Pernille Højland-Rønde
Dette indlæg handler ikke om mig om mine sygdomme. Slet ikke. Til gengæld er det - på ægte blogger-stil - et glimt ind i en dag i mit liv. Enjoy. __________ Min mor. Min søde, dejlige 74-årige mor. Hun er liiiiidt irriterende. Hun har nogenlunde samme samtaleteknik som Andreas Mogensens mor (se klippet her). Men... Continue Reading →
Der var engang en tyk baby. Og idag bliver min "baby" 7 år. Han har fødselsdag og vejret afspejler ganske fint hans sind. Sol, regn, sol og en frisk vind til at sætte lidt fut i det hele. Han er sød, dejlig, sjov, ekstremt kærlig… og ekstremt hidsig. Men det er ligegyldigt. For dette indlæg... Continue Reading →
Så starter jeg lige et nyt indlæg… denne gang dog uden egentlig pointe og morale. Tja… vi må se, hvor det ender... ... Jeg havde fødselsdag igår. Lyv-og-tyve igen. Eller så måske 37. Men til gengæld har jeg en krop som en 80-årig. Mine forventninger inden denne dag er altid skyhøje. Jeg er værre end... Continue Reading →
I medgang og modgang Min mand Niels gæsteblogger om livet med en kronisk syg. Niels skriver... Gennem længere tid har jeg overvejet, om jeg som ægtefælle kunne bidrage med et lille indlæg på denne blog. Det er faldet mig lidt svært at flere årsager. Først og fremmest har vi, der læser bloggen, jo oplevet, at Pernille... Continue Reading →
Jeg føler mig heldig. Meget heldig. Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig - handikapvenlig - ferie. Jeg har fået dejlige minder, masser af grin og solbrune ben. Det var hårdere end jeg havde regnet med. Om morgenen måtte Niels hjælpe mig ud af sengen og om aftenen skulle der en del smertestillende til... Continue Reading →
Livets udfordringer. De hårde tider. De kan få det værste og det bedste frem i os alle. Og at lade min kroniske sygdom lære mig noget og gøre mig til bedre menneske, må da være at vinde halvdelen af kampen. I virkeligheden kan ingen af os ændre på de kort, som livet har tildelt os.... Continue Reading →
Jeg ejer en total-yndlingsting. Den ældste ting jeg ejer. I hvert fald som jeg selv har købt. Det er jo nok nærmere to ting. For de er et par… eller vi er alle tre et par. Mine rulleskøjter. Mine mega cool Bauer side-by-side med flerfarvede hjul. Jeg fik 2.400 kr. i konfirmationsgave. Hvor jeg iøvrigt... Continue Reading →
Selvom jeg har en kronisk sygdom, så vil jeg rigtig gerne tale om andet og om andre… også selvom jeg blogger om sygdom. I kan sagtens vende helt almindelige hverdagsting med mig. Jeg synes faktisk selv, at jeg er ret interessant. Måske endda også lidt sjov. Og god til at lytte. Så I er meget velkomne... Continue Reading →
Når man som forælder kæmper med en kronisk sygdom, så fylder den dårlige samvittighed virkelig meget. Hver dag. Hvert sekund. Men har man også fundet måder at værdsætte livet på, som andre måske kan få lidt ud af? Jeg fik diagnosen psoriasisgigt, da vi fik Anna. Hun er nu 10 år. Da vi så fik Rasmus... Continue Reading →
Det er hårdt at være pårørende til mig - en kronisk syg. For sygdommen rammer jo ikke kun mig - den syge, men hele min omgangskreds. Min familie, mine venner og mine bekendte. Det at være pårørende er jo ekstremt belastende. Og ofte forandres rollerne i familien, når et familiemedlem rammes af sygdom. Det kan være,... Continue Reading →
Den anden dag ringede min mor. Lige siden hun fandt ud af, hvor slemme mine smerter er og hvor svært jeg har ved at sidde, stå, gå og alt muligt andet i længere tid, så har hun kigget i alle butikker efter en passende skammel til mig. Hun havde lige været et smut forbi Harald... Continue Reading →
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/14008481/?claim=kwadnwdtzgt">Follow my blog with Bloglovin</a> Jeg er glad og stolt af min datter. Dette er én af de vigtigste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg kæmper dagligt med den dårlige samvittighed - især over for børnene. Der er så meget jeg ikke kan. Men hun forstår. Hun er ok. Og hun kan endda sætte... Continue Reading →
Hårtab er én af de værste bivirkninger ved min psoreasisgigt. Det var en stor sorg. Og man kan sige, at det at tabe mit hår og pludselig være pletskaldet tvang mig til at gøre status over min kvindelighed og min personlige stil. Den måde jeg så mig selv på. Hvilken slags skaldet ville jeg være?... Continue Reading →
Ok... hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg nok godt, at jeg selv uden en kronisk sygdom ville rode. Men det er da meget belejligt. Undskyld jeg roder... men jeg er jo syyyyggggg. Og her stiller man så an med de store hundeøjne og en slags trist Medina-mund. Selvfølgelig hjælper min manglende energi og udmattelsen... Continue Reading →
Ind imellem bliver man simpelthen så stolt af sine børn. Jeg kæmper og "stay positive" virker godt for mig som mantra. Når man så sidder weekendshyggeagtigt i sofaen lørdag morgen og sniksnakker om dit og dat; Jeg er halvskidt efter en omgang medicinforgiftning, det roder lige liiidt for meget, vasketøjet angriber os og vi taler... Continue Reading →
Stay Positive 