cykel punkterer et godt stykke fra kontoret. Fuldstændig flad.
Jeg trækker afsted i regnvejret. Bander og svovler. Og kommer 5 minutter for sent til kl. 8-mødet. Drivvåd.
Lortemorgen.
Skulle man tro.
For alligevel var det som om noget lettede. Som om regnen og punkteringen var et vendepunkt.
For så kom alle lyspunkterne.
Et kram. Et inspirerende møde. En sjov frokost.
En kollega, der kører mig til og fra et møde ude af huset, fordi min cykel er flad. En veninde, der ud af det blå står på min vej og kan køre mig ud til min bil, fordi min cykel er flad.
Som en engel i træningsbukser og gummistøvler.
Jeg kun simpelthen mærke helt fysisk, at knuden i mit bryst forlod min krop. Den lettede. Og jeg var lettere.
Letsind.
Har jeg mon et budskab? Det ved jeg sgu ikke. Men måske bare, at det er ok ikke at være ok. Tag tid. Vær i det. Men mærk også efter, når det letter, så du ikke bliver i det og dyrker det.
Stay Positive 
Skriv et svar