Fødselsdag, forventninger og grimme følelser

Så starter jeg lige et nyt indlæg… denne gang dog uden egentlig pointe og morale. Tja… vi må se, hvor det ender…

…

Jeg havde fødselsdag igår. Lyv-og-tyve igen. Eller så måske 37. Men til gengæld har jeg en krop som en 80-årig. Mine forventninger inden denne dag er altid skyhøje. Jeg er værre end ethvert barn. Jeg plejer at være omsorgsfuld, betænksom og fuld af overraskelser over for alle. Og på denne dag tænker jeg altid, at så bliver der “betalt” tilbage. Jeg ved godt, at man ikke skal gøre gode ting, for at få noget tilbage. Og det gør jeg egentlig heller ikke. Og så alligevel… jeg sidder altid med en lille klump i halsen. Tænk nu, hvis alle har glemt mig. Jeg er nærmest skuffet på forhånd. Og som jeg skriver det, så føler jeg mig latterlig. For hvor er det dog en latterlig følelse. Men jeg har lovet mig selv at være ærlig her på bloggen. Også med de grimme ting. De latterlige grimme ting.

Men… kan jeg ikke skylde skylden på min mor? Jeg er vokset op med, at min mor går all in på alle mærkedage. Hun tænker på alle. Hele tiden. Lige meget hvor gamle vi bliver. Eller hvor gammel hun bliver. Jeg er nok meget lige som hende. Så skal jeg bare lige finde ud af, om det er skidt. Eller om jeg faktisk er lidt stolt over de værdier, hun har givet mig med på livets vej. Tror sgu jeg er lidt stolt.  Jeg forventer ikke store og dyre ting. Men jeg forventer, at blive overrasket og set. At der er brugt tid og tanker på mig, som jeg bruger tid og tanker på andre.

Ahhhhhmen. Jeg er helt flov. Alle mine negative forventninger blev gjort til skamme. Niels og børnene kom ind med flag og fødselsdagssang. De vækkede mig. Og dog. For deres listefødder udenfor soveværelset er så stille som en elefants. Og så sover man vel altid lidt rævesøvn, når det er ens fødselsdag. En god sang, viftende flag og masser af krammere. Jeg kommer nedenunder, og der er pyntet op. Gertrud Sand kunne ikke finde plads til mere pynt. Det var fantastisk. Lige som jeg er vant til fra min mor. Og lige som jeg gerne vil have det. Flag over ALT. Og et bord dækket med bamsedugen, som er gået i arv fra min barndom, og som vi stadig bruger til alle fødselsdage. Morgenmaden var gennemtænkt i palæo-stil, så der både var noget til mig og noget til børnene.

 Og SÅ kom gaverne. Ikke at de er det vigtigste. Men det er da spændende alligevel. Jeg bliver på behørig mor-vis begavet med tegninger, hjemmelavede smykker og alt, hvad der kan laves i silkclay. På blogger-vis bliver jeg begavet med en selfiestang. Ja, ja, det ser dumt ud. Men det er dæleme da smart, at man kan få lidt mere med en bare ens stor næse, et halvt øje og et par rynker. Jeg har også fået en plakat med teksten “be the reason someone smiles today“. Det er jo lige mig. Statement-Queen. Niels’ gave derimod er så rørende gennemtænkt.

Jeg har fået en weekend i København. Med en stram tidsplan. Indlagt hviletid.

9-15 Malerkursus hos Trine Panum. Hvor fedt er det lige? Det er jo lige mig. Jeg vil så gerne forbedre mig og blive kreativt udfordret. Jeg glææææder mig.

15-18 Hviletid hos Onkel Søren. Fordi Niels ved, at jeg ikke kan fungere uden en lur. Min krop lukker ned. Så det er allerede planlagt. Det er da rørende gennemtænkt.

18-20 Sticks n Sushi i Tivoli. Fordi jeg eeeeeeelsker sushi. Og måske fordi han ved, at jeg altid bliver en lille smule mere forelsket, når jeg får sushi.

20-22 Show med Dybvad. Fordi jeg er tosset med stand-up, Dybvad og plat humor.

Børnene passes hos kusinen i København, og vi skal gå hånd i hånd og opleve. Det er simpelthen så fantastisk og gennemtænkt en gave. Måske den bedste jeg nogensinde har fået.

Ud over disse flotte ting fra min familie er det væltet ind med blomster, gaver, overvældende mange hilsener, sange og meget meget meget andet.

 Efter morgenmaden bruges dagen på at tage på hospitalet. Kommer derfra med en større dosis medicin og endnu en “vi ser tiden an i to måneder”. Jeg er altid færdig efter hospitalet. Det er som om al min energi suuuuuges ud af mig derinde. Så det er hjem og tage en lur. Efter en times lur vækkes jeg igen med flag og sang. Denne gang af Niels og mine forældre, som han har fået op til os i al hemmelighed.

 Flere gaver, lækker mad og en hyggelig aften afslutter min mest perfekte fødselsdag nogensinde. Og så er alt jo godt… eller er det?

For Niels fortæller, at han har været nervøs i to uger inden min fødselsdag. At det var lige som en eksamen. For hvad nu hvis jeg blev skuffet? Hvad nu hvis alle hans anstrengelser ikke levede op til mine forventninger?

Og så får jeg dårlig samvittighed. For tænk at mine forventninger til en helt almindelig kedelig 37-års fødselsdag, giver ham så voldsom præstationsangst? Det er jo helt forkert. Men på den anden side, så vil jeg have svært ved at ændre det. Jeg føler det virkeligt. Heeelt ind i hjertet. Og når Niels nu tydeligvis er så god til det. Så vil det da næsten også være synd, at han ikke skal gøre det igen næste år.

/ Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og følg bloggen selvfølgelig, så får du direkte besked om alle mine tanker.

Se hvordan herunder.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)

__________________________________________________________________