Er vi i stigende grad blevet mere egoistiske, selvoptagede og narcissistiske? Er vi os selv nærmest? Tænker vi kun på os selv? Er vi ikke åbne over for naboen eller for at hjælpe andre?

Det er i hvert fald det billede, vi får af os selv, når vi tænder for nyhederne, åbner en avis, bladrer igennem et dameblad, hører radio eller scroller gennem facebook. Puha… vi er da nogle værre egoistiske svin. Eller er vi? Eller har det bare større nyhedsværdi at sige det end at sige, at vi også er flinke?

For min virkelighed er da helt anderledes. Jeg kan slet ikke kende det billede af egoistiske og uhjælpsomme mennesker, som medierne maler af os. Jeg oplever, at når en kollega skal hente papir i printeren, så tager hun også mit med. Jeg oplever, at når min veninde kommer forbi, så spørger hun, om hun skal tage vores vasketøj med. Jeg oplever, at når vi er på ferie, så har naboen slået vores græs. Jeg oplever, at folk smiler til hinanden på gaden. Jeg oplever, at vi har næstekærlighed og et socialt godt sammensat samfund som hjælper hinanden, på godt og ondt og i tykt og tyndt. 

Den anden dag oplevede jeg hjælpsomhed, næstekærlighed og empati – og så endda midt i Føtex.

Min kurv er godt fyldt. Jeg har både kiks, kanelgifler, æbler, pålæg og en vanilje Carte d’Or. På vej til kassen stopper jeg lige op og kigger på en sort  t-shirt. Den var billig. Sådan en kunne jeg da faktisk godt bruge en ekstra af. Jeg har faktisk godt set damen. Hun står i sammen gang som mig, men hun er vendt mod Sloggi-væggen. Hun tager en æske ud. Kigger på den. Sætter den tilbage igen. Det er altså også en virkelig voldsom væg af trusser. Jeg vender blikket tilbage til den sorte t-shirt. Og så lyder der et kæmpe rabalder. BANG. Og noget rammer mig. Min første tanke er, at damen har væltet Sloggi-hylderne ned. Så jeg vender mig om for at kigge efter. Men damen er der ikke. Så kigger jeg ned og der ligger hun. Hun besvimede… på mig. Midt i Føtex. Ved Sloggi-væggen. Der går lige et sekund, før jeg helt har fattet det. Guuuuddddd… jeg må tage action. “Er du ok?”, “Er du ok?”. Jeg får hende op at stå. Og mens jeg taler med hende, kommer to andre shoppende damer hurtigt hen. De havde også hørt larmen. Jeg spørger efter en stol og noget vand. Damerne løber i hver deres retning. Jeg trøster damen, der hulker som et lille barn i mine arme. Hun er rystet. Helt forståeligt. Det var altså også voldsomt. De andre kommer tilbage med en stol og to medarbejdere. Damen kommer ned at sidde, får lidt vand og de to Føtex-piger overtager. Danem er ok. Puha. Jeg siger farvel og god bedring til damen og jeg går rystet mod kassen. Jeg lægger min halvsmeltede Carte d’Or op på båndet og tænker hele episoden igennem.

Da damen havde brug for det, midt i Føtex, var der med det samme fem hjælpende og trøstende hænder tilstede. Og faktisk flere der tilbød. Ingen var sig selv nærmest. Alle hjalp hinanden og bragte smilet, glæden, omsorgen, og kærligheden frem i offentligheden den dag… midt i Føtex.

/P

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s