Det er så populært, som blogger at fortælle hverdagsting. Hvad lavede jeg idag og den slags. Det er jeg ikke så god til. Mine indlæg bliver altid for lange. Jeg får aldrig stoppet i tide.

OG så vil jeg alligevel forsøge mig med den disciplin.

*

Min dag igår.

Min sidste dag som alene-hjemme-mor.

Græsenke.

Den blev fejret med at køre en tur på E45 i fredagsmyldretrafikken i høj solskin og sammenknebne øjne.

Vejen førte til Varde. Ned til mine forældre.

Jeg skulle hente min familie fra skiferie i Haderslev lørdag formiddag og det havde nok været smartest at hente dem direkte fra Aarhus, men…

… jeg havde fået en date.

Med en gammel flamme.

Og så måtte jeg jo til Varde fredag for at komme på date om aftenen.

En god gammel barndomsven havde skrevet en besked på et indlæg her på bloggen. Og vi blev hurtigt enige om, at vi skulle date.

Det blev allerede fredag. Altså igår. Perfekt afslutning på min KO-tid (LÆS HER).

Min barndomsveninde er vokset på på samme vej som mig. Men vi har ikke set hinanden i mange år. For at gøre fortællingen af historien lidt lettere, så lad os kalde hende Gitte. Også fordi, det hedder hun. Og så giver det egentligt meget god mening.

Vi skal mødes kl. 20.00, hvor Gitte kommer hjem til mine forældre.

Det er fint med den lidt sene (i min normale ikke-KO-hverdag) mødetid. Jeg havde meget, jeg skulle nå. Spise brasede kartofler med spejlæg med mine forældre, skifte til lidt strammere tøj, fylde folderne med krigsmaling – altså kun i hovedet, lave højt hår – fordi jeg kan, og male neglene lyserøde – fordi der gik hul på handskerne til min hjemmehårfarvning aftenen før. Dammit. Men 3 lag neglelak og det blev nææææsten dækket.

Klokken slår 20.00. Gitte kommer ind. Hun banker ikke på. Hun kommer bare ind. Præcis som i gamle dage. Jeg bliver helt glad. Og spændt.

Jeg ser hende. Og vi krammer. Hårdt. Og længe.

Hold nu op, hvor holder jeg meget af Gitte. Det kan jeg mærke helt ind i hjertet. Selvom det er så længe siden, vi har set hinanden. Det er der bare. Kroppen har ikke glemt det.

Min far tænder op for hans pensionistbil og kører os ned i byen. Som et par alt-for-gamle-teenagere.

Vi kommer ind på baren og får købt os nogle farverige drinks. Og så snakker vi. Og snakker. Og snakker. Og vi griner. Meget. Pludselig husker jeg, hvor sjov Gitte er. Ikke at jeg havde glemt det, men jeg havde nok lidt glemt, præcis hvor godt vores humor passer sammen.

image
Ikke bange for at være grimme 🙂

Gittes søster støder til. Og vi snakker om gamle dage. Minderne. Tankerne. Følelserne. Det sjove. Det grumme. Det flove. Det svære. Det frække.

Gitte siger: ‘kan du huske, hvor meget vi var i fritidscentret og spillede bordfodbold’? Det havde jeg glemt. Faktisk har min brain fog-hjerne glemt mange ting og mange mennesker. Men pludselig går der et lys op for mig:

Guuuudddd, det er da derfor, jeg er så sindsygt god til bordfodbold. Jeg vidste slet ikke hvorfor, nu giver det hele mening. Meget mere mening.

Så gik vi igang med at spille bordfodbold. Som i gamle dage. Og det var stadig lige så sjovt. Gitte var stadig lige så sjov.

Vi spillede pool og drak drinks. Selvom jeg ikke drikker, så fik jeg da presset 2 drinks ned igår. Og de smagte godt. De var hyggeligt.

Med en time tilbage inden pensionist-kareten ventede på os, som Askepot og græskarret, så slog vi et smut forbi diskoteket lige bag baren. Vi følte os en smule gamle i indgangen, da dørmanden var en “knægt”, som vi var spejderledere for, da vi var 14 år. Han var nu voksen og havde selv børn. Gamle koner på vej på disko.

Det lader vi os heldigvis ikke slå ud af, for vi skulle ind og danse. Og hvor perfekt er det lige, at der er gratis indgang for de gamle over 28? Win-win.

Da vi så kommer ind, så er det lidt en anden historie. For vi har ramt en af de få aftenener, hvor diskoteket har 16+ aften. Vi får armbånd på med #forbudt. 3 gamle koner på et disko proppet med 16-årige, der fniser, da Gitte viser Zumba-serien, som hun underviser pensionisterne i i Medborgerhuset.

image
16+

Vi kunne være mødre til de unge, smukke og meget, meget små pus. 20 års forskel er der på os. De er i starten af deres ungdomsliv. De skal til at leve det vilde festliv nu, og os… vi kan stadig huske, da vi selv kastede op på selvsamme toilet på selvsamme disko. De går en fed tid i møde.

Men det er nu også rart at blive hentet klokken 0.00 og komme hjem til Bedste, der sidder klar med øl, cola og chips.

Gitte går med ind for at drikke en godnat-øl med min far. Og min mor sidder lige så forventningsfuld og  griner. De har glædet sig ligeså meget til at Gitte kom. De synes også, hun er sjov.

Klokken 01.00 gik vi alle i seng. Glade. Humøret var højt. For det er det, som Gitte gør ved os. Jeg skal se hende hver eneste gang, jeg kommer hjem fra nu af. Der skal ikke gå så mange år igen. Mit humør er blevet afhængig.

Og som du selv kunne læse, så gik det ikke så godt med det der fatte-mig-i-korthed og min-dag-idag bloggeri. Sorry.

//Pernille

Følg med på INSTAGRAMFACEBOOKBLOGLOVIN

2 comments

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s