De sociale medier kan noget.
Bevares, der er også ulemper.
Men der er bestemt også fordele.
Én af fordelene er, at man kan møde ligesindede, som man nok aldrig havde mødt IRL.
Og en af de ligesindede, som jeg har mødt gennem sociale medier – og aldrig mødt – er Søs Trier.
Den sejeste Søs. En kæmpe inspiration. En fighter. Et livsstykke.
Jeg beundrer hende simpelthen SÅ meget, og derfor har jeg spurgt, om hun vil gæsteblogge på Stay Positive.
Det ville hun heldigvis gerne.
Jeg gav hende nogle spørgsmål, så vi kan lære hende bedre at kende.
Og det kom der nedenstående ud af:
Ordet er Søs’
For nylig spurgte Pernille, om jeg ville gæsteblogge på hendes Stay Positive blog. Selvfølgelig vil jeg det!
Pernille ved det måske ikke, men hun og Stay Positive har været med mig hele vejen – i min kamp om at finde fodfæste i mit ”nye” liv som kronisk syg.
Stay Positive har hjulpet mig meget. Pernille tør nemlig, at skrive om de svære følelser. Nogen gange er det følelser, som jeg selv er flov over at føle – og ikke engang tør snakke med andre om. Stay Positive har lært mig, at det er Okay at have disse følelser.
Stay Positive er stedet, hvor jeg kan ”gå hen”, når jeg føler mig alene. Hudløst ærligt og med en humoristisk sans, lukker Pernille os ind i hendes verden – helt uden filter – jeg er fan!
Men alt dette ved I nok godt.
Hvad I måske ikke ved er, at Stay Positive er grunden til, at jeg også er begyndt at blogge. Stay Positive (på instagram) var det første jeg fandt, da jeg søgte efter andre, som var i samme situation som jeg selv.
Det første indlæg jeg husker, at jeg læste var: “Min minimand og min dårlige samvittighed.” Det indlæg tog mig med storm, og siden har jeg tudet, grinet og heppet sammen med Stay Positive.
Jeg har aldrig mødt Pernille. Alligevel er hun gået hen og blevet min veninde. Tak til Pernille og Stay Positive!
Nu til Pernilles spørgsmål og mine svar:
Fulde navn: Søs Trier
Hvad er dine udfordringer?
Lige nu – som i NU – er min største udfordring at få min helt egen hjemmeside op at køre. Jeg har slet ikke teknisk snilde, men alligevel har jeg kastet mig ud i, at starte min helt egen blog (før har jeg været tilknyttet et blogger netværk).
Ellers er min største udfordring nok at lære at acceptere mit ”nye” liv – præcis som det er. Acceptere, at min hverdag nu er en anden, og mit liv ikke kommer til at se ud, som jeg havde planlagt. Jeg havde ellers planlagt at blive mor inden jeg fyldte 30. Jeg havde lagt krævende, men spændende, karrierer planer. Og så havde jeg planlagt at bokse mig til et diplom – og til lidt mere (var begyndt som kampbokser, inden jeg blev syg).
Kommer jeg nogensinde til at acceptere mit ”nye” liv? Ærligt; jeg ved det ikke? Som der er lige nu; Nej! Men det er også fordi, at jeg véd – men temmelig sikkerhed – at jeg er i bedring. Jeg er endnu ikke kommet ud af min ’vi-skal-have-slået-sygdommen-ned’ medicin. Og det betyder vel, at lægerne tror på, at jeg kan få det bedre! Gør det ikke?
Hvad kæmper du med?
Udover min hjemmeside, så kæmper jeg som sagt med at finde mig til rette i mit ”nye” liv. Jeg kæmper med at lære min krop at kende. Det er en daglig kamp, der heldigvis bliver nemmere og nemmere at vinde. Jeg har så småt lært, hvad jeg kan og ikke kan. Lært, at det er Okay ikke at kunne, hvad jeg førhen kunne. Lært at sige Pyt. Men jeg synes det er træls (jep jeg er også jyde). Så det kæmper jeg med: Ikke at lade mig slå ud, ”bare” fordi jeg må køre på halvt blus. Og ved i hvad? Som oftest bliver jeg ikke slået ud, og som oftest er det den positive Søs, der vinder! For PYT! Pyt med, at vasketøjet eller andre huslige pligter ikke bliver ordnet. Det er jo ikke det, som gør os lykkelige (om nogle bliver lykkelige af en tom vasketøjskurv, kan jeg selvfølgelig ikke udelukke)
Hvad driver dig?
Jeg har en eller anden indre ild, der driver mig. Okay det lyder måske som en kliché, men det har jeg. Jeg elsker at udfordre mig selv, og afprøve grænser. For det gør mig stærkere. Jeg er ikke skabt til at lægge mig fladt ned – er der overhovedet nogle, som er det? For mig er det værste – simpelthen værste! – at se passivt til, mens verden fortsætter rundt om mig. Derfor skaber jeg konstant små udfordringer, mål og delmål.
F.eks. da jeg blev syg. Her fik jeg et behov for, at der blev sat fokus på sjældne gigtsygdomme samt mere forskning indenfor gigt området. Så det gik jeg i gang med. Jeg lavede et arrangement – Hjælpeløberne – som løb midler ind til Gigtforeningen. Jeg kunne have valgt at ligge på sofaen og vente på et mirakel, men hvad godt gør det? Derimod begav jeg mig ud på usikker grund – og jeg har ikke fortrudt det! Det var hårdt, men jeg blev stærkere af det! Og så kom der også noget håndgribeligt ud af det, nemlig: knap 10.000 kr., der ubeskåret gik til Gigtforeningen.
Så det driver mig: udfordringer og det at rykke personlige grænser.
Hvad gør/ved du, som andre kunne lære noget af?
Jeg véd, at vi kan meget mere end, hvad vi (måske) tror, er muligt. Og jeg ville ønske, at alle vidste det om dem selv. Jeg ville ønske, at alle vidste, at de faktisk kan gøre deres mentalitet mere robust. Dagligt forsøger jeg at blive mentalt mere robust. For en robust mentalitet gør bare livet meget lettere!
Jeg vil gerne bruge et billede som forklaring.
En robust mentalitet er ikke det samme som en stærk mentalitet. Vi skal IKKE være seje, og lade som om, at vi ikke bliver påvirket når livet gør ondt. For vi bliver påvirket!
Tag hegnspælen på billedet. Den står rigtig stærk. Der kan den stå i (næsten) alt slags vejr. Regn, blæst, måske en storm – den bliver stående. MEN kommer orkanen, så knækker den ”stærke” hegnspæl. Den kan ikke rejse sig op igen!
Tager vi derimod kornet rundt om hegnspælen. Det bliver påvirket af vejret. Det svajer – ned og OP. Kommer orkanen, lægger kornet sig ned i lidt længere tid end ved almindeligt blæsevejr, MEN det rejser sig altid op igen!
Og det er, hvad en robust mentalitet handler om. Det handler om, at vi skal give os selv lov til at føle de svære følelser. Vi skal bearbejde dem. Derefter skal vi parkere dem, og komme videre – vi skal rejse os op igen. For de svære følelser må ikke fylde vores liv, de må ikke blive destruktive. Formår vi at håndtere de svære følelser/livs situationer konstruktivt, ja så tror jeg på, at vores liv bliver meget bedre!
Hvad har været det største vendepunkt i dit liv?
Det var fredag den 18. september 2015. Om formiddagen havde jeg fået opsat et befrugtet æg (en lang historie som i kan finde på min blog). Om formiddagen var jeg gravid, og snart – hvis 9 mdr. er snart? – skulle jeg være mor. Om eftermiddagen blev jeg indlagt på reumatologisk i Aarhus. Om eftermiddagen var jeg syg. Pludselig blev der vendt op og ned på min tilværelse.
Hvilken beskrivelse af dig selv, bliver du gladest for at høre fra andre?
Det er som sådan ikke en beskrivelse af mig, men jeg har flere gange hørt folk sige: ”dine øjne har en hel speciel udstråling”. Giv mig sådan en kommentar, og jeg er flyvende de næste mange dage.
Har du fået råd, der skal gives videre?
Brug solcreme. PUNKTUM. De langsigtede fordele ved at bruge solcreme er ikke til at tage fejl af!
Da jeg var en fortvivlet teenager, fik jeg dette råd. Det var i en engelsk time. Hvorfor dette råd betød så meget for mig, kan i sikkert forstå, hvis i selv læser den tekst jeg fik:
“Wear Sunscreen” af Mary Schmich
Hvad drømmer du om?
Min aller ALLER største drøm er at blive mor. Realiteten er bare, at det ikke er sikkert, at jeg nogensinde bliver mor. Derfor har jeg valgt at lægge drømmen på hylden. Altså drømmen er der stadig, men den fylder bare ikke i min hverdag. Jeg har nemlig besluttet mig for, at jeg VIL være lykkelig i mit liv. Det skal ikke fylde det, jeg ikke kan, men det skal fylde, det jeg kan. Tænk bare, hvis jeg kun kunne blive lykkelig medmindre jeg bliver mor. Det kan tage 3 år, det kan 10 år, måske kommer det aldrig til at ske. Skal jeg så gå rundt og være ulykkelig, og bare vente på, at jeg MÅSKE bliver mor? Aldrig! Derfor har jeg valgt at parkere drømmen på hylden. Af og til får jeg øje på den, men hurtigt vendes mit blik i andre retninger. Og ved i hvad? Jeg er faktisk lykkelig i mit liv – selvom jeg ikke er mor.
Derudover drømmer jeg om at vende tilbage til mit arbejde – på fuld tid. I øjeblikket arbejder jeg ”kun” 15 timer om ugen. Desværre er ’kun’ sat i ””. For mig er det nemlig mange timer. Men jeg kæmper – hver dag – på at blive bedre, så jeg på sigt kan komme tilbage på fuldtid. Jeg tror selv på, at det nok skal lykkedes!
Hvad er du allermest stolt af?
For at prale, så er der mange ting, jeg er stolt af at have opnået (og her sidder jeg med et selvfedt ansigtsudtryk). Men min sidste store bedrift var at opfinde Hjælpeløberne (som nævnt tidligere). Hjælpeløberne løb for de børn, og de voksne, som dagligt kæmper med en gigtsygdom. Vi løb for, at de kan få en tålelig hverdag og et bedre liv
Hvad vil du gerne have, at vi ved om dig?
Jeg tror faktisk, at ovenstående viser meget godt, hvem jeg er. En (næsten) altid positiv jysk pige med masser gå-på-mod og en stor livslyst.
/Søs
*
Find Søs på de sociale medier her:
Snapchat: soes_trier
*
Tusind tak til Søs, som jeg personligt ELSKER at følge.
Hendes ord ramte mig, og jeg måtte lige knibe en tåre.
Hvad med dig, blev du også ramt af stærke Søs?
Knus Pernille
Følg Stay Positive på INSTAGRAM og FACEBOOK, eller skriv din mail her i højre side, så får du direkte besked, når der er nyt fra mig.
Stay Positive 
Skriv et svar